Indsigelse mod opsigelse af engagement begrundet i hvidvaskregler.
| Sagsnummer: | 239/2021 |
| Dato: | 04-03-2022 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Christina B. Konge, George Wenning, Jacob Ruben Hansen, Anna Marie Schou Ringive. |
| Klageemne: |
Indlån - opsigelse
Konto - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse mod opsigelse af engagement begrundet i hvidvaskregler. |
| Indklagede: | Nykredit Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod opsigelse af engagement begrundet i hvidvaskregler.
Sagens omstændigheder
Klageren, der er bosat i Sverige, var kunde i Nykredit Bank, hvor han havde en privatkonto og et betalingskort.
I februar 2021 anmodede banken klageren om at besvare spørgsmål om formålet med og omfanget af hans engagement hos banken. Den 10. februar 2020 svarede klageren blandt andet:
”… Lønmodtager: Ja
Hvad er din årlige indkomst? (Indkomst efter skat): 265.000
…
Selvstændig: Ja
Hvad er din årlige indkomst? (Indkomst efter skat): 350.000
…
Beskriv, hvor pengene kommer fra: beløb kommer fra mit firma som løn og bonus, honorar som afregnes/indberettes hver 2 kvartal
…
Hvilket land forventer du at overføre til?: Sverige …
Hvor meget forventer du at overføre i alt om året?: 450.000
Hvad er formålet med at overføre pengene?: jeg bor i Sverige og overføre mit løn, opsparing++Bemærk Venligst at beløb angivet oppe i løn, selvstændig og freelance er cirka beløb …
Fra hvilket land forventer du at få overførsler?: Bulgarian …
Hvor meget forventer du at få overført om året ?: 550.000
Hvad er formålet med overførslerne?: løn, bonus, honorar ++ Bemærk Venligst at beløb angivet oppe i løn, selvstændig og freelance er cirka beløb …
Har du brug for at hæve kontanter?: Ja
Hvor mange gange om året har du brug for at hæve kontanter?: 15
Hvor meget forventer du i alt at hæve om året?: 200.000
Hvad skal du bruge kontanterne til?: jeg ved ikke hvad jeg skal svare, men jeg skriver Ja da jeg bor i Sverige og nogen gange er det hurtigere at hæve og veksel kurs er bedre hos de veksel kontor men om i ser på kontoen sker det ikke tit …”
Klageren blev endvidere spurgt om baggrunden for nogle transaktioner. Af klagerens svar fremgik blandt andet, at han havde modtaget overførsler fra firmakonti i udlandet, og at overførsler fra kontoen på i alt 145.000 kr. var lån til familiemedlemmer.
På et ikke oplyst tidspunkt herefter fik klageren udstedt et nyt betalingskort hos banken.
Ved brev af 26. marts 2021 til klageren opsagde banken klagerens engagement i banken til ophør 28. april 2021. Banken anførte, at opsigelsen skyldtes, at klagerens ”transaktionsmønstre er uigennemsigtige for Nykredit, og dermed er det ikke muligt for os at leve op til kravet om løbende overvågning på et tilstrækkeligt kvalificeret niveau.”
Klageren rejste indsigelse mod opsigelsen over for banken, der i svar til klageren af 20. april 2021 anførte:
”En privatkundekonto i Nykredit Bank stilles til rådighed for almindelige privatkundeformål og overvåges i overensstemmelse hermed.
Når vi har spurgt ind til forskellige transaktioner på din konto hos os, er det på baggrund af ovenstående forudsætning om brug af kontoen.
Du har besvaret spørgsmål om forskellige transaktioner, men har i en række tilfælde ikke givet os tilstrækkeligt grundlag for at vurdere baggrunden for disse.
Derfor er dit kontoforhold hos os opsagt med den begrundelse, at vi finder dine transaktionsmønstre uigennemsigtige og derfor ikke kan leve op til krav om overvågning af din brug af kontoen på et tilstrækkeligt kvalificeret niveau. …”
Parternes påstande
Den 19. maj 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået påstanden, at Nykredit Bank skal anerkende, at den ikke var berettiget til at opsige hans kundeforhold.
Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at banken uberettiget lukkede hans konto uden at angive en konkret eller specificeret grund. Han havde forinden, i februar 2021 besvaret bankens forespørgsel om dokumentation, givet forklaring om overførsler samt hævninger. Efter gennemgang af dokumentationen udstedte banken et nyt kort til ham. Banken bad ikke om flere oplysninger eller redegørelser.
Han har grundigt besvaret alle bankens spørgsmål. Banken har ikke præciseret, hvad den mangler svar på, dokumentation for eller baggrunden for opsigelsen, selv om han gang på gang har spurgt om dette. Banken svarede ikke, men fastholdt blot opsigelsen.
