Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Kapitalpension.

Sagsnummer: 534/1992
Dato: 12-03-1993
Ankenævn: Peter Blok, Niels Busk, Gert Bo Gram, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen
Klageemne: Gebyr - overførsel
Ledetekst: Kapitalpension.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


I august 1992 overførte klageren fra indklagede tre kapitalpensionskonti til et andet pengeinstitut. I denne forbindelse beregnede indklagede sig et gebyr på 3 x 300 kr. Endvidere blev debiteret et gebyr på 696,88 kr., som indklagede har oplyst vedrører administrations- og handelsomkostninger ved klagerens deltagelse i indklagedes puljeordning.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale 1.596,88 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at gebyret er urimeligt stort, ligesom indklagede ikke har oplyst om, at der er beregnes gebyr i forbindelse med overførsel.

Indklagede har anført, at gebyret på ialt 900 kr. vedrører overførslen af de tre konti og dækker indklagedes arbejde i denne forbindelse. Gebyret er et standardgebyr, som er fastsat under hensyntagen til det gennemsnitlige ressourceforbrug. Oplysning om overførselsgebyr gives på forespørgsel, men vil blive indarbejdet i indklagedes gebyroversigt. Det debiterede gebyr på 696,88 kr. vedrører deltagelsen i indklagedes puljeordning.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke grundlag for at kritisere det debiterede gebyr på 696,88 kr., der efter det oplyste dækker administrations- og handelsomkostninger m.m. i forbindelse med klagerens deltagelse i en puljeordning.

Klageren måtte påregne, at indklagede eventuelt ville forlange betaling for det arbejde, der var forbundet med overførslen af de omhandlede konti til et andet pengeinstitut.

Ankenævnet finder imidlertid, at det af indklagede opkrævede gebyr på ialt 900 kr. må anses for urimeligt stort og i hvert fald ikke bør overstige 750 kr., hvorfor indklagede bør godtgøre klageren 150 kr.

Som følge heraf

Indklagede bør inden fire uger godtgøre klageren 150 kr. Klagegebyret tilbagebetales klageren.