Regulering af rentesats. Krav om renterefusion.
| Sagsnummer: | 306/1998 |
| Dato: | 29-01-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Ole Just, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Regulering af rentesats. Krav om renterefusion. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører størrelsen af renten på klagerens lån.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 30. oktober 1991 ydede indklagede klageren et lån på 193.647,36 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.220 kr. Af gældsbrevet fremgår bl.a.:
"Det lånte beløb forrentes fra afregningsdagen med den af [indklagede] til enhver tid fastsatte rente for faste lån, for tiden 15,750% p.a. Renten beregnes kvartalsvis bagud hver ultimo og tillægges det skyldige beløb. Den nominelle rente udgør 16,705% p.a."
Lånet blev ydet uden sikkerhed.
Indklagede har oplyst, at blancolån på tidspunktet for etableringen af klagerens lån blev ydet med en rentesats i intervallet 13,00% - 15,75% p.a.
I juni 1994 bevilgede indklagede klageren henstand med tre måneders ydelser. I den forbindelse underskrev klageren den 23. juni 1994 et nyt gældsbrev vedrørende lånets restgæld på 156.718,67 kr., som pr. 5. oktober 1994 skulle afvikles med uændret ydelse på 3.220 kr. Om renten fremgår bl.a.:
"Det lånte beløb forrentes fra afregningsdagen med den af [indklagede] til enhver tid fastsatte rente for lån for tiden 14,25% p.a. Renten beregnes kvartalsvis bagud hver ultimo og tillægges det skyldige beløb. Den nominelle årlige rente udgør 15,030%."
Indklagede har oplyst, at renteintervallet for blancolån på daværende tidspunkt var 12,00% - 14,75% p.a.
På baggrund af en henvendelse fra klageren om rentens størrelse nedsatte indklagede pr. 3. oktober 1997 rentesatsen på lånet med 2,25% til 11,5% p.a. Renteintervallet for blancolån var på daværende tidspunkt 11,50% - 14,25%.
I 1998 rettede klageren på ny henvendelse til indklagede om renten. Klageren anmodede om, at restgælden blev korrigeret til, hvad den ville være, såfremt renten ved lånets etablering havde været væsentligt lavere, og satsen var blevet reguleret svarende til diskontoen. Indklagede henviste til, at der var tale om et blancolån, og at renten efter en fornyet kreditvurdering af klageren i oktober 1997 var blevet nedsat til laveste sats for blancolån, hvorfor man afslog klagerens krav om renterefusion.
Indklagede har under sagen fremlagt en oversigt over renteintervallet for blancolån for perioden 31. oktober 1991 til 20. maj 1998 sammenholdt med den nominelle rentesats på lånet i samme periode.
Parternes påstande.
Den 16. september 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at eftergive en del af restgælden svarende til, at renten langt tidligere var blevet nedsat.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at gælden opstod i forbindelse med en skilsmisse, og at han i betragtning af omstændighederne for lånets optagelse mener at have betalt en uforholdsmæssigt høj rente. Han har løbende forgæves anmodet om justering af renten i overensstemmelse med den generelle renteudvikling. Der har i hele lånets løbetid været stor træghed ved rentefald, men prompte reaktion ved generelle rentestigninger. Diskontoen er i perioden faldet med mere end 5%, mens renten på hans lån kun er faldet med 2%.
Indklagede har anført, at det bestrides, at man har beregnet og opkrævet for høj rente. Rentesatsen har gennem hele forløbet ligget i indklagedes renteinterval for blancolån, og der har ikke været tale om en urimelig høj rente. Klageren har derfor ikke krav på en efterregulering.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Rentesatsen for lånet, der blev aftalt ved gældsbrevene af henholdsvis 30. oktober 1991 og 23. juni 1994, svarede til en indplacering i indklagedes renteinterval for blancolån på højeste sats. Den 3. oktober 1997 blev renten på baggrund af en anmodning fra klageren nedsat til laveste sats i renteintervallet for blancolån. Det må således lægges til grund, at lånet har været forrentet med den rentesats, der har været aftalt mellem klageren og indklagede, ligesom det på grundlag af de fremlagte oplysninger må lægges til grund, at rentesatsen løbende er blevet reguleret i overensstemmelse med indklagedes generelle renteændringer for blancolån, jf. gældsbrevenes bestemmelser herom. Det bemærkes, at bestemmelsen om renteregulering i gældsbrevene ikke medfører, at klageren har krav på regulering i overensstemmelse med udviklingen i diskontoen eller lignende.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.