Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Pung indeholdende dankort samt pinkode stjålet under musikfestival.

Sagsnummer: 320 /2007
Dato: 27-02-2008
Ankenævn: Peter Blok, Karen Frøsig, Carsten Holdum, Rut Jørgensen, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne: Betalingstjenester - spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd
Ledetekst: Pung indeholdende dankort samt pinkode stjålet under musikfestival.
Indklagede: Sparekassen Bredebro
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører, om klageren som følge af groft uforsvarlig adfærd hæfter for 5.000 kr. hævet efter tyveri af klagerens dankort.

Sagens omstændigheder.

Den 24. august 2007 fik klageren frastjålet sin pung indeholdende bl.a. klagerens dankort. Kortet blev misbrugt samme aften ved hævning af 5.000 kr. i en hæveautomat kl. 23.41.27. Samme aften kl. 23.45 blev kortet spærret af klageren.

Klageren har anført, at tyveriet skete i forbindelse med en musikfestival i Tønder. Han henvendte sig straks til politiet, som hjalp ham med at få kortet spærret. I den stjålne pung opbevarede han et stykke pap fra en cigaræske, hvorpå pinkodens fire tal var anført.

Klageren rettede efterfølgende henvendelse til Sparekassen Bredebro, hvor dankortet er tilknyttet hans konto.

Ved skrivelse af 15. oktober 2007 meddelte sparekassen klageren, at han selv måtte bære tabet, da dankortet havde været opbevaret sammen med kortets PIN-kode, og da tyveriet var foregået inden kortet var spærret.

Parternes påstande.

Klageren har den 4. december 2007 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Bredebro skal betale 3.800 kr.

Sparekassen Bredebro har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han var udsat for professionelle tyve. Han henvendte sig umiddelbart efter tyveriet til politiet, hvorefter dankortet blev spærret.

I pungen havde han et stykke pap med de fire tal svarende til koden.

Han bestrider, at der er tale om groft uforsvarlig adfærd fra hans side.

Sparekassen Bredebro har anført, at klageren ved i pungen at have de fire cifre fra PIN-koden liggende ukamufleret har udvist groft uforsvarlig adfærd.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 2, hæfter brugeren med op til 1.200 kr. for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsmidlet, hvis den til betalingsmidlet hørende hemmelige kode er anvendt. Klageren hæfter derfor som også erkendt i hvert fald for 1.200 kr. af tabet ved misbruget.

Efter § 11, stk. 3, nr. 3, i lov om visse betalingsmidler hæfter brugeren med op til 8.000 kr. for tab ved andres uberettigede anvendelse af betalingsmidlet, hvis den til betalingsmidlet hørende PIN-kode har været anvendt og "brugeren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse".

Der foreligger ikke oplysninger om, at klageren har udvist uagtsomhed i forbindelse med selve tyveriet af pungen. Selv om det må bebrejdes klageren, at PIN-koden til kortet var anført på et papstykke, der lå i pungen sammen med dankortet, findes klageren efter en samlet vurdering ikke at have udvist en groft uforsvarlig adfærd som omhandlet i lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 3, nr. 3. Ankenævnet har herved også lagt vægt på, at det i lovens forarbejder er forudsat, at det udvidede ansvar kun vil kunne gøres gældende i et fåtal af tilfælde.

Som følge heraf

Indklagede skal inden fire uger tilbageføre 3.800 kr. til klagerens konto med valør samme dag, som misbruget på 5.000 kr. blev debiteret kontoen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.