Afgørelse

Krav om erstatning som følge af mangelfuld rådgivning. Indsigelse om bankens optagelse af lån, som klagerne ikke havde bedt om.

Indledning

Sagen vedrører klagernes krav om erstatning som følge af mangelfuld rådgivning samt indsigelse om, at banken optog lån, som de ikke havde bedt om.

Sagens omstændigheder

Klagerne, M og H, var kunder i Nordea Bank.

Klagerne har oplyst, at H i 2004, hvor hun fyldte 60 år, fik hun udbetalt ca. 500.000 kr. fra sine pensioner, selv om hun på daværende tidspunkt fortsatte med at arbejde. H kontaktede banken, idet hun ønskede at investere pengene i værdipapirer.

Klagerne har fremlagt side 1 af et mødereferat fra banken dateret 8. september 2004. Heraf fremgår, at der tidligere i 2004 var blevet afholdt et møde mellem klagerne og banken, hvor muligheden for at ”spise” af formuen, når H gik på efterløn og efterfølgende folkepension, blev drøftet.

Endvidere fremgik det af mødereferatet, at hovedparten af klagernes formue bestod af friværdi i deres ejendom på 3-4 mio. kr. Det blev drøftet, at en måde at ”komme til” friværdien på var, at hjemtage et realkreditlån for derefter at forbruge låneprovenuet eller placere/investere det til senere forbrug.

Klagerne har oplyst, at de alene ønskede at investere H’s 500.000 kr. og ikke ønskede et lån med pant i deres ejendom.

Banken har fremlagt en formueplan for klagerne fra oktober 2004, der indeholdt en investeringsprofil, hvoraf fremgår, at klagernes frie midler udgjorde 337.152 kr., hvoraf 300.000 kr. var H’s indestående i banken. Klagernes risikovillighed var angivet som middel risiko, og klagerne valgte en investeringshorisont på 3 år.

I november 2004 optog klagerne et fastforrentet obligationslån på 800.000 kr. i Nordea Kredit.

Banken har oplyst, at låneprovenuet efter klagernes ønske blev hjemtaget for at sikre dem en likviditetsreserve, som de kunne bruge af hen ad vejen, når der måtte opstå et behov. På daværende tidspunkt var det ikke muligt at oprette et såkaldt nedsparingslån, som er en slags boligkassekredit, hvor man kun betaler rente af det aktuelle træk.

Banken har oplyst, at låneprovenuet i overensstemmelse med klagernes ønsker og investeringsprofil blev investeret i investeringsbeviser i investeringsforeningen Nordea Invest Direct, der var en afdeling, der fortrinsvis investerede i danske børsnoterede obligationer.

Banken har endvidere oplyst, at klagerne i 2006 skiftede bankrådgiver. De var i den forbindelse til et velkomstmøde i banken, hvor rådgiveren fik indtryk af, at klagerne havde behov for en nærmere gennemgang af depotet.

Der blev efterfølgende afholdt et møde med klagerne, hvor den daværende filialchef også deltog.

Banken har oplyst, at filialchefen husker klagerne og kundeforholdet rigtig godt. Han gennemgik værdipapirdepotet og realkreditlånet med klagerne. På daværende tidspunkt havde klagerne haft et mindre tab på investeringsbeviserne, når man så bort fra udbetalt udbytte. Det blev drøftet, om klagerne skulle sælge værdipapirerne og indfri lånet. Klagerne ønskede imidlertid at beholde både værdipapirdepot og realkreditlån.

Klagerne har heroverfor anført, at de blev ved med at bede filialchefen om, at det hele blev annulleret.

Banken har anført, at den på mødet foreslog klagerne at sælge beholdningen af investeringsbeviser i Nordea Invest Direct på 8.818 styk til en kursværdi på 852.302 kr. og i stedet sprede investeringen på tre andre afdelinger af Nordea Invest med hovedvægten på afdelingen Nordea Invest Korte Obligationer. Da investeringsforslaget skyldtes, at banken havde ændret sin vurdering af Nordea Invest Direct, tilbød banken klagerne 5.000 kr. pr. kulance til dækning af kurtage ved omlægning.

