Valutaterminsforretninger.
| Sagsnummer: | 78/1994 |
| Dato: | 24-10-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Terminsforretninger - indgåelse
|
| Ledetekst: | Valutaterminsforretninger. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I 1987 indgik klageren aftale med indklagede om afvikling af en gæld på ca. 100.000 kr. opstået i forbindelse med et erhvervsmæssigt engagement. Gælden skulle afvikles med ca. 6.000 kr. kvartalsvis.
I 1989 kontaktede indklagede klageren med forslag om, at denne deltog i valutaterminsforretninger med henblik på afvikling af gælden. Den 30. maj 1989 underskrev klageren "Ramme for valutaterminsforretninger" på 5 mill. kr. I samme forbindelse oprettedes en kassekredit på 250.000 kr. Kreditten anvendtes til køb af obligationer, som skulle ligge til sikkerhed for valutaterminsforretningerne, ligesom disse afvikledes over kreditten.
Der er fremlagt et af indklagede udarbejdet notat om valutaterminsforretninger. I notatet redegøres for fremgangsmåden, og der gives en række eksempler på, hvorledes der kan opnås fortjenester. Tabsrisikoen er ikke fremhævet.
Frem til november 1991 blev herefter afviklet en række valutaterminsforretninger. Ved indgåelse af de enkelte forretninger tilsendte indklagede klageren meddelelse herom, og klageren underskrev herefter kopi af meddelelsen. Frem til december 1989 gav terminsforretningerne overskud, men herefter fremkom der underskud på kontrakterne, som derfor forlængedes 1 måned ad gangen.
Den 21. august 1990, på hvilket tidspunkt terminsforretningerne viste et ikke realiseret tab på ca. 300.000 kr., afholdtes et møde med klageren om engagementet. Klageren havde typisk tre terminsforretninger løbende, og på mødet aftaltes, at den ene af rammerne ændredes til DEM/ECU.
Den 31. oktober 1991 var der tre løbende terminsforretninger. Af en opgørelse pr. denne dato tilsendt klageren fremgår, at nettopositionen samlet var 201.214,12 kr. (negativ). Af de tre forretninger udløb de to henholdsvis den 4. og 27. december s.å., medens den tredie DEM/FIM (500.000 DEM mod 1.229.150 FIM) udløb den 15. november 1991.
Ved skrivelse af 14. november 1991 bekræftede indklagede, at man samme dag havde forlænget terminsforretningen, som udløb den 15. s.m., til 16. december 1991. Klageren anmodedes om at returnere kopi af skrivelsen i underskrevet stand. Den 15. november 1991 om morgenen blev klageren telefonisk kontaktet af en medarbejder fra indklagede, som oplyste, at klagerens ramme var overskredet i forbindelse med valutauro om FIM; klageren skulle derfor samme dag stille yderligere sikkerhed med 200.000 kr., idet forretningerne i modsat fald ville blive lukket. Klageren var ikke i stand hertil. I december 1991 afregnede indklagede de tre terminsforretninger med et samlet tab på ca. 386.000 kr.
Efter salg af obligationsbeholdningen udgjorde indklagedes krav mod klageren vedrørende terminsforretningerne/kassekreditten pr. 20. marts 1992 452.387,51 kr. Det oprindelige lån med en restgæld på ca. 90.000 kr. er indfriet af klageren i 1993.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at tabet ved valutaterminsforretningerne bæres af indklagede, subsidiært at tabet maksimalt kan opgøres til 204.957,09 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han i forbindelse med opstarten af terminsforretningerne blev kontaktet af indklagede, som oplyste, at man havde "en pengemaskine", som han kunne benytte til afvikling af sin gæld. Indklagede har ydet forkert rådgivning i forbindelse med indgåelsen af aftalen om terminsforretningerne, ligesom han ikke er blevet gjort opmærksom på de med forretningerne forbundne risici. Det oprindelige engagement på 100.000 kr. var under ordinær afvikling, og han havde ikke noget ønske om at påbegynde valutaterminsforretninger for at afvikle dette lån. Forretningerne er således kommet i stand på indklagedes foranledning og efter dennes rådgivning. Rådgivningen er af en sådan karakter, at indklagede selv bør bære tabet ved forretningerne, som alle er indgået af indklagede. Til støtte for den subsidiære påstand har klageren anført, at af de tre terminsforretninger, som medførte det samlede tab på i alt 386.000 kr., hæfter han alene for tabene på de to forretninger, henholdsvis 79.779,58 kr. og 131.988,17 kr., medens den tredie i DEM/FIM må medtages med 6.810,66 kr. (positiv) svarende til det beløb, hvormed denne forretning fremgik af engagementsoversigten pr. 31. oktober 1991. Tabet på denne forretning er af indklagede opgjort til 174.587,87 kr. Han har imidlertid ikke aftalt forlængelsen af forretningen den 14. november 1991. Uden at rådgive ham herom blev en af forretningerne i september 1991 ændret fra DEM/ECU til DEM/FIM. Indklagede oplyste ikke da, at der var en helt anden risiko ved forretninger i FIM.
