Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Misbrug af kort sendt til kunde med alkoholmisbrug

Sagsnummer: 420 /2011
Dato: 26-09-2012
Ankenævn: Kari Sørensen, Morten Bruun Pedersen, Anna Schou Ringive, Erik Sevaldsen, George Wenning
Klageemne: Betalingstjenester - spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd
Ledetekst: Misbrug af kort sendt til kunde med alkoholmisbrug
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning

Denne sag vedrører spørgsmål om hæftelse for 8.000 kr. af tab ved misbrug af betalingskort, som Jyske Bank sendte til klageren, der er alkoholmisbruger.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Jyske Bank, hvor hun har en Totalkonto (kontonr. -968) og en budgetkonto (kontonr. -836).

I 2004 udstedte banken et dankort til klageren i tilknytning til Totalkontoen.

Klagerens datter, der har indgivet klagen til Ankenævnet på klagerens vegne, har oplyst, at klageren på et ikke nærmere oplyst tidspunkt mistede sin ægtefælle og fik svære problemer med alkoholmisbrug.

Klageren hævede på Totalkontoen ved udstedelse af checks. I begyndelsen af 2011 udstedte klageren en række checks, der medførte overtræk. Banken meddelte, at man herefter ikke længere var indstillet på at udlevere checks til klageren.

Banken har oplyst, at klageren den 3. marts 2011 bestilte et dankort. Bestillingen blev ekspederet som en genbestilling af dankortet fra 2004 med ny kode. Det nye dankort blev sendt til klageren den 10. marts 2011. Kortet blev aktiveret den 16. marts 2011. Samme dag blev det gamle dankort indleveret.

I dagene 17.-21. marts 2011 blev der foretaget otte hævninger med kortet på i alt 9.470 kr. Der opstod herved overtræk på Totalkontoen.

Den 21. marts 2011 spærrede banken dankortet på grund af overtrækket.

Banken har oplyst, at der den 22. marts 2011 blev bestilt et Visa Debit kort tilknyttet budgetkontoen til klageren. Den 29. marts 2011 blev kortet sendt til klageren, og den 2. april 2011 blev kortet aktiveret.

Den 4. og 11. april 2011 blev der med Visa Debit kortet foretaget henholdsvis en hævning på 100 kr. i en pengeautomat og et køb på 50 kr. I perioden 28. april – 2. maj 2011 blev der foretaget fem pengeautomathævninger på i alt 29.800 kr.

I begyndelsen af maj 2011 blev banken kontaktet af klagerens datter, der gjorde indsigelse mod nogle posteringer på klagerens konti.

Den 5. maj 2011 blev der på klagerens bopæl afholdt et møde mellem klageren, datteren og repræsentanter fra banken.

Den 6. maj 2011 blev klagerens Visa Debit kort spærret.

Ved politianmeldelse af 16. maj 2011 anmeldte klageren "bedrageri - stjålne dankort, forøvet 04/04-2011-00.00 til 02/05-2011-00.00" fra klagerens bopæl.

Den 4. juli 2011 underskrev klageren erklæringer om indsigelse mod ovennævnte hævninger med dankortet og Visa Debit kortet, bortset fra købet på 50 kr., der ikke fremgår. Baggrunden for udeladelsen er uoplyst.

Ved brev af 8. juli 2011 til klagerens datter meddelte banken, at bankens hæftelse for misbruget som følge af passivitet og groft uforsvarlig adfærd fra klagerens side var begrænset til 1.620 kr. Banken indsatte straks beløbet på klagerens konto.

Den 15. september 2011 blev sagen indbragt for Ankenævnet.

Under sagen har banken opgjort tabet som følge af misbruget til 39.370 kr. fordelt med 9.470 kr. på dankortet og 29.800 kr. på Visa Debit kortet.

Ud over det allerede godtgjorte beløb på 1.620 kr. har banken under sagen accepteret at betale yderligere 29.750 kr., således at klagerens hæftelse udgør 8.000 kr. (39.370 kr. – 1.620 kr. – 29.750 kr. = 8.000 kr.).

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Jyske Bank skal erstatte det fulde tab som følge af misbruget.

Jyske Bank nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerens datter har anført, at det i løbet af de seneste 10 år er gået stærkt ned ad bakke med klagerens helbred, hvilket primært skyldes alkoholmisbrug. Siden efteråret 2009 har klageren været sengeliggende. Hendes hukommelse og mentale tilstedeværelse er svingende.

Klageren brugte udelukkende checks som betalingsmiddel, da hun dels ikke kom ud, dels var utryg ved at bruge dankort.

Klageren kunne ikke overskue situationen, da banken i foråret ringede angående overtræk. Det viste sig, at forskellige personer havde ringet til banken og anmodet om nye checkhæfter på klagerens vegne. Banken sendte to hævekort, hvilket klageren i første omgang slet ikke kunne huske. Kortene blev aktiveret telefonisk, hvilket klageren ikke var i stand til at gøre.

Banken, der var bekendt med klagerens tilstand, kunne ikke tro, at klageren bedre kunne styre to hævekort end et checkhæfte.

Banken har intet gjort for at opklare misbruget.

Klagerens handlemåde skyldes sygdom og ikke groft uforsvarlig adfærd.

Jyske Bank har anført, at klageren på baggrund af konkrete omstændigheder i tilknytning til klagerens alkoholmisbrug, der kan bekræftes af bankens medarbejdere, herunder klagerens oplysninger om ikke have nogen erindring om, under hvilke omstændigheder kortet og koden var kommet ud af hendes besiddelse, ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse. Klageren hæfter derfor for 8.000 kr. af misbruget.

Banken blev først ved besøget i klagerens lejlighed i maj 2011 bekendt med, at klageren var sengeliggende.

Dankortet blev den 3. marts 2011 genbestilt på foranledning af klageren. Klageren måtte derfor være bekendt med, at hun var i besiddelse af et dankort.

Transaktionerne er foretaget med chip og kode. Nogle hævetransaktioner er foretaget i pengeautomater tilknyttet Jyske Bank eller andre pengeinstitutter.

Hverken dankortet eller Visa Debit kortet er leveret tilbage og formodes at være bortkommet.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet lægger til grund, at Jyske Bank sendte dankortet og efterfølgende Visa Debit kortet til klageren på dennes anmodning.

Efter det foreliggende blev kortene misbrugt af tredjemand for i alt 39.370 kr.

Ankenævnet lægger endvidere til grund, at de omtvistede hævninger er korrekt registrerede og bogført, og at pinkoden til kortene blev anvendt i forbindelse med transaktionerne, jf. lov om betalingstjenester § 62, stk. 1, første punktum, og stk. 3, første punktum.

Banken har ikke godtgjort konkrete omstændigheder, der viser, at klageren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort uberettiget anvendelse af kortene, jf. lov om betalingstjenester § 62, stk. 3, nr. 3.

Ankenævnet finder herefter, at klageren alene hæfter for misbruget med selvrisikoen på 1.100 kr. i medfør om lov om betalingstjenester § 62, stk. 2. Ankenævnet finder imidlertid, at klageren hæfter med selvrisikoen for hvert kort, således at hendes samlede hæftelse udgør 2.200 kr.

Ankenævnet finder herefter, at Jyske Bank skal anerkende, at klagerens hæftelse for misbruget ikke overstiger 2.200 kr.

Ankenævnets afgørelse

Jyske Bank skal inden 30 dage nedsætte klagerens hæftelse for det omhandlede misbrug af klagerens dankort og Visa Debit kort til i alt 2.200 kr.

Klageren får klagegebyret tilbage.