Spørgsmål om bortfald af krav i henhold til lån.
| Sagsnummer: | 42/1996 |
| Dato: | 15-10-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Inge Frølich, Peter Nedergaard, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Passivitet - hæftelse
Forældelse - udlån |
| Ledetekst: | Spørgsmål om bortfald af krav i henhold til lån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 24. februar 1977 ydede indklagede klageren et lån på 15.000 kr. med selvskyldnerkaution fra to kautionister.
Lånet blev på grund af misligholdelse overgivet til inkasso hos en advokat den 16. november 1977, hvor restgælden var 15.221,97 kr. inkl. renter til 31. december 1977.
Det fremgår af sagen, at der blev indledt fogedsag mod klageren og de to kautionister, og at klagerens tv og stereoanlæg blev bortsolgt på tvangsauktion.
Af advokatens afregning til indklagede dateret 2. oktober 1984 fremgår, at der var indgået 5.254 kr., og at omkostningerne i sagen udgjorde i alt 4.758,96 kr.
Ultimo 1994 rejste indklagede krav om betaling af tilgodehavendet, som pr. 2. april 1984 var opgjort til 28.897,04 kr. Samme beløb blev anført som "gammel gæld" på de årsopgørelser, som blev fremsendt til klageren ultimo 1994 og 1995.
Ved skrivelse af 19. januar 1996 meddelte indklagede klageren, at man ved opgørelsen fejlagtigt havde anvendt et beløb opgjort i fogedretten den 2. april 1984 over for en af kautionisterne, og at tilgodehavendet over for klageren korrekt kunne opgøres til 14.726,93 kr. med tillæg af renter for de seneste fem år 9.247,49 kr., eller i alt 23.974,42 kr.
Ved klageskema af 28. januar 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at frafalde kravet, subsidiært at nedsætte kravet til 7.000 kr.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klageren har anført, at lånet blev etableret til finansiering af driften i en medarbejderledet virksomhed, i hvilken han havde ansættelse. Da virksomheden ikke var i stand til at indfri lånet, erkendte han og kautionisterne gælden, som udgjorde ca. 7.000 kr. Tv'et og stereoanlægget blev solgt til delvis dækning af gælden, i hvilken forbindelse indklagedes repræsentant meddelte, at restgælden ville blive opkrævet hos kautionisterne. Det var hans opfattelse, at sagen herefter var afsluttet. I de følgende år fremgik gælden ikke af årsudskrifterne, og der blev ikke indberettet renter til skattevæsenet. Først ca. 16 år senere blev han gjort bekendt med kravet. I hvert fald i perioden 1984 til 1991 havde han haft god mulighed for at afvikle et eventuelt resttilgodehavende, mens han i sin nuværende økonomiske situation ikke er i stand hertil.
Indklagede har anført, at det af advokatens afregning fremgår, at differencen mellem det indkomne beløb og omkostningerne udgjorde 495,04 kr., hvilket beløb ved opgørelsen af kravet over for klageren er fradraget den oprindelige hovedstol på 15.221,97 kr., hvorved restgælden på 14.726,93 kr. fremkommer. Det bestrides, at gælden på noget tidspunkt er blevet nedbragt til ca. 7.000 kr. Klagerens tv og stereoanlæg blev solgt i 1982, og efterfølgende afgav kautionisterne insolvenserklæring. Sagen blev herefter sat i bero indtil ultimo 1994, hvor den blev genoptaget. Kravet er ikke bortfaldet som følge af passivitet, og der er ikke indtrådt forældelse, jf. Danske Lov 15-14-4.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagedes fordring mod klageren er alene undergivet den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4 og er derfor ikke forældet, jf. dog det nedenfor anførte om renter. At indklagedes repræsentant i forbindelse med fogedforretningen mod klageren tilkendegav, at restfordringen ville blive søgt inddrevet hos kautionisterne, gav ikke klageren en berettiget forventning om, at indklagede havde frafaldet yderligere krav mod ham. På baggrund af den nævnte forældelsesregel findes den omstændighed, at indklagede gennem en årrække undlod at rette henvendelse til klageren vedrørende gælden ikke at kunne medføre, at fordringen anses for bortfaldet ved passivitet. Heller ikke det forhold, at gælden ikke var medtaget på kontooversigterne fra indklagede, findes at have kunnet give klageren en retligt beskyttet forventning om, at indklagede havde frafaldet sit krav mod ham.
Renter af gælden er omfattet af den 5-årige forældelse efter forældelsesloven af 1908 i det omfang, der ikke er tilvejebragt særligt retsgrundlag herfor, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 2 og stk. 2. Efter det foreliggende er der på korrekt måde taget hensyn hertil i indklagedes opgørelse af sit krav.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.