Indsigelse i forbindelse med omveksling ved modtagelse af betaling fra udlandet.
| Sagsnummer: | 111 /2009 |
| Dato: | 09-09-2009 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Betalingsoverførsel fra udlandet - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Indsigelse i forbindelse med omveksling ved modtagelse af betaling fra udlandet. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelse i forbindelse med to betalingsoverførsler fra Norge.
Sagens omstændigheder.
Den 13. november 2008 modtog Nordea Bank fra Norge en betalingsoverførsel på 27.500 norske kr. til indsættelse på klagerens konto i banken. Banken omregnede beløbet til 23.045 danske kr. (kurs 83,80), som blev indsat på klagerens konto i banken.
Den 12. januar 2009 modtog banken fra Norge en betalingsoverførsel på 10.000 norske kroner. Banken omregnede beløbet til 7.895 danske kroner (kurs 78,95) og beregnede sig et gebyr på 30 kr., hvorefter der blev indsat 7.865 kr. på klagerens konto. Afsenderen af det overførte beløb var klageren selv.
Af Nordea Banks prisliste pr. den 1. januar 2009 for internationale betalinger fremgår, at banken beregner sig et gebyr på 30 kr. ved overførsler fra udlandet, som indsættes på en konto i Nordea. For overførsler i euro fra et andet EU-land, Norge, Island eller Liechtenstein beregnes et gebyr på 10 kr.
Banken har under sagen besluttet at godtgøre klageren 20 kr. af gebyret på 30 kr. ved overførslen den 12. januar 2009.
Af prislisten fremgår i øvrigt bl.a.:
"Vekselkurser og Valutamarginaler | Nordeas noteringskurser benyttes for betalinger i fremmed valuta på op til modværdien af DKK 3 mio. Der benyttes en marginal (tillæg/fradrag), som varierer fra valuta til valuta. … |
Overførsler fra udlandet | … |
Overførsler i fremmed valuta vil blive indsat på det kontonummer, som er anført i betalingen. Er intet kontonummer anført, eller er det anførte kontonummer forkert, bliver betalingen indsat på beløbsmodtagerens valutakonto i samme møntsort, hvis en sådan findes. Ellers bliver overførslen vekslet og indsat på beløbsmodtagers DKK-konto, med mindre andet er aftalt med banken. | |
Omkostninger | |
Omkostninger beregnes over for betalingsmodtager, hvis afsendende pengeinstitut ikke instruerer om, at betalingsafsender betaler omkostningerne…." |
Parternes påstande.
Den 10. februar 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal betale de krævede penge tilbage.
Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at banken i forbindelse med overførslerne uberettiget har taget henholdsvis 4.455 kr. (27.500 – 23.045) og 2.105 kr. (10.000 – 7.865) i alt 6.560 kr. fra hendes konto.
Nordea Bank har anført, at modtagelsen af de to overførsler, herunder omvekslingen blev ekspederet korrekt og i overensstemmelse med bankens forretningsbetingelser.
Begge overførsler blev indsat på klagerens grundkonto, som var anført i betalingerne som modtagerkonto.
Da modtagerkontoen var en DKK-konto, blev beløbene omvekslet til danske kr. forud for indsættelsen.
Omvekslingskursen den 13. november 2008 var bankens noteringskurs med et fradrag på 0,20. Omvekslingskursen den 12. januar 2009 var bankens noteringskurs med et fradrag på 0,22.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det må lægges til grund, at overførslerne fra Norge til klagerens konto i Nordea Bank blev håndteret korrekt og i overensstemmelse med bankens forretningsbetingelser. Da overførslerne var i norske kr. og skulle indsættes på klagerens konto i danske kr., måtte klageren påregne, at en omveksling ville finde sted. Der er ikke grundlag for at tilsidesætte de valutakurser, som banken anvendte. Gebyret på 10 kr., der blev opkrævet af banken for modtagelsen af betalingsoverførslen den 12. januar 2009 fremgår af bankens prisliste pr. den 1. januar 2009 og kan ikke tilsidesættes som urimeligt. Klageren var såvel afsender som modtager af betalingsoverførslen. Ankenævnet finder derfor ikke anledning til at tage stilling til, om banken i forhold til klageren som betalingsmodtager var berettiget til at fratrække gebyret i det overførte beløb, jf. lov nr. 237 af 21. april 1999 om grænseoverskridende pengeoverførsler § 10.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.