Indklagede har anført, at klageren hæfter for alle forretninger indgået i henhold til den aftalte rammeaftale. Det er indklagedes opfattelse, at klageren var bekendt med og havde accepteret risikoen ved forretningerne. I august 1990 blev det aftalt, at terminsforretningerne skulle bibeholdes og forlænges med en måned ad gangen. Klageren har den 14. september 1991 med sin underskrift bekræftet indgåelsen af forretningen i DEM/FIM til udløb den 15. oktober 1991, og han var bekendt med den større risiko ved denne forretning. Den 11. oktober 1991 har klageren bekræftet forretningens forlængelse til 15. november 1991. Forlængelsen i november 1991 skete som tidligere aftalt, og klageren må være bundet, selv om han på grund af devalueringen af FIM ikke nåede at bekræfte forlængelsen. I øvrigt ville tabet have været større, såfremt forretningen var blevet opgjort den 15. november 1991. Ved opgørelsen af klagerens tab må der ske fradrag for de i 1989 og 1990 realiserede gevinster, som er hævet af klageren.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Peter Blok, Niels Busk og Kirsten Nielsen - udtaler:
Det er ubestridt, at det omhandlede arrangement med valutaterminsforretninger blev indgået af klageren på opfordring fra en af indklagedes medarbejdere, som henviste til, at klageren kunne påregne herigennem at kunne afvikle sit lån på oprindelig 100.000 kr. hos indklagede. Ankenævnet lægger til grund, at den meget betydelige risiko, der er forbundet med arrangementer af denne karakter, ikke eller i hvert fald ikke i tilstrækkeligt omfang blev fremhævet overfor klageren, hvorved bemærkes, at det af indklagede udarbejdede notat om valutaterminsforretninger ikke opfylder de krav, der må stilles i denne henseende. Arrangementet blev endvidere etableret, uden at klageren indskød egenkapital eller stillede sikkerhed, hvilket var egnet til at bestyrke hans indtryk af, at der ikke var væsentlig risiko forbundet med arrangementet. Efter det anførte finder vi, at indklagedes handlemåde og rådgivning i forbindelse med arrangementets etablering var i strid med god pengeinstitutskik, og at indklagede har pådraget sig erstatningsansvar overfor klageren.
Der kan på den anden side ikke bortses fra, at klageren selv må bære en del af ansvaret for det samlede tab. Der må herved navnlig lægges vægt på, at klageren efter, at tabet på forretningerne var begyndt at vise sig, og deres risikable karakter derfor måtte stå ham klart, gennem en længere periode valgte at fortsætte forretningerne med yderligere tab til følge. Vi finder, at klageren i september 1991, da forretningen i DEM/FIM blev indgået, må have været klar over, at denne forretning var mere risikabel end den hidtidige forretning i DEM/ECU. Vi lægger endvidere til grund, at der var indgået aftale om, at forretningerne indtil videre løbende skulle forlænges, og der kan allerede af denne grund ikke lægges vægt på, at klageren ikke nåede skriftligt at bekræfte forlængelsen af den forretning i DEM/FIM, som udløb den 15. november 1991. Det må endelig tages i betragtning, at klageren i den første periode realiserede gevinster, som blev indsat på kassekreditten, hvorfra klageren efter det oplyste hævede et tilsvarende beløb.
Efter en samlet vurdering finder vi herefter, at indklagedes krav mod klageren vedrørende det heromhandlede arrangement skønsmæssigt bør nedsættes med 200.000 kr. pr. 20. marts 1992, således at gælden pr. denne dag udgør 252.387,51 kr.
2 medlemmer - Niels Bolt Jørgensen og Bjarne Lau Pedersen - udtaler:
Vi er enige med flertallet i, at indklagedes rådgivning omkring indgåelsen i det omhandlede engagement har været kritisabel.
Imidlertid finder vi, at klageren allerede ved engagementets etablering må have været klar over og accepteret risikoen for tab. Vi lægger endvidere til grund, at klageren i den første periode har oppebåret en fortjeneste i størrelsesordenen 100.000 kr., hvorved det oprindelige formål med forretningerne var opfyldt. Uanset dette fortsatte klageren spekulationerne.
Vi er ligeledes enige med flertallet i, at klageren måtte være bekendt med, at den forretning i DEM/FIM, som blev etableret i september 1991, var mere risikabel end den hidtidige, og at klageren heller ikke kan påberåbe sig, at han ikke har accepteret forlængelsen af denne forretning i november 1991.
Under hensyn hertil mener vi ikke, at der er grundlag for at pålægge indklagede at bære nogen del af det lidte tab, hvorfor vi stemmer for, at klagen ikke tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at indklagedes krav mod klageren vedrørende dennes arrangagement med valutaterminsforretninger nedsættes til 252.387,51 kr. pr. 20. marts 1992. Klagegebyret tilbagebetales klageren.