Tidsbegrænsning, gammel gæld.
| Sagsnummer: | 300/1993 |
| Dato: | 09-12-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
Kaution - tidsbegrænsning |
| Ledetekst: | Tidsbegrænsning, gammel gæld. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
En bekendt af klageren, som drev en sportsforretning, og som hos indklagede havde en kassekredit med et maksimum på 300.000 kr., fik den 13. september 1989 bevilget et overtræk på 50.000 kr., foreløbigt tidsbegrænset til den 1. november 1989. I denne forbindelse underskrev klageren særskilt kautionsdokument, hvorefter han kautionerede til sikkerhed for
"opfyldelse af enhver forpligtelse, som [indehaveren af forretningen] nu har eller senere måtte få overfor [indklagede], dog at vort tilsvar højst kan andrage de rang sidste.
kr. 50.000,00
skriver femtitusind 00/100
med tillæg af renter og provision i forhold hertil samt omkostninger.
...
[Indklagede] er berettiget til uden kautionisternes tilladelse at give debitor henstand."
Af kontoudtog for den omhandlede kassekredit fremgår, at kredittens saldo den 12. september 1989 var 336.108,41 kr. (negativ). Den 13. september er bogført fire indbetalinger på ialt 14.077,50 kr. og seks udbetalinger på ialt 10.954,16 kr., således at kredittens saldo herefter var 332.985,07 kr.
Ved skrivelse af 3. november 1989 til klageren anmodedes denne om at henvende sig hos indklagede for at underskrive fornyet kautionsdokument vedrørende engagementet. Dette undlod klageren.
Den 31. oktober 1990 blev der afsagt konkursdekret for indehaveren af forretningen. Kassekredittens saldo var da 382.489 kr. (negativ). Efter indbetalinger fra to af tre kautionister, som i marts 1989 havde kautioneret for kassekreditten for hver 100.000 kr., var indklagedes tilgodehavende pr. 31. december 1991 177.517,08 kr.
I oktober måned 1990 gjorde indklagede klagerens kautionsforpligtelse gældende. Det aftaltes i denne forbindelse, at afviklingen af kautionsforpligtelsen skulle afvente afslutningen af konkursboet.
Den 3. november 1992 meddelte indklagede klageren, at konkursboet var afsluttet uden dividende til indklagede, hvorfor man opfordrede klageren til at indbetale kautionsbeløbet på 50.000 kr. med renter, 15% fra 30. november 1990, eller indgå afviklingsordning herom.
Der fandt herefter en korrespondance sted mellem klagerens advokat og indklagede. I denne forbindelse blev det oplyst, at indklagede havde undladt at foretage sikringsakten med hensyn til et skadesløsbrev med pant i forretningens driftsinventar; inventaret var under konkursbehandlingen realiseret for 24.400 kr. Indklagede tiltrådte derfor, at klageren blev frigjort for sin kautionsforpligelse i det omfang, bortfaldet af den pågældende sikkerhedsret havde forøget klagerens tab.
Da indklagede fastholdt sit krav mod klageren, udtog indklagede den 4. marts 1993 stævning mod klageren med påstand om, at klageren tilpligtes at betale 50.000 kr. med renter fra 30. november 1990. Sagen er af retten i Kalundborg udsat på forelæggelse for Ankenævnet.
Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende principalt, at klagerens kautionsforpligtelse er bortfaldet, subsidiært at denne andrager et mindre beløb end 50.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han kun kendte den kautionssikredes kredits debitor overfladisk igennem tilknytning til den lokale sportsforening. Debitor oplyste at have behov for hjælp i tre måneder, og der er således tale om en tidsbegrænset kaution, uanset at tidsbegrænsningen ikke fremgår af kautionserklæringen. At der var tale om en tidsbegrænsning støttes af, at indklagede søgte at indhente klagerens accept til en forlængelse af kautionsforpligtelsen. Herfor taler endvidere, at han af debitor blev oplyst om, at kreditudvidelsen skulle anvendes til juleindkøb. Det bestrides, at klageren i forbindelse med debitors konkurs undlod at gøre indsigelse overfor indklagedes krav om kautionens indfrielse. Det fremgår af kontoudtog for den kautionssikrede kassekredit, at denne på tidspunktet for kautionens etablering allerede var overtrukket med 35.000 kr. Klageren blev ikke orienteret herom, da han påtog sig kautionen, men klageren forudsatte, at debitor fik mulighed for at trække yderligere 50.000 kr. til brug for de nødvendige juleindkøb. I overensstemmelse med Ankenævnets praksis må klagerens hæftelse bortfalde, da det for klageren var en afgørende forudsætning, at debitor fik tilført ny likviditet. Subsidiært har klageren anført, at klagerens hæftelse under alle omstændigheder derfor kun angår den reelle kreditudvidelse på ca. 15.000 kr., men at denne er bortfaldet som følge af indklagedes manglende iagttagelse af sikringsakten vedrørende pantesikkerheden, idet pantets værdi bør afkortes i dette beløb. Mere subsidiært har klageren anført, at eftersom klageren havde kautioneret for de rang sidste 50.000 kr., afskrives enhver indbetaling først i klagerens kaution, hvorfor denne er bortfaldet som følge af indbetalingerne fra de øvrige kautionister.
