Limiteret ordre om køb af udenlandske aktier ikke gennemført. Nota fejlagtigt fremsendt og efterfølgende annulleret.
| Sagsnummer: | 341/2002 |
| Dato: | 22-04-2003 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Ole Simonsen, Anne Dehn Jeppesen, Rut Jørgensen. |
| Klageemne: |
Værdipapirer - ikke-effektueret ordre
|
| Ledetekst: | Limiteret ordre om køb af udenlandske aktier ikke gennemført. Nota fejlagtigt fremsendt og efterfølgende annulleret. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om indklagede er forpligtet til at afregne klagerens ordre om køb af udenlandske aktier i henhold til en nota, som ifølge indklagede blev udstedt ved en fejl.
Sagens omstændigheder.
Den 7. juni 2002 afgav klageren limiteret ordre til indklagede om køb af i alt 3.720 stk. Immucor aktier, der er noteret på Nasdaqbørsen. Ordren omfattede 3.000 stk. aktier til klageren selv og 240 stk. aktier til hver af klagerens tre mindreårige børn. Ifølge klageren var limitkursen 16,08 USD for så vidt angår de 3.000 stk. og 16,15 USD for så vidt angår resten. Ifølge indklagede var limitkursen for den samlede ordre 16,08. Der er enighed om at limiteringen fra den 10. juni 2002 var 16,15 på de 3 x 240 stk. aktier og 16,08 på de 3.000 stk.
Limitkurserne var gældende indtil udgangen af juni 2002.
Ved notaer af 27. juni 2002 bekræftede indklagede, at ordrerne var blevet gennemført til de limiterede kurser på henholdsvis 16,08 og 16,15. Ifølge notaerne var handelsdatoen den 11. juni 2002 og valørdatoen den 30. juni 2003.
Indklagede har oplyst, at fremsendelsen af notaerne beroede på en fejl i indklagedes depotafdeling, idet ordrerne rent faktisk ikke var blevet gennemført. Alle kunder, der havde indlagt limitordrer på køb af aktier i Immucor, fik den 27. juni 2002 fejlagtigt tilsendt bekræftelser på køb af aktier, selv om limitkurserne rent faktisk ikke var nået.
Den 28. juni 2002 fremsendte indklagede rettelsesnotaer, der annullerede de meddelte bekræftelser fra dagen før.
Klageren har anført, at han modtog købsbekræftelserne mandag den 1. juli 2002. Han ringede straks til indklagedes Grenå afdeling for at forhøje sin kassekredit til finansiering af købet og herefter til Århus afdeling for at få en forklaring på, hvorfor aktierne ikke var lagt i depot, og hvorfor afregningsbeløbene ikke var trukket på kontoen. Århus afdelingen tog kontakt til aktieafdelingen i København og meddelte herefter, at valørdatoen var forkert - nemlig 2003 i stedet for 2002. Han forventede herefter, at valørdatoen ville blive rettet, og at handlen ville blive effektueret. Han udtrykte ærgrelse over, at indklagede lavede en sådan fejl. Til hans store overraskelse modtog han den følgende dag en annullering af købsbekræftelserne. Indklagede har anført, at klageren rettede telefonisk henvendelse den 1. juli 2002, idet han undrede sig over den anførte handelsdato. Under telefonsamtalen fik klageren oplyst, at der var tale om en fejltagelse, og at handlerne således ikke var foretaget, samt at rettelsesnotaer var på vej. Klageren gav udtryk for ærgrelse over, at aktierne ikke var købt, og ønskede at overveje, om han fortsat skulle forsøge sig med en limiteret købsordre.
Under den efterfølgende korrespondance fastholdt klageren, at indklagede var forpligtet til at gennemføre handlerne, hvilket indklagede afviste.
Af indklagedes forretningsbetingelser for handel med værdipapirer fremgår bl.a.:
"4. Handel og afregning vedrørende udenlandske værdipapirer
Banken tilbyder børshandel med udenlandske værdipapirer, hvor banken har mulighed for selv eller via et datterselskab at lægge ordren direkte ud på den pågældende børs handelssystem. For tiden tilbydes denne handelsform kun på Stockholmbörsen via datterselskabet Danske Securities.
For handel med udenlandske værdipapirer på andre markedspladser handles via bankens forretningsforbindelse, som selv vælger om handlen skal gennemføres på en børs. Banken handler i eget navn, men for kundens regning. Der handles derfor i kommission.
Banken vælger markedsplads og forretningsforbindelse samt hvilken valuta, som handlen skal afregnes i, medmindre andet aftales.
