Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Betingelser for rykningspåtegning på ejerpantebrev.

Sagsnummer: 378 /1996
Dato: 11-02-1997
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Jørn Rytter Andersen, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen
Klageemne: Realkreditbelåning - rykning
Ledetekst: Betingelser for rykningspåtegning på ejerpantebrev.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klagerne under denne sag ejer sammen med deres søn et sommerhus i lige sameje. I sommeren 1996 gennemførte klagerne og sønnen en omprioritering af ejendommen, hvor to lån på oprindeligt 125.000 kr. til Realkredit Danmark blev omlagt til et kontantlån på 184.000 kr. ligeledes ydet af Realkredit Danmark. Indklagede havde til sikkerhed for et engagement med sønnen håndpant i et ejerpantebrev på 50.000 kr. lyst med pant i sønnens andel af ejendommen.

Ved skrivelse af 16. august 1996 meddelte indklagedes Sundby afdeling Realkredit Danmark, at man var indforstået med at lade ejerpantebrevet respektere en omprioritering, dog således at et eventuelt nettoprovenu skulle tilsendes indklagede. Endvidere anførte afdelingen:

"Der må således ikke ske udbetaling til debitor i forbindelse med omprioriteringen, herunder bemærkes, at samtlige renteudgifter i forbindelse med indfriede lån skal betales af debitor, under henvisning til Finansrådets fortolkning af 2/9-1993."

Ved skrivelse af 27. august 1996 protesterede klagerne over for indklagede mod indholdet af skrivelsen af 16. s.m., idet klagerne anførte, at indklagede herved ville opnå et ekstraordinært afdrag på 2.917,28 kr. svarende til differencerenterne, der skulle betales til kreditforeningen, uanset at sønnens engagement med indklagede var dem uvedkommende. Indklagede fastholdt sit standpunkt.

Den 29. august 1996 gennemførte Realkredit Danmark omprioriteringen. Ved indfrielsen af de to eksisterende lån betaltes i differencerente 2.757,75 kr. X 2 eller 5.515,50 kr.

Ved skrivelse af 30. oktober 1996 fremsendte Realkredit Danmark 5.944,09 kr. til indklagede med tillæg af indklagedes gebyr på 1.200 kr.

Klagerne har den 3. oktober 1996 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 2.917,28 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klagerne har anført, at deres søns engagement med indklagede er dem uvedkommende. Ved den gennemførte omprioritering er en del af provenuet, som retteligt tilkommer dem, tilgået indklagede. De finder, at indklagede uberettiget har stillet krav om betaling af det omhandlede beløb, selv om indklagede er bekendt med, at alene sønnen hæfter over for indklagede.

Indklagede har anført, at man som udgangspunkt ikke var forpligtet til at lade ejerpantebrevet rykke i forbindelse med den omprioritering, som klagerne og deres søn ønskede gennemført. Indklagede var dog indstillet på at respektere en omlægning under de betingelser, som fremgår af indklagedes skrivelse af 16. august 1996. I denne forbindelse stillede indklagede krav om, at udgifterne ved betaling af differencerente til realkreditinstituttet måtte bæres af ejendommens ejere og således ikke kunne fragå ved opgørelsen af det nettoprovenu, som indklagede gjorde krav på.

Ankenævnets bemærkninger:

Af de af indklagede anførte grunde tiltrædes det, at klagernes påstand ikke kan tages til følge. Det tilføjes, at klagerne må antages at have et almindeligt berigelseskrav mod deres søn, idet klagerne ved omprioriteringen har medvirket til nedbringelse af deres søns gæld til indklagede.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.