Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning om valg af renteprocent.

Sagsnummer: 9804078/1999
Dato: 20-01-1999
Ankenævn: Hugo Wendler Pedersen, Daniel Noe Harboe, Leif Nielsen, Keld Christiansen, Kim Steen Nielsen
Klageemne: Rådgivning - valg af lånetype/renteprocent
Ledetekst: Rådgivning om valg af renteprocent.
Indklagede: Nordea Kredit Realkreditaktieselskab
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Realkreditinstitutter

Klagerne indgik i maj 1994 aftale om køb af en ejerbolig. Ifølge købsaftalen skulle der optages et 30-årigt kontantlån, baseret på 6 pct. obligationer, hos det indklagede realkreditinstitut. Ejerskiftelånet skulle optages i klagernes navne og hjemtages af klagernes pengeinstitut. Det fremgik endvidere af købsaftalen, at klagerne var gjort opmærksomme på, at kontantlån har særlige indfrielsesvilkår, og at kurstab er inkluderet i kontantlånsrenten. Købsaftalen indeholdt derudover en angivelse af navnet på klagernes advokat. Instituttet afgav i maj 1994 lånetilbud vedrørende det i købsaftalen forudsatte ejerskiftelån. Beregningerne i lånetilbudet var baseret på salg af 6 pct. obligationer til kurs 81,80. Lånetilbudet indeholdet derudover en række oplysninger om kontantlånskonstruktionen, herunder indfrielsesvilkårene. Lånet blev udbetalt i august 1994 ved salg af 6 pct. obligationer til kurs 72,55. Af instituttets årsopgørelse for 1997, som blev fremsendt til klagerne i januar 1998, fremgår det, at beregningen af lånets skattemæssige kursværdi skete ved en skattekurs på 99,25. Klagerne rettede i februar 1998 henvendelse til instituttet med et erstatningskrav, idet de fandt, at instituttet ikke havde gjort dem tilstrækkeligt opmærksomme på risikoen ved optagelse af kontantlån. Instituttet afviste i marts klagernes erstatningskrav.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde dem erstatning for det tab, de havde lidt som følge af det af instituttet ydede kontantlån. Instituttet påstod frifindelse.

Der var efter Nævnets opfattelse ikke grundlag for at fastslå, at de oplysninger, som var givet i instituttets lånetilbud, ud fra en generel vurdering af forholdene i 1994 havde været urigtige eller mangelfulde. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at et kontantlån i 1994 baseret på 6 pct. obligationer var sædvanlig i perioden, og at det - afhængig af låntagerens forventninger og fremtidsplaner - var en rimelig og forsvarlig foranstaltning at optage et sådant lån. Nævnet frifandt derfor instituttet.