Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse om at lån etableret i 1995 var ekstraordinært indfriet i 1998.

Sagsnummer: 259/2006
Dato: 29-03-2007
Ankenævn: John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Jette Kammer Jensen
Klageemne: Udlån - indfrielse
Ledetekst: Indsigelse om at lån etableret i 1995 var ekstraordinært indfriet i 1998.
Indklagede: ebh| finansservice
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse om, at et lån etableret i 1995 blev ekstraordinært indfriet i 1998.

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 18. september 1995 ydede Sparbank Vest klageren og dennes ægtefælle M et lån på 20.600 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 625 kr. fra den 31. oktober 1995. Renten var anført til 19 % p.a. Det fremgår, at "rentesatsen kan ændres under lånets løbetid i takt med udviklingen i renteniveauet i Danmark. En forhøjelse af renten kan dog kun gennemføres med samme varsel, hvormed Sparbank Vest kan opsige lånet til indfrielse."

Ved skrivelse af 18. august 2006 rettede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, henvendelse til klageren. Indklagede anførte, at Sparbank Vest havde overdraget sit krav mod klageren i henhold til gældsbrevet til indklagede. Indklagede anførte, at gælden i henhold til gældsbrevet fra 1995 kunne opgøres således:

"…

Krav pr. 28/02/1998

kr.

9.924,71

Renter 4,75 % pr. kvt.

kr.

9.847,44

Skyldige omkostninger

kr.

0,00

Indbetalinger i alt

kr.

0,00

I alt

kr.

19.772,15

"

Indklagede har anført, at klageren den 21. august 2006 kontaktede indklagede med oplysning om, at gælden ansås for betalt. Man undersøgte sagen nærmere, men fandt ingen oplysninger herom. Klageren blev opfordret til at rette henvendelse til eget pengeinstitut for dokumentation for betaling.

Af kontoudskrift for klagerens konto i Danske Bank fremgår, at der den 31. marts 1998 blev hævet 9.333,90 kr. med kontoteksten "bankcheck".

Ved skrivelse af 27. september 2006 rettede klageren henvendelse til Sparbank Vest og oplyste, at Danske Bank ultimo marts 1998 havde sendt en check til indfrielse af lånet hos Sparbank Vest, og at hun havde modtaget kvittering for beløbet om indfrielse af gælden. Hun var ikke i besiddelse af kvitteringen længere, da hun ikke forventede at skulle gemme denne i mere end fem år.

Sparbank Vest videresendte klagerens henvendelse af 27. september 2006 til indklagede. Af Sparbank Vests fremsendelsesskrivelse fremgår bl.a.:

"…

Jeg har kigget på vores bogføringssystem, og kan ikke umiddelbart finde nogen indfrielse af sagen fra 1998. Kunden må jo så få Danske Bank til at tilsende jer en indfrielseskvittering ??

…"

Indklagede har anført, at Sparbank Vest har oplyst, at Sparbank Vest den 2. april 1998 rettede skriftlig henvendelse til klageren om gælden, som da blev opgjort til 11.463,77 kr., samt at klageren den 6. april 1998 havde kontaktet Sparbank Vest og oplyst, at hun ikke var i stand til at afvikle gælden.

Efter at klageren den 27. oktober 2006 havde fremsendt kontoudskrift for sin konto i Danske Bank, hvoraf hævningen af bankchecken den 31. marts 1998 med 9.333,90 kr. fremgik, opfordrede indklagede klageren til at dokumentere, til hvem checken var udstedt.

Af en skrivelse af 3. november 2006 fra Danske Bank til klageren fremgår:

"Vi har igen set nærmere på historikken i forbindelse med du blev kunde her i banken i 1998.

Ifølge kontoudskriften har vi indfriet 2 poster henholdsvis kr. 9.333,90 og kr. 8.114,30. Nedenstående notat fra vores kreditindstilling bekræfter at der er indfriet lån i BG Bank og Unifinans, men ikke nogen i Sparbank Vest.

Vi ser os desværre ikke i stand til at gøre yderligere i sagen.

DKK

39.000 - Nyt forbrugslån.

Ydelse kr. 1.500 pr. md. f.g.

31. marts 1998. Løbetid 2,5 år

Formål:

Overtagelse af eng. fra BG Bank, 2 X privat-lån samt 1 x Unifinans."

Parternes påstande.

Klageren har den 30. oktober 2006 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet i henhold til gældsbrevet af 18. september 1995 er indfriet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at lånet blev indfriet i marts 1998. Indfrielsen skete via Danske Bank, som fremsendte en bankcheck til Sparbank Vest. Da indfrielsen er sket for mere end fem år siden, har hun ikke længere nogen dokumentation.

Indklagede har anført, at klagerens hæftelse i henhold gældsbrevet er underlagt 20-årig forældelse efter Danske Lov 6-17-5.

Klagerens hæftelse er ikke bortfaldet ved passivitet fra hverken Sparbank Vests eller indklagedes side.

Klageren har heller ikke fået en berettiget forventning om, at gælden ikke skulle betales.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Lånet på 20.600 kr., der blev etableret ved gældsbrev af 18. september 1995, er undergivet den 20-årige forældelsesfrist i DL 5-14-4 og er således ikke forældet.

Klageren har ikke godtgjort, at lånet ydet af Sparbank Vest på 20.600 kr. blev indfriet i marts 1998 via Danske Bank. Danske Bank har således i sin skrivelse af 3. november 2006 oplyst, at der ikke blev indfriet lån til Sparbank Vest på det omhandlede tidspunkt.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.