Indklagede har anført, at kautionsdokumentet ikke indeholder nogen tidsbegrænsning, hvilket indikerer, at dette ikke var en afgørende forudsætning for klageren. Af dokumentet fremgår derimod, at klageren indestår for enhver forpligtelse, som debitor havde eller senere måtte få overfor indklagede. Den 3. november 1989 anmodede indklagede klageren om at rette henvendelse i forbindelse med, at man denne dag havde forlænget det bevilgede overtræk til 31. december 1989. Indklagede ønskede at gøre klageren opmærksom herpå, ligesom man for god ordens skyld ønskede, at klageren underskrev et nyt kautionsdokument. Indklagedes anmodning var ikke udtryk for, at man anså klagerens kaution for tidsbegrænset. Indklagede bestrider, at det var en afgørende forudsætning for klageren, at debitor reelt fik tilført yderligere likviditet for 50.000 kr. Indklagede mener ikke, at det kan konstateres, hvorvidt klageren på underskriftstidspunktet havde kendskab til debitors økonomiske situation, eller om klageren blev orienteret om, at kautionen i et vist omfang blev stillet for en allerede eksisterende gæld. Umiddelbart efter debitors konkurs blev klageren anmodet om at indbetale sin kaution, og klageren havde umiddelbart ingen indvendinger, men anmodede om, at indbetalingen afventede konkursens afslutning. At klageren ikke allerede på dette tidspunkt afviste indklagedes krav om henvisning til, at kautionsforpligtelsen var tidsbegrænset, taler for, at klageren på dette tidspunkt ikke mente, at kautionsforpligtelsen blot løb i tre måneder fra 13. september 1989. Det i kautionsdokumentet anvendte udtryk "rang sidste" betyder, at klagerens kautionsforpligelse bliver aktuel, såfremt summen af indbetalingerne fra de øvrige kautionister, provenuet af pantet og dividenden fra konkursboet ikke er tilstrækkeligt til at indfri kassekreditten.
Ankenævnets bemærkninger:
Da kautionserklæringen er afgivet for at imødekomme indklagedes vilkår for en forhøjelse af kassekredittens maksimum fra 300.000 kr. til 350.000 kr. i en tremåneders periode, finder Ankenævnet, at kautionsforpligtelsen alene er knyttet til denne tidsbegrænsede forhøjelse.
Indklagede findes at have givet klageren en berettiget forventning om, at dette også var indklagedes opfattelse ved den 3. november 1989 at anmode klageren om at underskrive et fornyet kautionsdokument. Ved ikke at reagere herpå findes klageren at have tilkendegivet over for indklagede, at han ikke ønskede at forlænge kautionsforpligtelsen.
Allerede fordi indklagede ikke gjorde kautionsforpligtelsen gældende inden rimelig tid efter udløbet af tremåneders perioden, tager Ankenævnet klagen til følge, hvorved bemærkes, at det forhold, at klageren i forbindelse med, at indklagede i oktober 1990 afkrævede klageren kautionen, og at klageren ikke i denne forbindelse protesterede med henvisning til, at kautionsforpligtelsen var tidsbegrænset, ikke findes at kunne gøre nogen ændring heri.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at klageren er frigjort for kautionsforpligtelsen af 13. september 1989. Klagegebyret tilbagebetales klageren.