Tab på grund af manglende indbetaling af indskud i ophævelsesåret.
| Sagsnummer: | 384/1994 |
| Dato: | 14-12-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Kapitalpensionskonti - manglende indbetaling
|
| Ledetekst: | Tab på grund af manglende indbetaling af indskud i ophævelsesåret. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren, der er fyldt 60 år, fik i september 1993 nettoprovenuet af sin kapitalpensionskonto udbetalt. Trods aftale herom havde indklagede undladt forinden - for året 1993 - at indskyde 27.000 kr. på kontoen.
I april 1994 modtog klageren årsopgørelse fra skattevæsenet, som viste en restskat for 1993 på ca. 12.400 kr. Klageren henvendte sig til indklagede, som erkendte fejlen vedrørende den manglende indbetaling på kapitalpensionskontoen for 1993.
Ved skrivelse af 20. maj 1994 til klageren anførte indklagede, at fejlen havde bevirket, at klageren havde lidt et tab svarende til differencen mellem klagerens maksimale skatteprocent i 1993 på 51,85% og statsafgiften på 40% af 27.000 kr. eller 3.199,50 kr., som samme dag blev indsat på klagerens konto hos indklagede.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en større andel af hendes skattegæld.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede som følge af den manglende indbetaling på kapitalpensionskontoen bør bære en del af klagerens restskat. Selvom hun ikke har lidt et direkte tab ved indklagedes fejl, har hun på grund af fejlen foretaget nogle fejldispositioner vedrørende det udbetalte kapitalpensionsbeløb. Hun mener ikke, at hun af de informationer, som indklagede fremsendte, var i stand til at se, at der ikke var foretaget nogen overførsel til kapitalpensionskontoen.
Indklagede har anført, at man har erkendt fejlen vedrørende den manglende indbetaling og ydet klageren fuld erstatning. Klagerens restskat er ikke et økonomisk tab, som kan kræves erstattet af indklagede. Betalingen af skatten vil ikke give klageren færre penge til forbrug, end hvis indbetalingen havde fundet sted, når betalingen på 3.199,50 kr. tages i betragtning. Den aftalte indbetaling på 27.000 kr. udgjorde hovedparten af klagerens likvide midler, og klageren burde derfor have bemærket, at indbetalingen til kapitalpensionskontoen ikke var hævet på hendes konti. Klageren havde og har fortsat tilstrækkelige midler til betaling af restskatten.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har betalt klageren fuld erstatning for det tab, hun led ved, at der ikke blev indbetalt 27.000 kr. på hendes kapitalpensionskonto i 1993 forud for kontoens ophævelse, og Ankenævnet finder ikke, at klageren kan gøre krav på yderligere kompensation.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.