Afgørelse

Afslag på ejerskiftelån.

Klageren ejer en ejendom, hvori der blandt andet indestår to lån til det indklagede realkreditinstitut.

Den 28. juli 1993 anmodede klagerens advokat realkreditinstituttet om at medvirke til en omprioritering af ejendommen i forbindelse med salg af denne til klagerens sambo. Overdragelsen skulle ifølge advokaten ses som led i en større "sanering" af klagerens økonomiske forhold, og provenuet ved ejerskiftet skulle anvendes til dels indfrielse af de i ejendommen indestående lån, dels til nedbringelse og nedskrivning af klagerens gæld til blandt andet told- og skattevæsenet samt til klagerens pengeinstitut. Der ville ikke blive noget provenu til klageren selv. Advokaten fandt, at alle involverede parter kunne være interesseret i en hurtig gennemførelse af det påtænkte ejerskifte, idet klagerens sambo havde bedre indtægts- og formueforhold end klageren. Brevet var vedlagt en slutseddel, hvoraf de nærmere vilkår for overdragelsen fremgik.

Af en tingbogsattest af 2. november 1993 fremgik det, at ejendommen var behæftet med de to lån til realkreditinstituttet på i alt oprindelig 291.600 kr., to ejerpantebreve på i alt 138.800 kr., syv private pantebreve på i alt oprindelig 286.919 kr. samt udlæg til told og skat på i alt oprindelig 2.153.701 kr.

Realkreditinstituttet meddelte ved brev af 24. november 1993 klagerens advokat, at instituttet efter en kreditvurdering ikke ønskede at tilbyde klageren yderligere lån i ejendommen.

Klageren indbragte sagen for Ankenævnet med påstand om, at instituttet var forpligtet til at revurdere det afslag, som blev givet i efteråret 1993, således at realkreditinstituttet positivt ville medvirke ved en normal og hensigtsmæssig omprioritering af hans ejendom. I det omfang realkreditinstituttet havde tilsidesat god realkreditskik, påstod klageren endvidere realkreditinstituttet tilpligtet at yde ham erstatning for de forøgede udgifter, han havde haft som følge af realkreditinstituttets afslag på låneansøgningen. Realkreditinstituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at realkreditinstituttets afslag på klagerens ansøgning om lån henhørte under instituttets almindelige låne- og kreditpolitik, som Nævnet generelt ikke finder at kunne tage stilling til. Der var ikke i denne sag konkrete forhold, der ændrede ved dette udgangspunkt. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.