Spørgsmål vedrørende omkostninger i forbindelse med overførsel af engagement.
| Sagsnummer: | 541/1994 |
| Dato: | 17-07-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Møgelvang-Hansen, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Gebyr - overførsel
|
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende omkostninger i forbindelse med overførsel af engagement. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved klageskema af 24. august 1994 har klageren påstået indklagede tilpligtet at betale en erstatning på minimum 10.000 kr. for tab og ulempe hovedsagelig i forbindelse med overførsel af klagerens engagement til et andet pengeinstitut ved årsskiftet 1993/94.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Under sagens forberedelse har indklagede godtgjort klageren 48,56 kr. svarende til renten i 12 dage af et beløb på 27.368,85 kr., som med valør den 27. december 1993 blev indsat på klagerens konto i det nye pengeinstitut.
I
Ved skrivelse af 13. oktober 1993 til klageren meddelte indklagede, at en afviklingsaftale vedrørende klagerens kassekredit på 1 mio. kr. i henhold til aftale var ændret således, at afviklingen skulle tages op til drøftelse senest den 1. august 1994. Indklagede meddelte samtidig, at gebyr på 750 kr. til dækning af ekspeditionsomkostninger var hævet på kassekreditten. Kassekreditten blev ophævet den 3. december 1993 og overført til klagerens nye pengeinstitut. I forbindelse med overførslen fratrak indklagede 55 kr. i gebyr for fremsendelse af kontoudtog.
Klageren har anført, at indklagede uretmæssigt har opkrævet gebyrerne, hvorfor disse bør tilbagebetales med tillæg af rente. Opkrævningen af gebyret på 750 kr. var uberettiget, idet han kun havde anmodet indklagede om et tilbud på forlængelse af engagementet. Indklagedes tilbud havde ikke hans interesse, hvorfor han besluttede at flytte sit engagement. Indklagede bør ikke kunne beregne gebyr for et tilbud, som han ikke ville acceptere. Gebyret på 55 kr. blev formentlig opkrævet på grund af overførslen af engagementet. Indklagede har ikke tidligere beregnet sig gebyr for fremsendelse af kontoudskrifter.
Indklagede har anført, at klageren på et møde den 7. oktober 1993 indgik aftale med indklagede om forlængelse af kassekreditten. Klageren blev samtidig oplyst om gebyret på 750 kr. Vedrørende gebyret på 55 kr. har indklagede anført, at der for fremsendelse af månedlige kontoudskrifter opkræves 5 kr. til dækning af porto. Gebyret debiteres samlet ved årets udgang. Ved klagerens overførsel af kontoen debiteredes gebyret for fremsendelse af 11 udskrifter i 1993. Klageren er tidligere afkrævet gebyr for samme ydelse.
II
Ifølge afkastadvis af 14. december 1993 var der for klagerens Spintab-obligationer, der lå i depot hos indklagede, et beløb på 34.500 SEK, omregnet til kurs 79,33 til 27.368,85 DKR, til udbetaling til klageren. Beløbet blev overført til en konto i klagerens nye pengeinstitut med valør den 27. december 1993.
Klageren har anført, at udbetalingen var 175,95 kr. for lille, idet den korrekte omregningskurs var 79,84. Indklagede burde have overført beløbet med valør den 15. december 1993 i hans nye pengeinstitut. Indklagede bør betale strafrente og gebyr på i alt 850 kr. for dette forhold.
Indklagede har anført, at omregningskursen den pågældende dag var 79,33. Klagerens kassekredit blev ophævet den 3. december 1993, hvorfor beløbet blev indsat på en intern konto, indtil overførsel kunne finde sted. Pr. kulance er klageren blevet godtgjort rente af beløbet for perioden 15.-27. december 1993.
III
I forbindelse med overførsel af klagerens kapitalpension med tilhørende værdipapirdepot beregnede indklagede sig et gebyr på 150 kr. pr. fondskode, i alt 450 kr. På samme konto beregnede indklagede sig et gebyr vedrørende depot på 178,08 kr. Vedrørende et andet depot opkrævede indklagede et depotgebyr på 1.234,53 kr. Ifølge indklagede beregnes udgiften til depot sædvanligvis helårligt den 31. december. I forbindelse med overførslen beregnede man sig forholdsmæssigt gebyr.
Klageren har anført, at han ved overførslen af sit engagement til indklagede udtrykkeligt spurgte om eventuelle omkostninger ved overførslen. Indklagede undlod at oplyse, at han ville blive pålagt væsentlige omkostninger, såfremt engagementet med indklagede ønskedes overført til et andet pengeinstitut. Indklagede burde have oplyst herom, idet han i så fald kunne have inddraget dette i sine overvejelser vedrørende etablering af kundeforhold hos indklagede.
Indklagede har anført, at gebyrerne ikke er af en urimelig størrelse, idet der er arbejde forbundet med at overføre en kapitalpensionskonto med tilhørende depot til et andet pengeinstitut. Gebyret for overførsel af et åbent depot er det samme.
IV
Klageren har i øvrigt anført, at indklagedes ekspedition af overførslen var langsommelig, og at indklagede uden hans vidende oprettede en økonomikonto i hans nye pengeinstitut, hvortil der skete overførsler med valør på en senere dato end den 31. december 1993, pr. hvilken dato beløbene skulle have været rentebærende på den konto, han selv havde oprettet i det nye pengeinstitut.
Indklagede har anført, at man ikke har medvirket til oprettelse af en konto i klagerens navn i klagerens nye pengeinstitut, hvilket man ej heller anser for muligt, ligesom man er uden indflydelse på valideringen af de beløb, der måtte være indsat på kontoen. Vedrørende de opkrævede gebyrer har indklagede henvist til sine almindelige forretningsbetingelser og prisliste over gebyrer, som forefindes frit tilgængeligt i filialernes lokaler. Indklagede har endvidere anført, at klageren til enhver tid ved forespørgsel har kunnet få oplyst størrelsen på specielle gebyrer.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at indklagede har været berettiget til at opkræve de omhandlede gebyrer, og at disse ikke overstiger det rimelige. Hvad særlig angår gebyret på 750 kr. debiteret klagerens kassekredit i oktober 1993, lægger Ankenævnet til grund, at der var indgået aftale om forlængelse af kreditten.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede har anvendt en for lav kurs ved omregningen af afkastet af Spintab-obligationerne. Der er ikke grundlag for at antage, at indklagede har medvirket ved oprettelsen af økonomikontoen i klagerens nye pengeinstitut. Når bortses fra den forsinkelse med overførselen af afkastet af Spintab-obligationerne, for hvilken indklagede under sagen har betalt en rentegodtgørelse, findes det heller ikke i øvrigt godtgjort, at indklagede i forbindelse med overførselen af klagerens engagement har gjort sig skyldig i fejl eller forsømmelser.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.