Afgørelse

Udbetaling med fast grundrente. Udbetalingsperiodens længde. Forrentning af indekskonto.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelse imod, at udbetalingerne fra hendes indekskonto hos indklagede er ophørt tidligere end forventet.

Sagens omstændigheder.

Den 28. december 1967 indgik klageren, der er født i 1926, en aftale om oprettelse af seks indekskontrakter med et pengeinstitut, der senere er overtaget af indklagede. Udbetalingsperioden var 10 år og grundrenten 4,25 % p.a. Indekskontoen skulle forrentes med pengeinstituttets højeste indlånsrente, der var 7,25% p.a., samt en overrente p.t. 0,5% p.a. Af aftalen fremgår i øvrigt blandt andet:

"Udbetaling

3. A. Fra den 1. i måneden efter kontohaverens fyldte 67. år udbetales kontoens indestående til denne i månedlige beløb af en sådan størrelse, som kontoens indestående forrentet gennem den aftalte udbetalingsperiode med grundrenten berettiger til. Til kontohavere, som er berettiget til, og som ønsker at modtage statens indekstillæg, sker udbetalingerne dog for hver af de af aftalen omfattende indekskontrakter mindst med det beløb, der sammenlagt med det under B omtalte indekstillæg ville udgøre 1/12 af den årlige pristalsregulerede ydelse. Udbetalingerne fortsætter med de således beregnede beløb, indtil kontoens indestående er opbrugt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode herved bliver længere eller kortere end den aftalte."

Ved skrivelse af 17. august 1993 rettede indklagede henvendelse til klageren om udbetalingerne, som skulle begynde den 1. november 1993. Af skrivelsen, som er en standardskrivelse, der er udfyldt med aktuelle tal, fremgår blandt andet:

Den 20. august 1993 udfyldte og underskrev klageren en blanket om udbetalingerne. Klageren valgte udbetaling med fast grundrente ved afkrydsning i følgende rubrik:

"Banken instrueres om, indtil jeg selv skriftligt fremsætter andet ønske, i udbetalingsperioden at anvende

Jeg er bekendt med, at den variable rentesats vil medføre en kortere udbetalingsperiode, og at statens indekstillæg kun ydes, indtil kontoens indestående er brugt op."

Egenudbetalingerne blev beregnet på grundlag af en saldo på 138.934,90 kr.

Den sidste fulde udbetaling fra indekskontoen skete i december 2002. I januar 2003 fik klageren udbetalt kontoens restbeløb.

Indklagede har under sagen fremlagt en oversigt over højeste indlånsrente og rentesatsen på klagerens indekskonto i perioden 1992 - 2002. Ifølge oversigten er klagerens indekskonto til stadighed blevet forrentet med en rentesats, der overstiger indklagedes højeste indlånsrente. I perioderne 7. januar 1994 - 13. marts 1995, 22. april 1996 - 7. maj 1998 og 7. december 1998 - december 2002 er kontoen blevet forrentet med en rentesats, der inklusiv overrente var mindre end 4,25%.

Parternes påstande.

Den 19. marts 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 14.280 kr. svarende til statens indekstillæg i 10 måneder.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun ønskede en stabil udbetaling beregnet på grundlag af en fast rente over alle 10 år, hvorfor hun satte kryds ud for grundrentesatsen på 4,25% fremfor varierede udbetalinger med variabel rentesats, der "ville medføre en kortere udbetalingsperiode".

Aftalen må forstås således, at indklagede forpligtede sig til udbetaling i 10 år med et fast månedligt beløb beregnet på grundlag af 4,25% i rente i hele perioden. Hun blev således sikret en fast rente og en fast udbetalingsperiode mod at give afkald på den daværende højere forrentning.

Hun har efterfølgende fået forklaret, at egenudbetalingerne blev beregnet som om, der var tilskrevet 4,25% i rente, men at renten var variabel, selv om hun ikke havde sat kryds ved variabel rente. Såfremt dette er korrekt, er blanketten forkert udformet. Indklagede burde i givet fald efter ca. fire år have meddelt hende, at situationen var ændret, så egenudbetalingerne ikke kunne vare i 10 år, og have rådet hende til at ændre udbetalingsmåde med henblik på at fastholde den aftalte udbetalingsperiode.

