Spørgsmål om indfrielse af kaution i forbindelse med overførsel af sikrede lån til andet pengeinstitut.
| Sagsnummer: | 419/1995 |
| Dato: | 11-06-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Ole Just, Allan Pedersen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Kaution - indfrielse
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om indfrielse af kaution i forbindelse med overførsel af sikrede lån til andet pengeinstitut. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Denne sag angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren hæfter som selvskyldnerkautionist for et lån på oprindelig 70.000 kr., som i 1991 overførtes til indklagede fra Sparekassen Faaborg.
Ved gældsbrev af 31. december 1986 ydede Faaborg Sparekasse klagerens daværende svigerdatter et boliglån på 70.000 kr., for hvilket klageren kautionerede som selvskyldnerkautionist. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 815 kr. Løbetiden var anført til 15 år.
Gennem indklagedes Faaborg afdeling anmodede debitor i november 1991 om overførsel af sit engagement til indklagede.
Ved skrivelse af 27. november 1991 overførte sparekassen debitors engagement til indklagede. Det fremgik, at kautionslånets restgæld var 64.834,69 kr., og at der med tillæg af renter til indfrielsestidspunktet var anvendt 66.284,41 kr. til lånets indfrielse. Overførslen af engagementet skete samme dag ved, at sparekassen trak den samlede saldo ved mellemregning.
I skrivelse af 5. december 1991 til klageren anførte indklagede:
"Deres kautionsforpligtelse over for ovennævnte er d.d. overført fra Sparekassen Faaborg til os på samme betingelser som hidtil.
Maksimum på lånet er kr. 66.284,41, med en månedlig afvikling på kr. 815,00 første gang den 1.1.1992.
Er De indforstået med ovennævnte, bedes De venligst underskrive på ligelydende kopi, og returnere den til os i vedlagte svarkuvert.
Samtidig medsendes lånevilkår i 2 eksemplarer, hvoraf De bedes underskrive den ene og medsende den til os."
Klageren underskrev kopi af skrivelsen den 9. december 1991.
Den 6. december 1991 underskrev debitor gældsbrev med indklagede om et boliglån på 66.284,41 kr. Lånets løbetid var angivet til 14 år og 10 måneder med en ydelse på 815 kr. månedligt.
Ved skrivelse af 24. november 1992 anmodede indklagede klageren om at henvende sig i indklagedes Lyngby afdeling med henblik på at underskrive kautionsdokument vedrørende lånet. Indklagede har oplyst, at baggrunden herfor var en løbende ajourføring af indklagedes dokumenter. Klageren underskrev den 30. november 1992 kautionserklæring, hvori lånets restgæld var oplyst til 64.265,30 kr.
I september 1994 misligholdt debitor kautionslånet, hvis restgæld da var ca. 60.000 kr. Ved indklagedes skrivelse af 29. september 1994 modtog klageren kopi af indklagedes rykkerskrivelse til debitor.
Klageren meddelte efterfølgende gennem sin advokat indklagede, at hun ikke mente at hæfte som kautionist over for indklagede, idet hun anså kautionsforpligtelsen for ophørt i november 1991.
Indklagede udtog den 15. marts 1995 stævning mod klageren med påstand om betaling af 63.049,99 kr. med tillæg af renter fra 1. januar 1995. Retssagen er i medfør af retsplejelovens § 361 udsat på forelægges for Ankenævnet.
Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke hæfter som kautionist over for indklagede, subsidiært at hun kun hæfter for et mindre beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.
