Posteringsfejl.
| Sagsnummer: | 479 /1993 |
| Dato: | 31-01-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Bog - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Posteringsfejl. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Af klager B's bankbog hos indklagedes Hørsholm afdeling fremgår følgende posteringer i tidsrummet 18. marts 1993 - 1. april 1993:
Linie Dato Hævet/Indsat Saldo 12 18.03.93 Udbetaling 700,00- 21.897,53 13 30.03.93 Ovf. Serv. 5.666,00 27.563,53 14 31.03.93 Saldo 27.563,53 15 31.03.93 Saldo 26.863,53 16 31.03.93 Indbetaling 500,00 27.363,53 17 01.04.93 Overf. Mv. 82,50 27.446,03
Ved skrivelse af 18. april 1993 rettede klager A (klager B's ægtefælle) henvendelse til den kontoførende afdeling. Han oplyste, at i forbindelse med, at han den 31. marts 1993 skulle indsætte 500 kr. på klager B's bankbog, havde kassereren problemer med betjeningen af terminalen, idet han indtastede de 500 kr. fire gange og hævede beløbet tre gange, før indsætningen af de 500 kr. kom til at fremtræde af bogen. Klageren blev i denne forbindelse opmærksom på uoverensstemmelsen mellem saldoen i linie 14 og saldoen i linie 15, idet der ikke var nogen bevægelser før indbetalingen den 31. marts 1993. Ved en ekspedition den følgende dag, den 1. april 1993, benyttede klager A lejligheden til at forespørge indklagedes kasserer, om denne havde fundet fejlen, hvilket ikke var tilfældet. På denne baggrund anmodede klagerne om en forklaring.
Den 20. april 1993 meddelte afdelingen, at årsagen til, at saldoen ikke stemte overens med posteringerne noteret i bogen, var, at der den 19. marts 1993 var hævet 700 kr.; denne hævning fremgik ikke af bogen. Med afdelingens brev fulgte to kopier af interne posteringsoversigter for den omhandlede bankbog, hvoraf fremgik, at der den 19. marts 1993 var udbetalt 700 kr.
Ved skrivelse af 12. maj 1993 anmodede klager A om en yderligere forklaring på uoverensstemmelsen mellem bankbogens posteringer og de tilsendte oversigter. Ved skrivelse af 26. maj 1993 oplyste afdelingen, at baggrunden for problemerne med indsætningen af 500 kr. den 31. marts 1993 var uoverensstemmelsen mellem bogens saldo og den rent faktiske saldo, idet der var en forskel på 700 kr. De 700 kr., der var hævet den 19. marts 1993, var ikke ført ajour i bogen den 31. marts 1993.
I en yderligere korrespondance mellem klagerne og indklagede tilbød denne den 9. august 1993 at ville tilbageføre 700 kr. til bankbogen, mod at klager B ved personligt fremmøde i afdelingen underskrev en tro og love erklæring om, at beløbet ikke var hævet den 19. marts 1993, ligesom indklagede herefter ikke ønskede at fortsætte kontoforholdet.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på minimum 700 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Indklagede har oplyst, at klager A den 19. marts 1993 hævede 700 kr. på bankbogen, men at der i forbindelse med afstemplingen skete en fejl, idet bogen blev trukket ud af printenheden, inden transaktionen var gennemført. Bogen blev derfor udleveret, uden at linie 13 var udfyldt. Ved den efterfølgende ekspedition blev fejlen klarlagt, og systemet afviste yderligere transaktioner. Problemet løstes ved, at der indsattes en ny bankbog i printeren, som herefter udskrev transaktionen på linie 13. Kopi af denne bankbog er fremlagt.
Klagerne har til støtte for påstanden anført, at indklagede bør betale dem en passende erstatning som følge af den tid og ulejlighed, som indklagede har forvoldt dem på grund af den erkendte fejl vedrørende posteringerne på bankbogen. Hertil kommer, at klagerne ikke finder det godtgjort, at klager A den 19. marts 1993 hævede 700 kr. Dette forekommer heller ikke sandsynligt, idet han den 18. marts 1993 hævede 700 kr. med henblik på, at ægtefællen mandag den 22. marts 1993 skulle påbegynde en rejse.
Indklagede har anført, at det efter den mellem indklagede og klager A førte korrespondance, herunder skriftvekslingen for Ankenævnet, må lægges til grund, at klager A den 19. marts 1993 har hævet 700 kr. på den omhandlede bankbog, således at indklagedes bogholderi er korrekt. Afdelingen burde den 19. marts 1993 have kontaktet klagerne og oplyst om den fejl, der var sket. Indklagede finder imidlertid ikke, at der foreligger grundlag for at yde klagerne erstatning.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har anført, at klager A den 19. marts 1993 hævede 700 kr. på bankbogen, hvilket blev registreret i indklagedes bogholderi, men som følge af en fejl ikke blev registreret i bankbogen. Klager A har trods gentagne opfordringer fra indklagedes side ikke klart tilkendegivet, hvorvidt han bestrider, at han hævede 700 kr. på bankbogen den 19. marts 1993. Således som sagen herefter foreligger, kan klagernes erstatningskrav ikke tages til følge. Det bemærkes herved, at Ankenævnet ikke finder grundlag for at tilkende klagerne erstatning alene som følge af, at indklagede har begået en registreringsmæssig fejl, som senere er blevet rettet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.