Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Klage indgivet af mindre erhvervsdrivende.

Sagsnummer: 548a/2008
Dato: 06-04-2009
Ankenævn: John Mosegaard, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Bent Olufsen, Ole Simonsen
Klageemne: Formalitetsafgørelse - ankenævnets kompetence
Ledetekst: Klage indgivet af mindre erhvervsdrivende.
Indklagede: Ringkjøbing Landbobank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter



">Indledning.

Denne klage vedrører Ankenævnets kompetence vedrørende en klage indgivet af en mindre erhvervsdrivende.

">Sagens omstændigheder.

Klageren under denne sag er selvstændig erhvervsdrivende som fotograf. Klageren har anført, at hans firma er et enmandsfirma. Klageren er kunde i Ringkjøbing Landbobank.

Klageren har anført, at han modtog en udenlandsk check på 12.300 EUR som forskud på en fotoopgave, hvor han havde bedt om 6.000 EUR. Han blev efterfølgende kontaktet af ordregiveren med anmodning om delvis tilbagebetaling, da der var sket en fejl, hvorved der var sendt et for stort beløb som forskud. I forbindelse med at han skulle tilbageføre 3.000 GBP via Western Union, kontaktede han telefonisk en medarbejder i banken, som han forklarede sagens forløb. Medarbejderen advarede ikke mod brug af Western Union eller om checkens mulige returnering som følge af falsk. Ringkjøbing Landbobank har ikke kommenteret klagerens sagsfremstilling.

Den 17. november 2008 overførte klageren via Western Union 3.000 GBP til en person i Storbritannien. Klageren betalte inkl. overførselsgebyr 29.232 kr. Det viste sig efterfølgende, at checken på 12.300 EUR var falsk.

">Parternes påstande.

Klageren har den 16. december 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Ringkjøbing Landbobank betaler erstatning.

Ringkjøbing Landbobank har nedlagt påstand om afvisning.

">Parternes argumenter.

Klageren har anført, at Ankenævnet bør kunne behandle klagen, uanset at klagen vedrører en betaling til ham vedrørende hans firma.

Ringkjøbing Landbobank har anført, at klagen ikke bør behandles af Ankenævnet, jf. Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 3.

Klageren er selvstændig erhvervsdrivende og har via sin virksomhed indgået aftale med et engelsk firma om udførelsen af en fotoopgave i Dublin.

Forudbetalingen til klageren vedrørte udgifter til fly og hotel m.v. Der er intet usædvanligt i, at to erhvervsvirksomheder i kontraktforhold har pengestrømme imellem sig.

Banken forbeholder sig ret til at fremkomme med bemærkninger, såfremt Ankenævnet mener at kunne behandle klagen.

">Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at klagen, uanset at klageren må anses for en (mindre) erhvervsdrivende, ikke falder uden for Ankenævnets kompetence, idet klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold, jf. herved Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2., jf. stk. 3.



Klagen fremmes til behandling i realiteten. Klagen udsættes på Ringkjøbing Landbobanks bemærkninger til sagens realitet.