Banken anførte, at uanset om han havde svaret på spørgsmålene og i nogle tilfælde også fremlagt dokumentation, forstod banken ikke formålet med og omstændighederne omkring transaktionerne og hans brug af kontoen. Banken har ikke præciseret, hvad den mangler svar på.
Bankens svar i klagesagen indeholder oplysninger, som han ikke tidligere var blevet spurgt om. Han er aldrig blevet anmodet om sende dokumentation såsom lønsedler eller forklaring omkring transaktioner fra Bulgarien/Litauen fra firmakonti i pengeinstitutter, der er godkendt af Finanstilsynet. Banken har aldrig spurgt til dokumentation for indtægtsforhold/udlån. Banken opfordres til at dokumentere, at den har spurgt om dette.
Han har brugt kontoen som en almindelig privatkonto. Han har to danske firmaer og får løn fra disse på sin danske konto, hvilket er helt sædvanligt. Da han arbejder i Danmark, skal han bruge en konto og kort til indgående løn og udgifter, når han er i Danmark. Han kan ikke gøre for, at han, ligesom mange andre, ikke har kunnet få en dansk firmakonto og derfor har måttet oprette firmakonto hos en udenlandsk bank, der er godkendt af Finanstilsynet. Han har en privatkonto i Sverige, da han har boet i Sverige siden 1996.
Han føler sig som en kriminel. Han har haft kontoen længe med tilsvarende transaktionsmønstre. Det er urimeligt, at banken pludselig generer en almindelig lønmodtager for at vise, at den nu gør noget, fordi banken i lighed med andre danske banker har sovet i timen, så der er hvidvasket for milliardbeløb i bankerne.
Nykredit Bank har anført, at klagerens adfærd på kontoen var usædvanlig i forhold til, hvad der normalt ses på en privatkundekonto. Banken forsøgte at indhente yderligere oplysninger om klagerens engagement for at mitigere risiciene ved kundeforholdet. Klagerens besvarelse af bankens spørgsmål om hans adfærd på kontoen var ikke egnet til at betrygge banken i klagerens anvendelse af kontoen.
Klageren modtog betalinger fra selskaber, som han havde ejerandel i, blandt andet fra konti i Bulgarien, England og Litauen og fra en selskabskonto hos en digital bank, ”der omfatter et forudbetalt betalingskort … valutaveksling, veksling af kryptovaluta”. Klageren har ikke efterkommet anmodningen om dokumentation for indtægtsforhold og udlån, og klagerens redegørelser for løn- og bonusindbetalinger fra firmakonti i Bulgarien og Litauen bidrog ikke til bankens forståelse af klagerens transaktionsmønster.
Klageren har ydet lån til familiemedlemmer fra kontoen, men har ikke kunnet fremlægge lånedokumentation. Banken spurgte klageren om nogle forsøg på kontanthævninger og en konkret kontanthævning på 10.000 kroner. Klageren gav ikke en forklaring, som banken følte sig betrygget i. Banken efterspurgte forgæves lønsedler og årsopgørelse.
Banken forstår ikke klagerens behov for en privatkonto i Danmark, medmindre det skyldes, at kontoen bruges i forbindelse med klagerens drift af to danske selskaber. I givet fald er anvendelsen ikke i overensstemmelse formålet med en privatkonto. Klageren har konti i andre institutter, blandt andet i en svensk bank.
Banken var ikke i stand til at forstå klagerens transaktionsomfang og -mønster, hvorfor kundeforholdet ikke havde den fornødne gennemsigtighed.
De svar klageren givet, har banken ikke vurderet som tilstrækkeligt betryggende og fyldestgørende til, at banken har ønsket fortsat at tilbyde klageren en privatkundekonto. Klagerens kundeforhold lå uden for bankens risikoappetit. Banken så sig ikke i stand til at mitigere risiciene ved kundeforholdet til et for banken betryggende og tilfredsstillende niveau. Banken var derfor berettiget og forpligtet til at afvikle /forretningsforbindelsen med henvisning til hvidvasklovens § 11, stk. 5.
Det må som udgangspunkt være op til banken selv at afgøre hvilke krav, banken af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren havde en privatkonto og et betalingskort i Nykredit Bank. I marts 2021 opsagde banken klagerens engagement.
Opsigelsen var begrundet i, at banken efter indhentelse af oplysninger hos klageren efter hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 5, konstaterede, at banken ikke forstod transaktionerne på kontoen og ikke var betrygget i klagerens brug af kontoen.
I hvidvasklovens kapitel 3 er det beskrevet, hvordan virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.
Ankenævnet finder, at det som udgangspunkt må være op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Dette udgangspunkt finder Ankenævnet ikke grundlag for at fravige i denne sag. Ankenævnet finder således ikke grundlag for at fastslå, at bankens opsigelse af klagerens kundeforhold i banken var uberettiget.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.