Forhøjelse af rente på udlån.
| Sagsnummer: | 300/1995 |
| Dato: | 26-03-1996 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Inge Frølich, Peter Nedergaard, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Forhøjelse af rente på udlån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 2. november 1994 ydede indklagede klageren og dennes ægtefælle et lån 825.000 kr. Lånets rentesats var oplyst til 7,5% p.a. Af lånets almindelige betingelser fremgår bl.a.:
"Finansierings- og provisionssatser, som er variable, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt - efter de af banken til enhver tid fastsatte satser - beregnes bagud og tilskrives enten månedsvis, kvartalsvis eller halvårligt.
At finansierings- og provisionssatserne er variable betyder, at banken til enhver tid uden varsel kan ændre finansierings- og provisionssatsen. Hvis finansierings- og/eller provisionssatsen ændres væsentligt til ugunst for debitor, og ændringen ikke har forbindelse med udviklingen i bankens almindelige niveau, vil debitor i forbrugerforhold med brev eller ved annoncering i dagspressen få et varsel på mindst 1 måned."
Af kontoudskrift pr. 31. marts 1995 fremgår, at renten på lånet pr. 8. s.m. var forhøjet til 8,75% p.a. Ved en fejl blev kontoudskriftet ikke fremsendt til klageren.
Ved skrivelse af 28. april 1995 til klageren meddelte indklagede:
"Vi har foretaget en revisionsmæssig gennemgang af alle vor udlånskonti og kan meddele Dem, at vi fra den 1. maj 1995 har ændret renten på Deres ovennævnte konto til 10% p.a."
Klageren protesterede over renteforhøjelsen.
Som svar herpå meddelte indklagede ved skrivelse af 4. maj 1995 bl.a.:
"....... at den renteændring vi adviserede Dem om i vor skrivelse af den 28. april 1995 er sket efter en revisionsmæssig gennemgang af vore udlånskonti med en efterfølgende tilpasning af rentevilkårene til markedsrenten.
Vi mener stadig satsen er attraktiv, men skulle De ønske at have engagementet hos et andet pengeinstitut, er De selvfølgelig velkommen til at flytte det."
Ved klageskema af 1. juni 1995 indbragte klageren sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at forrente lånet med 7,5% p.a., subsidiært at yde en økonomisk kompensation for den forøgede rentebetaling, opgjort til ca. 330.000 kr. over en 20-årig periode.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Ved skrivelse af 9. juni 1995 til klageren meddelte indklagede, at det på indklagedes seneste bestyrelsesmøde var vedtaget, at indklagede skulle ophøre med at drive bankvirksomhed, hvorfor lånet blev opsagt til fuld indfrielse senest den 1. oktober 1995.
Klageren har anført, at han og ægtefællen i forbindelse med underskrivelsen af lånedokumentet fremhævede over for indklagedes direktør, at de ikke ville acceptere en kraftig renteforhøjelse efter underskrivelsen. Direktøren lovede dem, at dette ikke ville ske, og at renten, hvis den i det hele taget blev reguleret, ville følge det danske renteniveau. Uden sammenhæng med stigninger i det generelle danske renteniveau, steg renten på hans lån med 33% inden for et halvt år, hvilket er i strid med det aftalte. Rentestigningen medfører en betydelig forøgelse af kreditomkostningerne, hvilket også er tilfældet, såfremt han nødsages til at flytte engagementet.
Indklagede har anført, at renten på baggrund af diskontoforhøjelsen i marts 1995 blev forhøjet til 8,75% p.a. Forhøjelsen pr. 1. maj 1995 var udtryk for en tilretning af renten til markedsrenten. Renteændringen var generel og vedrørte alle kundegrupper. Renten på 10% p.a. var, sammenholdt med rentesatserne i øvrige danske pengeinstitutter, stadig attraktiv. Det bestrides, at der blev indgået en særskilt renteaftale med klageren i forbindelse med lånets etablering.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagedes forhøjelse af renten findes at have tilstrækkelig hjemmel i lånets almindelige betingelser, og Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte renten på 10% p.a. som urimelig. Klageren har anført, at indklagedes direktør i forbindelse med underskrivelsen af lånedokumentet lovede, at der ikke ville ske en renteforhøjelse, der ikke fulgte det danske renteniveau. Indklagede har bestridt, at en sådan renteaftale er blevet indgået. Afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt der mundtligt er indgået en renteaftale mellem klageren og indklagede, der er til hinder for den påklagede renteforhøjelse forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske ved Ankenævnet, men i givet fald må ske ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter, således at det
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.