Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Udtræden af puljeordning, negativt afkast. Rådgivning om risiko.

Sagsnummer: 2/1991
Dato: 23-05-1991
Ankenævn: Frank Poulsen, Jørn Ravn, Niels Bolt Jørgensen, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen
Klageemne: Puljepension - negativt afkast
Rådgivning - investering
Ledetekst: Udtræden af puljeordning, negativt afkast. Rådgivning om risiko.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I december 1988 indgik klageren en tillægsaftale til sin selvpensioneringskonto hos indklagede. Ifølge tillægsaftalen tilmeldte klageren sig indklagedes puljeinvest Pulje 2, hvor der investeredes 100% i indexsobligationer. Det var i indklagedes vilkår for puljepensioner pkt. 11 anført:

"Enhver indskyder på en puljeordning kan med 1 måneds varsel til et puljeårs udgang meddele [indklagede], at ordningen ønskes overført til en anden pensionsordning i lindklagede], herunder overførsel til kontantkonto."

I pkt. 13 var anført:

Uanset bestemmelserne i punkterne 11 og 12 kan en puljeordning kun overføres til en anden pensionsordning i eller udenfor [indklagede], såfremt der ikke er negativ rente, der skal modregnes jvf. punkt 6."

Da klageren ved en henvendelse i indklagedes kontoførende afdeling den 28. oktober 1990 fik oplyst, at puljeordningen udviste et negativt afkast, anmodede hun om at få overført kontoen til kontantforrentning pr. 30. november 1990.

Ved skrivelse af 11. december 1990 meddelte indklagede klageren, at puljepensionskontoen ikke kunne overføres til kontantforrentning, da kontoen pr. 30. november 1990 udviste et negativt afkast.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at overføre puljepensionen til kontantforrentning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at hun i efteråret 1988 modtog et tilbud fra indklagede vedrørende overførsel af sin selvpensioneringskonto til en puljeordning. Klageren havde på daværende tidspunkt haft selvpensioneringskontoen, der er til udbetaling den 30. september 1991, i 13 år. Da klageren er eneforsørger og henset til bindingsperiodens længde ønskede klageren ikke at løbe nogen form for risiko ved en eventuel overførsel til en pensionspulje, hvilket hun oplyste sin bankrådgiver om. Uanset dette meddelte bankrådgiveren hende, at der ikke var forbundet nogen form for risiko ved at overføre selvpensioneringskontoen til indekspuljen. Eftersom afkastet for 1990 har været negativt, og da klageren for 1989 har fået tilskrevet en rente, der er mindre end 2%, finder klageren, at hun er blevet misinformeret i forbindelse med overførslen af selvpensioneringskontoen, hvorfor indklagede bør lade hende overføre kontoen til kontant forrentning.

Indklagede har anført, at det fremgår af indklagedes puljeregler, at såfremt en puljeordning udviser et negativt afkast, kan opgørelse ikke finde sted, med mindre det negative afkast indbetales med beskattede midler, alternativt modregnes i senere års positive afkast. Indklagede afviser endvidere, at indklagede skulle have oplyst, at det ikke var forbundet med nogen risiko at overføre selvpensioneringskontoen til en puljeordning, ligesom bankrådgiveren ikke har tilrådet klageren at vælge indekspuljen.

Ankenævnets bemærkninger:

Indledningsvis bemærkes, at klagerens påstand, hvis den blev taget til følge, vil indebære, at det på klagerens selvpensioneringskonto konstaterede negative afkast må bæres af de øvrige deltagere i den pulje, hvor klagerens pensionsopsparing har været anbragt. Herefter, og idet det ikke er tilstrækkeligt godtgjort, at indklagede har rådgivet klageren til at placere pensionsordningen i en indekspulje, tiltrædes det, at indklagede er berettiget til at kræve det negative afkast indbetalt, såfremt klageren ønsker at overføre sin konto til kontantforrentning.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.