Indekskontrakt. Ophævelse. Rente af overtræk.
| Sagsnummer: | 396/1989 |
| Dato: | 20-12-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Per Overbeck, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Rente - overtræk
Indekskonto - ophævelse |
| Ledetekst: | Indekskontrakt. Ophævelse. Rente af overtræk. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I efteråret 1987 ophævede klageren den ene af sine indekskontrakter, som førtes i indklagedes Rødding afdeling. Provenuet herved udgjorde 2.888,22 kr.
I afdelingen førte klageren endvidere en lønkonto og en aktionærkonto. Lønkontoen har periodevis i de senere år udvist et overtræk, hvilket har påvirket renteberegningen på denne konto. Aktionærkontoen har til stadighed haft et positivt indestående.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte ham det tab, han har lidt ved at ophæve sin ene indekskonto, og at erstatte ham det rentetab, han har lidt ved, at indklagede ikke har foranlediget omgående udligning af overtrækkene på hans lønkonto ved træk fra aktionærkontoen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand for så vidt angår opgørelse af indekskontrakten gjort gældende, at han forud for ophævelsen havde faet oplyst, at provenuet herved ville udgøre ca. 14 - 15.000 kr., men at provenuet alene udgjorde ca. 2.900 kr. Han blev til at begynde med frarådet at ophæve kontrakten, men da gjorde afdelingens medarbejder opmærksom på, at han var enlig og ikke havde nogen arvinger, kunne den pågældende godt forstå det, og gik med til ophævelsen, som han fortsat burde have frarådet.
I forbindelse med oprettelse af aktionærkontoen fik han af sin sædvanlige kontakt i afdelingen at vide, at denne ville sørge for at udligne eventuelle overtræk på klagerens lønkonto ved træk fra aktionærkontoen. I forbindelse med, at den pågældende medarbejder forlod afdelingen i 1985, må denne aftale være gået i glemmebogen. I hvert fald ophørte de omgående udligninger af overtræk.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand for så vidt angår ophævelse af indekskontrakten gjort gældende, at afdelingen oprindelig oplyste klageren, at provenuet ved ophævelsen ville udgøre ca. 13.000 kr. pr. kontrakt. Efterfølgende blev man opmærksom på, at dette skyldtes en fejl, kontaktede klageren og oplyste, at provenuet pr. kontrakt ville blive langt lavere. Dette skyldtes, at der dels skulle indbetales ydelser bade for det løbende og forudgående år, ligesom der skulle betales realrenteafgift forud af den kontrakt, som fortsatte. Under det møde med klageren, som blev afholdt i sagens anledning, foreslog afdelingen, at klageren kunne låne det ønskede beløb over 20 år i stedet for at ophæve den ene kontrakt, men klageren insisterede på at ophæve denne.
Med hensyn til spørgsmålet om renteberegning på klagerens lønkonto har indklagede gjort gældende, at den oprindelige aftale ikke indebar, at afdelingen var forpligtet til omgående at udligne opstående overtræk, men alene gik ud på, at man med jævne mellemrum ville overføre beløb fra aktionærkontoen til lønkontoen. Klageren har mindst en gang i kvartalet til stadighed modtaget kontoudskrifter vedrørende lønkontoen og kunne have reageret, såfremt han mente, at afdelingen ikke overholdt indgåede aftaler. Forholdet blev først opdaget, da afdelingen af egen drift kontaktede klageren og tilbød ham at overføre beløb fra aktionærkontoen til udligning af opståede overtræk på lønkontoen.
Ved skrivelse af 29. maj 1989 til klageren har afdelingen oplyst, at man for 1988 har reguleret rentetilskrivningen, således at klageren ikke har betalt overtræksrente for dette år.
Ankenævnets bemærkninger:
Beslutningen om ophævelse af den ene indekskontrakt blev truffet af klageren på trods af den rådgivning, han havde modtaget af afdelingens medarbejdere, og disse kunne ikke afslå at efterkomme klagerens ordre. Det kan ikke efter det for Ankenævnet foreliggende lægges til grund, at indklagede som af klageren hævdet skulle have forpligtet sig til omgående at udligne eventuelle overtræk på klagerens lønkonto, og klageren, der som følge af den skete regulering af rentetilskrivning for 1988 ikke har betalt overtræksrente vedrørende dette år, findes således ikke at kunne gøre krav gældende imod indklagede.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.