Pengeinstituts deponering efter reglerne i deponeringsloven, rente m.v.
| Sagsnummer: | 204 /1993 |
| Dato: | 27-10-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Gert Bo Gram, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Deponering - rente
Deponering - berettigelse |
| Ledetekst: | Pengeinstituts deponering efter reglerne i deponeringsloven, rente m.v. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med at klageren i juni 1990 solgte en båd, deponerede køberen den 13. juli 1990 245.000 kr. på en konto oprettet i eget navn hos indklagede. Ved skrivelse af samme dag til klageren orienterede indklagede om, at en spærret konto var oprettet, som senest kunne frigives til klageren den 12. juli 1991. Beløbet kunne frigives tidligere efter købers skriftlige instruktion. Beløbet kunne hæves af køberen, "såfremt det af endelig dom eller forlig fremgår, at beløbet tilhører [køberen]."
Ved skrivelse af 20. juni 1991 rettede klagerens tidligere ægtefælle - fra hvem klageren var blevet skilt i 1988 - ved sin advokat henvendelse til indklagede og gjorde gældende, at den solgte båd tilhørte ham, hvorfor indklagede ikke var berettiget til at udbetale det deponerede beløb til klageren. Som dokumentation for ejerforholdet vedlagdes bl.a. en slutseddel af 3. marts 1970, hvoraf fremgik, at køberen af båden var klagerens ægtefælle.
Ved skrivelse af 9. juli 1991 til den fraskilte ægtefælles advokat meddelte indklagede, at beløbet ikke ville blive udbetalt til klageren, men i stedet ville blive deponeret i henhold til deponeringsloven. Dette skete den 12. juli 1991.
I en efterfølgende korrespondance mellem klagerens advokat og indklagede bestred klagerens advokat indklagedes ret til at deponere beløbet, ligesom advokaten protesterede mod, at det deponerede beløb kun forrentedes med 1/4 % p.a.
I en af klagerens ægtefælle anlagt sag blev klageren ved Gentofte rets dom af 23. september 1992 frifundet for ægtefællens påstand om at skulle anerkende, at det på deponeringskontoen indestående beløb fuldt ud eller subsidiært for halvdelens vedkommende skulle frigives til ægtefællen, idet retten lagde til grund, at klageren ejede båden på salgstidspunktet. Denne dom er af ægtefællen anket til landsretten, hvorfor indklagede under henvisning hertil fortsat har afvist at udbetale det deponerede beløb til klageren, ligesom indklagede har afvist at forhøje forrentningen af det deponerede beløb.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frigive det deponerede beløb til klageren, at forrente det deponerede beløb med 5% over diskontoen fra 12. juli 1991, samt at erstatte klagerens omkostninger i forbindelse med den retsstridige deponering, herunder advokatomkostninger, samt de sagsomkostninger, som det ved den endelige dom måtte blive pålagt klagerens fraskilte ægtefælle at udrede, idet denne på grund af insolvens ikke vil kunne betale dem.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at det ikke fremgår af indklagedes deponeringsskrivelse af 13 juli 1990, at det deponerede beløb er betaling for en båd, hvilket skyldes, at indklagede ikke ønskede at blive involveret i det underliggende forhold. Det er derfor i deponeringsskrivelsen kun anført, at beløbet senest den 12. juli 1991 skulle frigives til klageren. Der er i forbindelse med det oprindelige køb af båden den 2. april 1970 udstedt en kvittering vedrørende en del af købesummen til et aktieselskab, der var ejet af klageren og klagerens ægtefælle. Båden er således betalt af aktieselskabet ved debitering af selskabets kassekredit, hvilket blev godkendt på selskabets ordinære generalforsamling i 1971. Det fremgår endvidere af en under sagen fremlagt udskrift af forhandlingsprotokol vedrørende et bestyrelsesmøde i selskabet den 9. juni 1975, at selskabet afhændede båden til klageren. Skyldner i henhold til deponeringsloven er køber af båden og ikke indklagede, og det er købers interesser, der skal beskyttes ved deponering. Køber har imidlertid ikke givet udtryk for noget ønske om en fortsat deponering og har heller ikke haft hjemmel hertil, da beløbet betingelsesløst skulle frigives den 12. juli 1991. Indklagede burde i stedet for at deponere beløbet have henvist klagerens fraskilte ægtefælle til eventuelt at foretage arrest i beløbet. Indklagede burde under alle omstændigheder have frigivet beløbet, da indklagede blev gjort bekendt med af Gentofte rets dom i stedet for at afvente en anke, der alene er indgivet for at forhale sagen.
Indklagede har anført, at det er korrekt, at det i skrivelsen af 13. juli 1990 ikke er anført, at det omhandlede beløb vedrører betaling for den af klageren solgte båd. Det har dog ikke været bestridt, at dette er tilfældet. Indklagede finder, at man efter ægtefællens henvendelse vedrørende ejerforholdet til båden kom i berettiget tvivl om, til hvem det deponerede beløb kunne udbetales med frigørende virkning, hvorfor indklagede i henhold til deponeringsloven har været berettiget til at foretage deponering. Når indklagede valgte at deponere, var det for at beskytte egne interesser. Indklagede er ikke forpligtet til at forrente det deponerede beløb med en rente svarende til 5% over diskontoen fra den 12. juli 1991, da indklagede var frigjort ved deponeringen. Beløbet er derfor forrentet med den til enhver tid hos indklagede gældende rente for deponeringskonti. Størrelsen af renten på 0,25% skyldes, at der er tale om indskud på anfordring, samt at der er en ganske betydelig administration forbundet med deponerede beløb. Indklagede er endvidere ikke forpligtet til at godtgøre klageren de omkostninger, hun har haft i forbindelse med sagen, da indklagede er frigjort ved deponeringen.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at der efter indholdet af skrivelsen af 20. juni 1991 fra den advokat, der repræsenterede klagerens tidligere ægtefælle, bestod begrundet tvivl om, hvorvidt det af køberen af båden deponerede beløb på 245.000 kr. tilhørte klageren eller dennes tidligere ægtefælle, og at indklagede derfor, da beløbet den 12. juli 1991 var endeligt frigivet af køberen, var berettiget til som sket at deponere beløbet efter reglerne i deponeringsloven, jvf. dennes § 1, stk. 2. Indklagede kan herefter ikke udbetale beløbet, før det ved endelig dom er fastslået, hvem det tilkommer, jvf. lovens § 4, stk. 2. Beløbet forrentes med indklagedes sædvanlige rente for deponeringskonti, og Ankenævnet finder ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at betale en højere rente. Der er efter det anførte heller ikke grundlag for at pålægge indklagede at godtgøre klageren dennes omkostninger i forbindelse med sagen.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.