Banken har fremlagt en handelsoversigt vedrørende klagernes depot -480, hvoraf fremgår, at klagerne i april 2006 omlagde deres investeringsbeviser.

I foråret 2006 optog klagerne en Nordea Prioritet med en tilhørende grundkonto -078 på 1 mio. kr.

Banken har oplyst, at klagerne ikke ønskede at sælge deres værdipapirer. Da de havde et likviditetsbehov, blandt andet fordi de ønskede at købe en ny bil, besluttede de sig for at optage en Nordea Prioritet.

Klagerne har anført, at de på intet tidspunkt ønskede et lån, hvilket de gjorde banken opmærksom på.

Banken har oplyst, at klagernes værdipapirdepot -480 løbende og regelmæssigt blev gennemgået sammen med klagerene for at sikre, at porteføljesammensætningen til enhver tid stemte overens med deres risikoprofil.

Banken har fremlagt en formueplan for klagerne fra november 2008, der indeholdt en investeringsprofil, hvoraf fremgår, at klagerne havde frie midler i form af kontante indeståender og værdipapirer for i alt 1.414.362 kr., heraf 629.805 kr. indestående på grundkonto -078. Klagernes risikovillighed var ændret til lav risiko, og investeringshorisonten var 3 - 6 år.

Banken har endvidere fremlagt en investeringsplan for klagerne fra juli 2011, der indeholdt en investeringsprofil, hvoraf fremgår, at klagerne havde frie midler i form af kontante indeståender og værdipapirer for i alt 1.203.605 kr., heraf 336.097 indestående på grundkonto -078. Klagernes risikovillighed var lav risiko, og investeringshorisonten var ændret til mere end 6 år. Klagernes værdipapirdepot blev samtidig omlagt til et porteføljeplejeprodukt ”Premium portefølje”, hvor banken investerede klagernes formue i overensstemmelse med deres risikoprofil. I forbindelse med omlægningen blev klagernes depotnummer ændret fra -480 til -486.

I marts 2015 blev Nordea Kredit lånet på 800.000 kr. og Nordea Prioriteten på 1 mio. kr. omlagt til et 30-årigt fastforrentet afdragsfrit obligationslån på 1.895.000 kr. i Nordea Kredit.

Banken har oplyst, at det blev aftalt, at klagernes løbende likviditetsbehov skulle dækkes ved, at de skulle sælge ud af værdipapirbeholdningen.

Banken har fremlagt kontoudskrifter for klagernes grundkonto -078 for perioden fra juli 2006 til slutningen af december 2015. Heraf fremgår, at der den 4. juli 2006 var et indestående beløb på kontoen på 948.833,99 kr. Udover at der fra kontoen blev trukket den løbende betaling af renter på klagernes realkreditlån og Nordea Prioritet, hævede klagerne løbende beløb fra kontoen. I slutningen af december 2015 udgjorde saldoen på kontoen ca. 12.000 kr.

Af en af banken fremlagt oversigt over klagernes værdipapirdepot -486 fremgår, at depotets værdi pr. den 13. maj 2016 udgjorde 730.065 kr.

Banken har endvidere fremlagt en afkastopgørelse, som viser, at klagerne har opnået en samlet afkast på ca. 275.000 kr. inkl. udbetalte udbytter fra anskaffelsen af værdipapirerne i 2004 frem til 26. februar 2016.

Parternes påstande

Den 21. april 2016 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal betale erstatning og annullere deres lån.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at de i 2004 henvendte sig til banken for at investere de 500.000 kr., som H havde fået udbetalt fra sine pensionsordninger.

De har flere gange gjort banken opmærksom på, at de ikke ønskede at optage lån i deres ejendom.

