For fremfinding af oplysninger.
| Sagsnummer: | 260/1988 |
| Dato: | 22-02-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Han Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Gebyr - fremfinding af oplysninger
|
| Ledetekst: | For fremfinding af oplysninger. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 23. december 1987 afgik en af klagerens brødre ved døden, og boet efter ham blev den 29. marts 1988 overtaget til privat skifte af ialt ni arvinger, heriblandt klageren, idet der meddeltes den ene af arvingerne - en anden af klagerens brødre - sædvanlig skiftefuldmagt.
Ved skrivelse af 15. september 1988 til indklagede oplyste klageren, efter at hun havde modtaget sin arvelod ved check udstedt af indklagede, at det ikke havde været hende muligt at få udleveret et dødsboregnskab af den broder, som arvingerne havde meddelt skiftefuldmagt, hvorfor hun anmodede indklagede om at oplyse, hvad der indestod på afdødes konto ved dødsfaldet, samt hvilke bevægelser der var foretaget i tiden derefter, herunder hvad der måtte være indsat på kontoen.
Ved skrivelse af 19. september 1988 til klageren oplyste indklagede, at de ønskede oplysninger måtte fremskaffes hos den arving, som havde fået meddelt skiftefuldmagt.
Ved skrivelse af 27. september 1987 til indklagede anmodede klagerens advokat om tilsendelse af oplysningerne, idet han oplyste, at den meddelte skiftefuldmagt var tilbagekaldt.
Ved skrivelse af 4. oktober 1988 til klagerens advokat oplyste indklagede, at man ville foranledige fremskaffelse af de ønskede oplysninger mod betaling af et passende arbejdsvederlag/gebyr anslået til 350 kr. Indklagede anmodede i denne forbindelse om bekræftelse på, at skiftefuldmagten var tilbagekaldt.
Ved skrivelse af 6. oktober 1988 til indklagede fremsendte klagerens advokat det af indklagede anslåede gebyr, idet der blev taget forbehold om tilbagesøgning, og idet der vedlagdes en skriftlig bekræftelse fra klageren på, at den meddelte skiftefuldmagt var tilbagekaldt.
Ved skrivelse af 12. oktober 1988 til klagerens advokat fremsendte indklagede herefter de ønskede oplysninger, idet man tilføjede, at indklagede beregnede gebyr på basis af tidsforbrug ved fremfindning af tidligere afgivne oplysninger ifølge kontoudtog og bøger.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om hel eller delvis tilbagebetaling af det opkrævede gebyr.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at indklagede først efter, at klageren havde følt sig nødsaget til at søge advokatbistand, oplyste at ville opkræve gebyr, og at det opkrævede gebyr iøvrigt er urimelig højt.
Indklagede har til støte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at man straks fra det tidspunkt, hvor det blev dokumenteret, at den af bl.a. klageren meddelte skiftefuldmagt var tilbagekaldt, har betinget sig gebyr for fremfindning af bevægelserne på afdødes konti.
Ankenævnets bemærkninger:
Af den af indklagede nævnte grund findes indklagede at have været berettiget til at opkræve gebyr for sin fremfinding og de tidligere afgivne oplysninger. Ankenævnet finder ikke at kunne kretisere størrelsen af det opkrævede gebyr.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.