Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indløsning af check.

Sagsnummer: 24/1990
Dato: 17-04-1990
Ankenævn: Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Check - gebyr
Ledetekst: Indløsning af check.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Under denne sag har klageren nedlagt påstand om, at indklagede uberettiget har beregnet sig et gebyr på 200 kr. i forbindelse med overførsel af et beløb fra en konto hos indklagede til en konto i Sparekassen SDS.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at hun i midten af december 1989 henvendte sig i indklagedes Sundbyvester Plads afdeling og anmodede afdelingen om at oprette en konto med henblik på en kommende indbetaling. Hun fik udleveret kontobetingelser, hvorpå kontonummeret var anført.

Da hun mellem jul og nytår rettede telefonisk henvendelse til afdelingen vedrørende størrelsen af indeståendet på kontoen, fik hun oplyst, at kontoen ikke var oprettet.

Kontoen blev oprettet den 4. januar 1990 i forbindelse med, at beløbet 155.000 kr. indgik i afdelingen, og den 5. januar 1990 indfandt klageren sig i afdelingen med henblik på at overføre beløbet til en konto i Sparekassen SDS. Til trods for at kontoen ikke var forbundet med opsigelsesvarsel, var afdelingen meget uvillig til at udføre den anmodede overførsel. Kort før lukketid lykkedes det dog klageren at få en medarbejder til at ledsage hende til en nærliggende SDS afdeling og herefter overføre størstedelen af beløbet.

Indklagede har herefter debiteret hendes konto for et gebyr på 200 kr. i forbindelse med udbetaling af check til trods for, at klageren fra indklagedes hovedsæde har fået oplyst, at gebyret herfor udgør 16,50 kr.

Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at klageren ønskede at oprette en konto med en anden person som kontohaver, men da klageren ikke medbragte oplysning om eller dokumentation for den pågældendes cpr.nr., løste man dette problem ved foreløbig at reservere kontonummeret i klagerens eget navn. Det var hensigten at foretage en egentlig oprettelse, når den lovpligtige oplysning om kontohavers cpr.nr. forelå eller i forbindelse med den kommende indbetaling på kontoen, som ifølge klageren forventedes den 23. december 1989.

Afdelingen modtog den 4. januar 1990 pr. post en privatcheck på 155.000 kr. til indsættelse på kontoen, som man i mellemtiden, da afdelingen endnu ikke havde modtaget korrekt navn og cpr.nr., havde valgt at oprette i klagerens navn og cpr.nr.

Fredag den 5. januar 1990 efter kl. 15.30 henvendte klageren sig i afdelingen ledsaget af den person, i hvis navn hun havde ønsket at oprette kontoen og anmodede om at få beløbet udbetalt.

I henhold til almindelig bankpraksis gældende i alle pengeinstitutter, modtages private checks trukket i andre pengeinstitutter med dækningsforbehold, hvilket indebærer, at afdelingen på grund af bankvæsenets gensidige clearingssystem først tirsdag den 9. januar 1990 ville få oplyst, om der var dækning for checken.

Checkudstederen havde ikke ladet trassatbanken Sparekassen SDS forsyne checken med noteringspåtegning.

Medarbejderen i afdelingen var med god grund i tvivl om, hvorvidt det kunne lade sig gøre at forsyne checken med noteringspåtegning, når checken allerede var bogført med dækningsforbehold, og om det i bekræftende fald kunne gøres på de få minutter, før både indklagedes berørte afdeling og Sparekassen SDS lukkede.

Medarbejderen henvendte sig derfor i en nærliggende SDS afdeling og fremviste den omtalte check på 155.000 kr., trukket på en konto i en anden SDS afdeling, og afdelingen indvilgede i at udbetale kunden de ønskede 150.000 kr. og debitere indklagede for beløbet på en såkaldt trækseddel. Medarbejderen fik selv checken med tilbage til afdelingen, og skulle checken mod forventning vise sig at være dækningsløs, kunne indklagede efter gældende praksis nægte at godkende træksedlen fra Sparekassen SDS.

Medarbejderen har således ydet en ganske usædvanlig service med en til lejligheden opfundet forretningsgang inkl. kollegial forhandling med personalet i Sparekassen SDS. Det gebyr, klagerens konto er blevet debiteret for, har udgangspunkt i indklagedes minimumstakst for ekstraordinær serviceopgaver på 280 kr. i timen.

Ankenævnets bemærkninger:

Ved klagerens henvendelse i afdelingen den 5. januar 1990 var indklagede berettiget til at nægte udbetaling fra den konto, der dagen forinden var oprettet ved indsættelse af en unoteret check på 155.000 kr., idet indklagede på dette tidspunkt endnu ikke havde sikkerhed for, at checken ikke ville blive afvist af det betrukne pengeinstitut.

Uanset at indklagede således kunne nægte at udbetale noget beløb til klageren, indvilgede indklagede i at søge den omhandlede check forsynet med notering, jf. checklovens § 25, og en medarbejder hos indklagede ledsagede i denne forbindelse klageren til en nærliggende afdeling af betrukne pengeinstitut. For ydelsen af denne service anses indklagede for berettiget til at debitere klageren et gebyr af den omhandlede størrelse.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.