Ordren gennemføres kun i det omfang, den kan handles på den pågældende børs eller hos den pågældende forretningsforbindelse. Banken kan dog vælge at opfylde sådanne ordrer via sin egen beholdning.
En ordre kan deles eller samles og som følge heraf handles til forskellige priser.
En ordre skal være modtaget af banken, så ordren kan ekspederes i åbningstiden for det udenlandske marked. Er markedet lukket, når ordren modtages, ekspederes ordren først, når markedet åbner igen.
En ordre bortfalder, hvis den ikke bliver gennemført den dag eller nat (afhængig af det pågældende markeds åbningstid), som den er modtaget på den udenlandske markedsplads. En limiteret ordre kan dog opretholdes, indtil limiteringsperioden er udløbet.
……
B - Limiterede ordrer
……
Afregning - udenlandske værdipapirer
Limiterede ordrer med udenlandske værdipapirer afregnes kun, hvis banken hos sin udenlandske forretningsforbindelse kan handle til limiteringskursen - tid, mængde og handelsvilkår taget i betragtning. Delafregning af den limiterede ordre kan forekomme."
Parternes påstande.
Den 26. august 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at gennemføre aktiehandlerne til de limiterede kurser.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han på grundlag af købsnotaerne berettiget forventede, at aktierne var købt til de limiterede kurser. Han blev efterfølgende gjort opmærksom på, at valørdatoen var forkert, idet et 2-tal var blevet til et 3-tal. Dette kan imidlertid ikke medføre, at indklagede ikke er bundet af handelsbekræftelserne. Man bør kunne regne med de papirer, som indklagede fremsender.
Indklagede kunne rent faktisk have gennemført handlerne til de limiterede kurser. Aktierne blev i dagene 6. og 7. juni 2002 handlet til officielle kurser, som lå meget tæt på limiteringerne. Ordren, som også efter amerikanske forhold var ret stor, blev afgivet mere end en time, før formarkedet åbnede, og kunne meget vel have været gennemført til de limiterede kurser i formarkedet hos indklagedes US-broker eller via indklagedes egne depoter. Han har tidligere handlet i formarkedet gennem indklagede.
Indklagede har ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at ordren ikke havde kunnet gennemføres. Han har anmodet om mulighed for at gennemgå indklagedes handelsjournaler, hvilket er blevet afvist.
Det er efter det foreliggende sandsynligt, at handlen er rigtig.
Det er urimeligt, såfremt indklagede under henvisning til en forkert valørdato får mulighed for at stryge hans gevinst.
På grund af handelsbekræftelserne, som han forventede ville blive gennemført, ville han ikke risikere yderligere handler efter den 1. juli 2002.
Indklagede har anført, at handlerne ikke blev gennemført, idet limitkurserne lå på et lavere niveau end den lavest handlede købskurs i limiteringsperioden. Tæt på er ikke nok til at få en ordre gennemført. Det skal være muligt for indklagede at omsætte aktien, før ordren kan udføres. Der handles kun via børsen og ikke på andre måder. Efter udtrykkelig instruktion fra en kunde kan der gennemføres handler i det såkaldte formarked uden officiel prisstillelse, inden børsen åbner. Der er udført sådanne ordrer fra klageren i maj 2002 efter skriftlig instruks herom. I nærværende sag har man ikke modtaget en skriftlig instruktion om at gennemføre købene i formarkedet.
De fejlagtige handelsbekræftelser medfører ikke, at der er indgået handler. Klageren anede straks uråd, hvilket bestyrkes af hans telefoniske henvendelse. Klageren blev gjort bekendt med fejlen og med, at der ikke var foretaget aktiekøb. Dette skete såvel telefonisk som skriftligt. Klageren kan ikke støtte ret på de fejlagtige bekræftelser.
Uanset de fejludskrevne notaer havde klageren mulighed for at købe aktierne efter 1. juli 2002, men han valgte ikke at benytte sig af denne mulighed.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det fremgår af indklagedes forretningsbetingelser for handel med værdipapirer, at limiterede ordrer med udenlandske værdipapirer kun afregnes, hvis indklagede hos sin udenlandske forretningsforbindelse kan handle til limiteringskursen - tid, mængde og handelsvilkår taget i betragtning.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede kunne have gennemført de limiterede ordrer i perioden 7.-30. juni 2002, og Ankenævnet finder, at klageren den 1. juli 2002, hvor han modtog de fejlagtige købsbekræftelser, ikke kunne have haft en berettiget forventning herom. Som følge heraf, og idet det må lægges til grund, at indklagede samme dag meddelte klageren, at handlerne ikke var gennemført, finder Ankenævnet, at det ikke kan pålægges indklagede at afregne handler til de limiterede kurser.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.