Banken må have optaget lån i deres ejendom uden deres vidende, idet de ikke mener at have skrevet under nogen steder.

Efterfølgende bad de flere gange banken annullere lånene, men det gjorde den ikke.

Det var dårlig rådgivning at rådgive dem til at investere for lån med pant i fast ejendom.

De har på baggrund af bankens handlemåde og rådgivning tabt millioner og har nu intet tilbage.

Banken vil ikke høre på dem og siger, at de selv må have brugt pengene og råder dem til at sælge huset.

I starten af januar 2016 blev H udsat for en uforskammet behandling i banken, da hun skulle hæve penge til livsvigtig medicin. H fik flere gange at vide, at klagerne ikke havde nogen penge så højt, at alle kunne høre det.

Nordea Bank har anført, at klagerne ikke har fået mangelfuld rådgivning.

Klagerne har på fuldt oplyst grundlag selv truffet beslutning om hjemtagelse af lånene i 2004 og 2006 og de efterfølgende værdipapirinvesteringer.

Banken har på intet tidspunkt opfordret klagerne til at hjemtage et realkreditlån udelukkende med henblik på at investere låneprovenuet i værdipapirer. Ønsket om at investere ”likviditetsreserven” i værdipapirer opstod først, da man drøftede mulighederne for at få forrentet pengene, indtil de skulle bruges.

Klagerne ønskede selv at beholde både realkreditlån og investeringer, da banken gennemgik depotet i 2006.

Klagerne besluttede desuden selv at optage et Nordea Prioritetslån i 2006 på 1 mio. kr. til diverse anskaffelser i stedet for at sælge ud af værdipapirbeholdningen.

Klagerne har i perioden fra 2006 til 2015 anvendt låneprovenuet på 1 mio. kr. til diverse anskaffelser, men også til at dække leveomkostninger og faste omkostninger.

Klagerne har ikke givet udtryk for, at de var utilfredse med bankens rådgivning.

Banken har løbende og regelmæssigt gennemgået værdipapirdepotet sammen med klagerne for at sikre, at porteføljesammensætningen til enhver tid stemte overens med klagernes investeringsprofil.

Klagerne har på nuværende tidspunkt haft en gevinst på deres investeringer i værdipapirer fra 2004 til februar 2016 på ca. 275.000 kr. Klagerne har derfor ikke lidt et tab. Klagernes påstand om, at de har tabt millioner, er urigtig og udokumenteret.

Et eventuelt krav som følge af påstået mangelfuld rådgivning er i øvrigt forældet, da der er forløbet mere end tre år fra rådgivningstidspunktet. Selv om det måtte antages, at klagerne var ubekendt med kravet, og forældelsesfristen derfor som udgangspunkt først skal regnes fra den dag, da de fik eller burde have fået kendskab til, at rådgivningen var mangelfuld, er kravet også forældet efter den absolutte forældelsesfrist, som er på 10 år fra rådgivningstidspunktet.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder det godtgjort, at klagerne i november 2004 optog et realkreditlån på 800.000 kr. og investerede låneprovenuet i investeringsbeviser i Nordea Invest, og at klagerne i foråret 2006 optog en Nordea Prioritet med en tilhørende grundkonto -078 på 1 mio. kr. Der henvises herved til, at klagerne har underskrevet pantebreve og Aftale om Nordea Prioritet fra 2006. Der henvises endvidere til, at det af de kontoudskrifter for grundkonto -078 for perioden fra juli 2006 til slutningen af december 2015, som banken har fremlagt, fremgår, at klagerne løbende har hævet beløb fra kontoen.

Ankenævnet finder, at et eventuelt rådgivningsansvar i forbindelse med optagelsen af lånene i 2004 og 2006 på nuværende tidspunkt må anses for forældet.

Klagerne får derfor ikke medhold i klagen.

Det af klagerne anførte om H’s oplevelse i banken i januar 2016 vedrører ikke et konkret økonomisk mellemværende, der kan behandles af Ankenævnet.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.