Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Erhvervsmæssigt forhold.

Sagsnummer: 225/1989
Dato: 23-08-1989
Ankenævn: Peter Blok, Mogens Hvelplund, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen
Klageemne: Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Ledetekst: Erhvervsmæssigt forhold.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 10. marts 1989 udskrev en erhvervskunde hos indklagede på sin hos indklagede førte kassekreditkonto en check på 56.089,30 kr. til klageren, som fører konto i Bikuben.

Checken blev den 15. marts 1989 af Bikuben returneret til klageren med følgende påtegning: "Afvist ifølge aftale med betrukne pengeinstitut. Forevist til betaling den 13-3-89. Betaling nægtet. Dækning mangler. ......".

Under en herefter mellem klageren og indklagede stedfunden brev veksling oplystes det, at checkudstederen den 16. marts 1989 indgav anmeldelse om betalingsstandsning til skifteretten, og at returneringen af checken skete i forbindelse med, at indklagede modtog underretning om betalingsstandsningen.

Af kontoudskrifter for den omhandlede driftskredit fremgår, at dennes maksimum den 13. marts 1989 udgjorde 3 mio. kr., og at saldoen umiddelbart forud for den 13. marts 1989 udgjorde ca. 3.045.000 kr., mens saldoen efter de den 13. marts 1989 foretagne posteringer, heri medregnet debiteringen af den under denne sag omhandlede check, udgjorde ca. 2.783.000 kr.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale klageren et beløb på 56.089,30 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 10. marts 1989 til betaling sker.

Indklagede har nedlagt påstand om afvisning og har forbeholdt sig, såfremt sagen fremmes til realitetsbehandling, at afgive en udtalelse om sagens realitet.

Klageren har til støtte for, at sagen fremmes til realitetsbehandling, gjort gældende, at klageren vel er erhvervsdrivende, men at klagen i det forhold, den angår, ganske må sidestilles med en klage vedrørende et privat kundeforhold. De retsregler, der finder anvendelse i sagen, ville således være ganske de samme, uanset om checken var blevet præsenteret til betaling af en privat kunde.

Indklagede har til støtte for den nedlagte afvisningspåstand gjort gældende, at klageren ikke er kunde hos indklagede, og at såvel klageren som checkudstederen er erhvervsdrivende, og sagen vedrører de pågældendes erhvervsudøvelse.

Ankenævnets bemærkninger:

Den omhandlede check er udstedt som led i et forretningsmæssigt mellemværende mellem udstederen og klageren, og returneringen af checken er efter det oplyste sket i forbindelse med udstederens betalingsstandsning. Klagen findes herefter ikke at kunne sidestilles med en klage vedrørende et privat kundeforhold, hvorfor Ankenævnet afviser klagen i medfør af vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.