Indsigelse mod overgang fra sikkerhedsløsningen NemID til MitID ved brug af indklagedes netbank.
| Sagsnummer: | 152/2022 |
| Dato: | 20-10-2022 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Inge Kramer, Mette Lindekvist Højsgaard, Tina Thygesen, Finn Borgquist. |
| Klageemne: |
Netbank - tekniske forhold
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod overgang fra sikkerhedsløsningen NemID til MitID ved brug af indklagedes netbank. |
| Indklagede: | Merkur Andelskasse |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod overgang fra sikkerhedsløsningen NemID til MitID ved brug af indklagedes netbank.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Merkur Andelskasse, hvor han blandt andet havde en konto og netbankadgang.
Den 13. oktober 2021 sendte andelskassen et varsel til klageren om ændrede netbankvilkår i forbindelse med overgang fra sikkerhedsløsningen NemID til MitID. Af de nye netbankvilkår fremgik blandt andet:
”…
2. Anvendelse af Netbank
2.1 Adgang til Netbank og sikkerhedsløsninger
Kunden tilsluttes Netbank ved opkobling via internettet fra en computer med Netbanks sikkerhedsløsning, NemID eller MitID, jf. pkt. 2.1.1. Kunden kan endvidere tilsluttes Netbank via Mobilbank ved opkobling via internettet fra en mobil enhed (smartphone eller lignende) med en sikkerhedsløsning bestående af et brugernummer/CPR-nummer og en selvvalgt pinkode og NemID/MitID jf. pkt. 2.1.2.
…
2.1.1.6 NemID kan kun fortsat anvendes i en overgangsperiode, hvorefter det udgår, og kunden skal derfor have oprettet et MitID og migreret over fra NemID til MitID. Merkur Andelskasse kan lukke for adgangen til Netbank, hvis kunden jf. den tidsangivelse Merkur Andelskasse angiver overfor kunden, ikke er gået over til at anvende MitID hos Merkur Andelskasse Når kundens NemID er migreret til MitID, kan NemID det ikke længere benyttes i Merkur Andelskasse.
…”
Klageren ønskede at fortsætte med at benytte andelskassens netbank ved brug af NemID og ønskede ikke at overgå til MitID.
Ved e-mail af 11. april 2022 skrev andelskassen til klageren, at han godt kunne fravælge MitID, men at NemID ikke længere kunne anvendes efter den 30. juni 2022. Andelskassen oplyste også, at den sammen med en snes andre mindre og mellemstore pengeinstitutter var medlemmer af en datacentral D, der leverede al andelskassens IT, og at:
”…
Vi har ikke ressourcer til selv at udvikle systemer, herunder alternative adgange til Netbank, så når NemID lukker ned, vil du ikke længere kunne bruge Netbank.
…”
Klageren fastholdt, at han ikke ville overgå til MitID, og at han fortsat ønskede at anvende andelskassens netbank.
Parternes påstande
Den 21. april 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Merkur Andelskasse skal give ham mulighed for fortsat at kunne tilgå andelskassens netbank ved brug af NemID eller anden adgangsløsning uden at han skal overgå til MitID.
Merkur Andelskasse har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han ikke ønsker at overgå fra NemID til MitID, men fortsat ønsker at benytte sig af andelskassens netbank uden opkrævning af yderligere gebyrer.
Andelskassen sendte et tilbud om, at han "skulle" konvertere til MitID fra NemID inden den 1. juli 2022. Han frabad sig dette tilbud, men bør fortsat have ret til at benytte sin netbank og bankens andre faciliteter uden ekstra gebyrer.
Han har undersøgt MitID, hvad det indebærer og kræver af ham og hans personlige oplysninger, og har konkluderet, at han ikke ønsker at konvertere til MitID, men dog forsat vil bruge NemID og andelskassen. MitID kritiseres af IT eksperter og teknikere, for dets usikkerhed.
Andelskassen fralægger sig sit ansvar, og vil ikke løse problemet. Andelskassen har kun tilbudt ham én løsning, nemlig at konvertere til MitID. Han ønsker at have et pengeinstitut, der imødekommer hans problematik og søger løsninger i stedet for at fralægge sig ansvar.
Han ønsker, at andelskassens etiske grundlag var bedre. Andelskassen er et miljøvenligt og grønt pengeinstitut, og derfor er det også deres ansvar at samarbejde med digitale løsninger, der er etisk forsvarlige. Især når det handler om personlige oplysninger. Det er andelskassens opgave at finde alternativer til MitID, som dens kunder kan benytte uden, at kunderne bliver opkrævet yderligere gebyrer.
Merkur Andelskasse har anført, at MitID er en fælles løsning initieret af Digitaliseringsstyrelsen i samarbejde med den finansielle sektor. MitID afløser NemID som sikker adgang til offentlige myndigheder samt personlige profiler og selvbetjeningssystemer hos pengeinstitutter og andre virksomheder. Desuden anvendes løsningen som ekstra sikkerhedslag ved kortbetalinger på nettet, det såkaldte 3D Secure.
Andelskassen må som pengeinstitut kunne stole på, at løsningen opfylder de krav, man kan stille til sikkerheden med videre. Andelskassen har modtaget og forholdt sig til IT-sikkerhedsvurdering fra datacentralen D.
Som medlem af datacentralen D får andelskassen alle sine bankrelaterede IT-løsninger derfra. Datacentralen D udvikler ikke andre adgangsløsninger til netbank med videre.
NemID skal i henhold til den gældende tidsplan være udfaset den 30. juni 2022. Andelskassen varslede alle privatkunder om nye netbankvilkår i oktober 2021.
Overgangen til MitID er i gang, og borgerne migreres løbende over til den nye løsning. MitID er ligesom NemID et system, der i princippet omfatter alle borgere i Danmark. Ønsker man ikke at anvende MitID, vil man være henvist til manuel betjening.
Da der er tale om en national fælles løsning, der blandt andet omfatter alle pengeinstitutter, har andelskassen ikke mulighed for at fravælge denne, ligesom udvikling af egne alternativer i praksis er udelukket. Det, som klageren ønsker, er derfor reelt umuligt at efterkomme, ligesom andelskassen må afvise, at klageren skulle have nogen ret til eller krav på – efter den 30. juni 2022 – at kunne anvende andelskassens netbank ved anvendelse af en anden adgangsløsning end MitID.
Han vil herefter være henvist til manuel betjening med de gebyrer, der gælder herfor, jævnfør andelskassens almindelige forretningsbetingelser og prisliste.
Ankenævnets bemærkninger
Klagen vedrører indsigelse mod overgang fra sikkerhedsløsningen NemID til MitID ved brug af Merkur Andelskasses netbank.
Det følger af lov nr. 783 af 4. maj 2021 om MitID og NemLog-in, at NemID skal udfases og erstattes af MitID.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge andelskassen at lade klageren anvende andelskassens netbank uden brug af MitID.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.