Klageren har anført, at svigerdatteren uden hendes vidende henvendte sig til indklagede og fik en aftale med indklagede om indfrielse af kautionslånet i sparekassen. Inden lånetilsagnet blev givet, var indklagede ikke vidende om eller lagde vægt på hendes kaution. Indklagede fremsatte da heller ikke inden lånets indfrielse krav om at få det oprindelige gældsbrev og eventuelle sikkerheder tiltransporteret. Det oprindelige kautionslån blev således indfriet den 27. november 1991, og klagerens kautionsforpligtelse ophørte på dette tidspunkt. Ultimo 1991 var hun ikke længere interesseret i at kautionere for svigerdatteren bl.a. som følge af kendskabet til svigerdatterens økonomiske situation. Hun fandt endvidere, at svigerdatteren brugte for mange penge, og dette var da også en medvirkende årsag til pengeinstitutskiftet. Efter indfrielsen af lånet i sparekassen blev indklagede opmærksom på, at det havde været sikret ved kaution. Indklagede anførte i skrivelsen af 5. december 1991, at kautionen automatisk var overført på samme betingelser som hidtil. Hun måtte forstå henvendelse på den måde, at hun ikke havde et valg. Hendes underskrift var derfor ikke en ny kautionsforpligtelse eller ratihabition af den ophørte kaution, men blot en bekræftelse på, at hun var indforstået med, hvorledes lånet skulle afvikles. Indklagede burde have oplyst, at det oprindelige lån var blevet indfriet, hvorfor kautionen var ophørt. Man kunne så have anmodet hende om at påtage sig en ny kautionsforpligtelse. Når Ankenævnet frem til, at kautionen fortsat må anses for gældende, accepteres det, at et pengeinstitut kan narre en kunde til at påtage sig en kautionsforpligtelse.
Indklagede har anført, at kautionslånet blev overført til indklagede på samme vilkår og betingelser, som hidtil havde været gældende, herunder med samme sikkerheder i form af klagerens kaution. Kautionsforpligtelsen er således overført til indklagede på uændrede betingelser. Indklagede fik oplyst, at klageren var indforstået med, at kautionsforpligtelsen blev overført til indklagede, og klageren bekræftede dette ved sin underskrift på indklagedes skrivelse af 5. december 1991 og igen ved underskriften den 30. november 1992. Ved påtegning af skrivelsen af 5. december 1991 erklærede klageren sig indforstået med, at kautionsforpligtelsen var gældende, hvilket blev bestyrket af, at klageren også underskrev kautionserklæringen i november 1992. Klageren har således hverken før eller efter overførslen af engagementet til indklagede haft nogen berettiget forventning om at blive frigjort for sin kautionsforpligtelse. Det bestrides, at indklagede først i forbindelse med overførslen af engagementet blev opmærksom på klagerens kautionserklæring. Debitor havde allerede i forbindelse med anmodning om overførsel af engagementet oplyst om klagerens kautionsforpligtelse.
Ankenævnets bemærkninger:
Ved sagens afgørelse lægger Ankenævnet til grund, at klageren ikke forud for modtagelsen af indklagedes skrivelse af 5. december 1991 var bekendt med, at låntageren agtede at skifte/havde skiftet pengeinstitut, og at klageren først på et væsentligt senere tidspunkt blev klar over, at overførslen af låntagerens samlede engagement var blevet gennemført ca. en uge før, indklagede satte sig i forbindelse med hende.
Spørgsmålet om sikkerheder for det overførte engagement er ikke omtalt i sparekassens skrivelse af 27. november 1991 til indklagede, og der er ikke i det øvrige foreliggende materiale spor af, at indklagede var bekendt med eventuelle sikkerheder for engagementet. Ankenævnet må på denne baggrund og uanset det af indklagede under skriftvekslingen for Ankenævnet anførte lægge til grund, at indklagede ikke forud for modtagelsen af engagementets dokumenter fra sparekassen var klar over, at klageren havde kautioneret for det omhandlede lån.
Ankenævnet finder, at klageren i hvert fald under disse omstændigheder blev frigjort for sin kautionsforpligtelse ved indklagedes indfrielse af det kautionssikrede lån i sparekassen.
Ankenævnet finder ikke, at klageren ved sin påtegning på indklagedes skrivelse af 5. december 1991 påtog sig at kautionere over for indklagede for det lån, som indklagede allerede da gennem indfrielsen af sparkasselånet havde ydet klagerens svigerdatter. I skrivelsen var anført, at klagerens kautionsforpligtelse var overført til indklagede på samme betingelser som hidtil. Klageren måtte forstå dette således, at hun var uden indflydelse herpå, hvorfor hendes underskrift alene var af formel art. Klagerens underskrift den 30. november 1992 kan af samme årsag ikke opfattes således, at klageren ønskede at påtage sig en kautionsforpligtelse. Som følge af det anførte finder Ankenævnet herefter ikke, at indklagede kan gøre kautionsforpligtelsen gældende over for klageren, hvorfor