Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse.

Det indklagede realkreditinstitut overtog i september 1984 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 475.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 587.376 kr., som fordeltes med 475.057 kr. i kolonne 2 og 112.319 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. august 1985 ejendommen for en nominel pris på 450.000 kr. blandt andet med overtagelse af det indestående lån. I maj 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 112.376 kr. gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 9 pct. i fem år. Klageren stillede herefter spørgsmål til opgørelsen af og grundlaget for inddrivelsen af kravet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham, subsidiært at instituttet ikke kunne forlange den personlige fordring forrentet som sket. Instituttet påstod frifindelse.

Instituttet oplyste under klagesagen, at budsummen i nærværende sag nærmest måtte anses for anvendt til dækning af restancer, idet lånet i forbindelse med videresalget efter auktionen var ekstraordinært delvist indfriet.

Nævnet fandt ikke, at genanvendelsen af pantebrevet ved videresalg af ejendommen var et udtryk for, at instituttet havde frafaldet den personlige fordring, eller at klageren kunne fritages for denne ud fra en passivitetsbetragtning, eller at tvangsauktionsbudet måtte antages at stå i misforhold til ejendommens værdi på tvangsauktionstidspunktet. Flertallet fandt, at fordringen måtte opdeles i restgæld, afdrag, renter og bidrag, og at der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelsesfrist, mens der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet der ikke for de sidstnævnte krav var tilvejebragt et særligt retsgrundlag. Flertallet fandt endvidere, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav i dets helhed ikke var forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ifølge flertallet ikke udelukkes, at instituttet, der som enepanthaver efter tvangsauktionen havde rådighed over budsummens fordeling, forlods havde anvendt denne til dækning af restgælden. Instituttets restfordring bestod i så fald til dels af renter og bidrag, som var forældede efter 1908-loven. Et mindretal var enig i flertallets synspunkter om forældelsesregler, men fandt i mangel af holdepunkter for andet, at budet, så langt det rakte, skulle fordeles forholdsmæssigt på restgæld (og afdrag) og renter (og bidrag). Et andet mindretal fandt, at der for instituttets rentefordring m.v. var tilvejebragt et særligt retsgrundlag, således at denne var omfattet af den 20-årige forældelse. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af eventuel udækket restgæld i kolonne 2 eller afdrag i kolonne 3. Det således godtgjorte krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. fra 5 år fra klagens indbringelse for Nævnet, og indtil betaling sker.