Pantebrevslån, løbetid, utilstrækkelig ydelsesregulering.
| Sagsnummer: | 350/1991 |
| Dato: | 30-12-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Søren Geckler, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Pantebrevslån, løbetid, utilstrækkelig ydelsesregulering. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF IF SD |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved skrivelse af 9. juni 1975 tilbød indklagede klageren et pantebrevslån på 75.000 kr. I skrivelsen var lånets løbetid anslået til ca. 15 år. Den årlige rente var angivet til for tiden 12 1/4 % og den årlige ydelse til 11.025 kr. med halvårlige terminer 11. juni og 11. december. Det var endvidere oplyst, at: "Renten er variabel og fastsættes til enhver tid af [indklagede]."
Klageren underskrev herefter den 3. juli 1975 et pantebrev i overensstemmelse med det i indklagedes skrivelse af 9. juni 1975 anførte. Af pantebrevet fremgik endvidere:
"Ved nedsættelse eller forhøjelse af renten ændres ydelsen tilsvarende."
I foråret 1991 henvendte klageren sig til indklagede i anledning af, at lånets restgæld efter betaling af december termin 1990 var 21.942,85 kr. Klageren stillede sig uforstående heroverfor henset til, at lånet skulle afvikles over 15 år. Indklagede meddelte herefter den 14. juni 1991, at man havde beregnet, at lånets sidste ydelse ville forfalde 11. juni 1993 beregnet efter gældende rentesats. Da klageren fandt, at lånet pr. 11. december 1990 havde løbet i godt 15 år, anså hun sig ikke for pligtig at betale yderligere på lånet. Idet klageren samtidig oplyste indklagede om at ville indbringe sagen for Ankenævnet, betalte klageren herefter under protest ydelsen pr. 11. juni 1991.
Indklagede har oplyst, at man i en periode omkring 1980 som følge af et højt renteniveau ikke regulerede ydelsen fuldt ud.
Klageren har under sagen fremlagt betalingsoversigter/opkrævninger vedrørende samtlige betalte ydelser på lånet. Af disse fremgår, at ydelsen har været ændret adskillige gange, ligesom afdragets størrelse i perioder har været stigende samt i perioder faldende.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet er færdigbetalt med ydelsen pr. 11. december 1990 samt tilpligtes at tilbagebetale ydelsen den 11. juni 1991.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at hun har haft en berettiget forventning om, at lånet ville være indfriet ved betaling af decemberterminen 1990. Indklagede har løbende reguleret lånets ydelser, men må have fejlberegnet disse, hvilket har ført til en forlængelse af løbetiden med næsten 3 år. I pantebrevet er anført, at lånets ydelse ved nedsættelse eller forhøjelse af renten ændres tilsvarende, hvilket må betyde, at indklagede ved renteændringer er forpligtet til at ændre ydelsen, således at den fastsatte afviklingstid fastholdes. Klageren bestrider, at hun ikke skulle have lidt et tab som følge af indklagedes undladelse af at regulere ydelsen fuldt ud, idet hun ikke på nogen made har haft behov for en likviditetslettelse. Hun har således fået et unødvendigt lån og er påført unødvendige renteudgifter hertil. Da nedbringelsen af et lån først tager fart hen imod lånets sluttermin, har klageren haft grund til at tro på, at indklagede havde overblik over lånets afvikling, således at dette ville blive afdraget rettidigt. Hun finder derfor ikke at have udvist passivitet, men derimod tillid overfor indklagede.
Indklagede har anført, at klageren ikke har lidt et tab som følge af den forlængede løbetid, men har opnået en likviditetslettelse. Hertil kommer, at klageren på terminsopkrævninger samt årsopgørelser har kunnet konstatere udviklingen i lånets afvikling. Klageren findes endvidere at have udvist en passivitet, som i sig selv må afskære klagerens krav.
Ankenævnets bemærkninger:
Det blev ved lånets oprettelse i juli 1975 aftalt, at lånets løbetid skulle være ca. 15 år. Bestemmelsen i pantebrevet om, at ydelsen ved nedsættelse eller forhøjelse af renten ændres tilsvarende, må forstås således, at indklagede har tilsikret klageren, at løbetiden i hvert fald i det væsentlige ville blive fastholdt uanset renteændringer. Ankenævnet finder derfor, at indklagede begik en fejl ved uden klagerens samtykke gennem en periode at undlade at forhøje ydelsen svarende til renteforhøjelsen med den konsekvens, at løbetiden blev forlænget med flere år.
Der findes ikke at være grundlag for at fastslå, at klageren burde have indset, at ydelsen ikke blev reguleret i tilstrækkeligt omfang.
4 medlemmer - Peter Blok, Bjørn Bogason, Søren Geckler og Peter Møgelvang-Hansen - udtaler herefter:
Vi finder, at klageren efter det anførte har krav på, at lånet anses for afviklet efter betalingen af ydelsen pr. 11. december 1990.
1 medlem - Allan Pedersen - udtaler:
Jeg finder ikke, at klageren har lidt noget tab ved, at der er sket en langsommere afvikling af gælden end aftalt, og stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Som følge heraf