Indklagede har anført, at valget mellem fast eller variabel grundrente alene vedrører udbetalingsmønstret og ikke selve forrentningen af indeståendet.

Det fremgår af aftalen, at indekskontoen forrentes med højeste indlånsrente samt en overrente, og at disse er variable.

Der har ikke været aftalt eller tilsikret klageren udbetalinger i nøjagtigt ti år.

Da den generelle renteudvikling ikke har været så gunstig som forudsat på det tidspunkt, hvor beregningen af egenudbetalingerne blev foretaget, har indeståendet på klagerens indekskonto med tillæg af påløbende renter i udbetalingsperioden ikke været stort nok til at dække det fastsatte månedlige beløb i en fuld tiårs periode. Hvis renteniveauet var steget i forhold til udgangspunktet, var udbetalingsperioden blevet tilsvarende længere.

Udbetalingsperioden kan uanset valg af grundrenteform - fast eller variabel - vise sig kortere eller længere end udgangspunktet.

Det fremgår af indeksaftalen, at udbetalingerne ophører, når kontoens indestående er opbrugt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode herved bliver længere eller kortere end den aftalte.

Klageren har gennem de årligt tilsendte oplysninger kunnet holde sig orienteret om udviklingen på kontoen og har måttet påregne, at udbetalingerne ville ophøre, når kontoens indestående var opbrugt.

Ved skrivelsen af 17. august 1993 blev klageren rådgivet om valgmuligheden mellem fast og variabel grundrente. På afkrydsningsblanketten er den uddybende information sammenfattende formuleret udfra de dagældende forudsætninger. I 1993 var renteniveauet betydeligt højere end den faste grundrentesats. Derfor ville udbetalingerne - alt andet lige - ved dette valg kunne fortsætte længere end ved udbetaling med variabel grundrente, hvorfor der ved afkrydsningsrubrikken er anført, at "den variable" rentesats vil medføre en kortere udbetalingsperiode" - underforstået end ved valg af udbetaling med den faste.

Indklagede er ikke uden særlig aftale herom forpligtet til at rette henvendelse til kunder, hvis forudsætningerne for et råd senere måtte ændre sig. Man har således ikke handlet ansvarspådragende ved ikke af egen drift at have rådgivet klageren i udbetalingsperioden.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at indeståendet på klagerens indekskonto til stadighed er blevet forrentet med indklagedes højeste indlånsrente med tillæg af overrente. Indklagede har ikke været forpligtet til at forrente indeståendet med en samlet rente, som mindst svarede til den faste grundrente på 4,25%, med henblik på at fastholde den forudsatte udbetalingsperiode på 10 år.

Udbetalingerne fra indekskontoen blev beregnet på grundlag af den i aftalen anførte grundrente på 4,25% p.a. Deraf følger, at udbetalingsperioden ville have været 10 år, såfremt rentesatsen på indekskonti i udbetalingsperioden til stadighed havde været 4,25% p.a. I det omfang renten på indekskonti har oversteget 4,25% p.a., har det medført en forlængelse af udbetalingsperioden. Omvendt medfører en forrentning på under 4,25% p.a. en forkortelse af udbetalingsperioden.

I udbetalingsperioden for klagerens indekskonto var renten i størstedelen af perioden mindre end 4,25% p.a., og det kan ikke som anført af klageren antages, at den lavere forrentning opvejes af de perioder, hvor kontoen blev forrentet med en rentesats, der var større end 4,25%.

Der er således ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har begået fejl ved beregningen af udbetalingerne, eller at indklagede skulle have tilsikret klageren en udbetalingsperiode på 10 år.

Klageren, der via kontoudtogene løbende har kunnet orientere sig om indekskontoens saldo, måtte påregne, at udbetalingerne ville ophøre, når kontoens indestående var opbrugt.

Der er i den konkrete sag ikke grundlag for at fastslå, at indklagede i udbetalingsperioden af egen drift burde have rådgivet klageren til at ændre udbetalingerne til variabel grundrente med henblik på i størst muligt omfang at fastholde den aftalte udbetalingsperiode.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.