Tvangsakkord.
| Sagsnummer: | 182/1988 |
| Dato: | 10-07-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Per Overbeck, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Gebyr - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Tvangsakkord. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 16. marts 1987 anmeldte klageren, som drev et personligt firma, betalingsstandsning til skifteretten i Randers, og der førtes i fortsættelse heraf forhandling om tvangsakkord for ham, Under sagens behandling anmeldte indklagede den 25. maj 1987 et krav på ialt ca. 343.000 kr., hidrørende fra kassekredit ca. 286.000 kr., lånekonto ca. 33.000 kr. og vekseldiskonteringskonto ca. 24.000 kr. Til sikkerhed for kassekreditten havde klagerens hustru, som også hæftede personligt herfor, håndpantsat nominelt 25.000 kr. 8% Privatbankobligationer 82/89, nominelt 2.800 kr. aktier i Privatbanken 210.000 kr. og et ejerpantebrev på 210.000 kr. i parrets fælles bolig. Klageren havde tillige for hele engagementet håndpantsat nominelt 113.000 kr. 10% Dansk Statsobligation s 1993, et løsøreejerpantebrev på 110.000 kr. og en fordring på ca. 29.000 kr. ifølge 3 stk. veksler.
Med afregning den 3. juli 1987 solgte indklagede de til sikkerhed for engagementet deponerede værdipapirer, og provenuet blev krediteret kassekreditten.
Ifølge akkordopgørelsen udfærdiget pr. betalingsstandsningsdagen var klagerens hustru indstillet på at afvikle gælden alene og undlade at anmelde regreskrav i boet under forudsætning af tvangsakkordens gennemførelse. Den 7. december 1987 blev tvangsakkorden for klageren stadfæstet med en dividende på 25%. I skrivelse af 13. januar 1988 meddelte indklagede klageren og dennes hustru, at man havde debiteret deres fælles konto et gebyr på 7.087,50 kr. for behandling af sagen i forbindelse med betalingsstandsning, adskillige rykkere til advokat, møde med advokat og revisor, bearbejdning af oplæg fra møde, diverse sagsbehandling, herunder udfærdigelse af diverse korrespondance og diverse telefonsamtaler. På forespørgsel fra klagerens advokat meddelte indklagede, at gebyret var beregnet på grundlag af et tidsforbrug på 20 timer og 15 minutter à 350 kr.
I skrivelse af 19. februar 1988 meddelte indklagede, at gebyret var debiteret med hjemmel i indklagedes almindelige forretningsbetingelser.
Efter yderligere brevveksling med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at kreditere det uretmæssigt debiterede gebyr.
Indklagede har nedlagt påstand principalt om afvisning, subsidiært om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede som sikkerhed for sit engagement med ham og hans hustru havde uomstødelige panterettigheder, der fuldt dækkede engagementet, idet engagementet udgjorde 345.000 kr. og panterettighedernes nominelle værdi 550.000 kr. Indklagede har endvidere først nu 11 måneder efter at have opkrævet gebyret for arbejdet i forbindelse med betalingsstandsningen anført, at gebyret hidrører fra merarbejde i forbindelse med hustruens indtræden som debitor og kreditvurdering af hende. Denne var imidlertid unødvendig, da hustruen allerede var debitor på en del af engagementet, og da engagementet var sikret ved pant.
Den lange sagsbehandlingstid, som indklagede anfører som grund for tidsforbruget, skyldes, at han i forbindelse med omlægning af engagementet ønskede advokatbistand. Indklagede afviste dog at sende dokumenterne til hans advokat eller lade ham bringe dokumenterne til advokaten til gennemsyn med den begrundelse, at man ikke sendte papirer ud af huset. På baggrund heraf trak underskrivelsen af dokumenterne noget ud.
Klagen vedrører endelig forhold, der kan sidestilles med et privatkundeforhold, da de gældende retsregler er ens for begge forhold, og der er ikke grund til bevisførelse, da det af indklagedes regning af 13. januar 1988 klart fremgår, hvad gebyret omfatter. Endvidere har hans hustru, der ubestridt har optrådt i engagementet som privatperson, tiltrådt klagen.
Indklagede har til støtte for den nedlagte afvisningspåstand dels anført, at engagementet er et erhvervsforhold, dels at der er stor uenighed mellem parterne om sagens faktiske omstændighder.
Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand har indklagede anført, at klageren under tvangsakkorden ønskede, at hans hustru skulle indtræde som debitor for hele engagementet, hvorefter indklagede skulle holdes uden for tvangsakkorden og give afkald på dividende. I forbindelse med, at husturen indtrådte som reel debitor på kassekreditten og meddebitor på det øvrige lån, udførte afdelingen en del merarbejde. Pantesikkerhedens nominelle værdi var vel større end mellemværendet, men realisationsværdien var forventeligt mindre, og da klageren ikke ønskede ejendommen og bilen realiseret, krævedes der stilingtagen til, om man ville give afkald på at deltage i akkorden og basere den fremtidige afvikling af gælden på hustruens betalingsevne.
Da det endvidere var vanskeligt at få klagerens advokat til at fremkomme med de nødvendige oplysninger for at kunne tage stilling til sagen, blev afdelingens tidsforbrug større end sædvanligt.
Til dokumentation af tidsforbruget er indklagede fremkommet med en fuldstændig beskrivelse af sagsforløbet og de enkelte henvendelser mellem klager og afdelingen.
Ankenævnets bemærkninger:
Det forhold, at klageren er erhvervsdrivende, findes - også under hensyntagen til, at klagen tillige vedrører klagerens ægtefælle, der har tiltrådt klagen - ikke at hindre, at Ankenævnet behandler klagen.
Da indklagede ikke forud for eller i forbindelse med sin behandling af det af klageren fremsatte akkordforslag har tilkendegivet at ville forlange betaling for behandling heraf, findes indklagede ikke at kunne gøre krav på gebyr herfor.
Ankenævnet finder imidlertid, at klageren og hans hustru ikke med rimelighed gennem hele forløbet har kunnet gå ud fra, at indklagedes betydelige arbejde i forbindelse med overvejelserne om hans hustrus overtagelse af det fulde engagement ikke skulle vederlægges.
3 medlemmer - Frank Poulsen, Niels Bolt Jørgensen og Per Overbeck - finder skønsmæssigt at kunne fastsætte den del af det samlede gebyr, som indklagede som følge af det anførte har været uberettiget til at opkræve, til 3.000 kr., som indklagede derfor bør tilbagebetale klageren.
2 medlemmer - Peter Møgelvang-Hansen og Lars Pedersen - finder navnlig under hensyn til, at klagerens ægtefælle i forvejen hæftede for klagerens kassekredit, der udgjorde den overvejende del af klagerens engagement og formentlig den mest komplicerede, at indklagedes arbejde med denne del af sagen, der herefter alene har vedrørt hustruens overtagelse af et billån, alene kan betinge et gebyr på 1.000 kr., således at indklagede bør tilbagebetale det overskydende gebyr med 6.087,50 kr.
Der afsiges for så vidt kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Inden 4 uger betaler indklagede til klageren 3.000 kr. Klagegebyret tilbagebetales klageren.