Hæftelse for lån efter samlivsophævelse. Realisation af pant.
| Sagsnummer: | 76/1996 |
| Dato: | 08-01-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Ole Just, Leif Nielsen, Erik Sevaldsen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Pant - realisation
Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Hæftelse for lån efter samlivsophævelse. Realisation af pant. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 8. marts 1993 ydede indklagedes Ordrupvej afdeling klageren og dennes daværende samlever et lån på 88.755 kr. til finansiering af klagerens og samleverens køb af en hestetransportbil Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.000 kr. Til sikkerhed for lånet fik indklagede håndpant i et løsøreejerpantebrev på 85.000 kr. med pant i køretøjet.
Klageren har anført, at der blev indgået aftale om, at samleveren skulle overtage hestetransportbilen og gælden til indklagede, hvilket indklagede var indforstået med. Klageren har erkendt, at samleveren ikke underskrev dokumenter om overtagelsen.
Det er under sagen oplyst, at samleveren i sommeren 1994 solgte og overgav hestetransportbilen til en person A, som betalte samleveren 85.000 kr. Både klageren og indklagede har erklæret ikke at have modtaget nogen del af salgssummen.
Under sagen er fremlagt en aftale af 21. september 1994 mellem samleveren og en person B om overdragelse af hestetransportbilen for 60.000 kr. Ifølge aftalen skulle købesummen betales, så snart omregistrering kunne finde sted.
Ved skrivelse af 23. marts 1995 til klageren anmodede indklagede om indbetaling af salgsprovenuet, idet man havde erfaret, at hestetransportbilen var solgt.
Ved erklæring dateret den 28. marts 1995 bemyndigede klageren indklagede til at udlevere registreringsattesten til samleveren på betingelse af, at lånet blev indfriet fuldt ud. Klageren gav samtidig sit samtykke til aflysning af løsøreejerpantebrevet.
Den 27. april 1995 overgav indklagede sagen til inkasso hos en advokat, som den 1. maj 1995 fremsendte påkrav til klageren og samleveren vedrørende lånets restgæld, som var på 49.414,89 kr. Samtidig rettede advokaten henvendelse til A med henblik på udlevering af hestetransportbilen. A var indforstået hermed.
Ved erklæring af 4. maj 1995 gav klageren indklagede uigenkaldelig fuldmagt til at afhænde hestetransportbilen "til bedst mulig pris, idet jeg er bekendt med, at jeg hæfter for den del af min gæld til [indklagede], der ikke dækkes af provenuet af bilen". Samleveren underskrev en enslydende salgsfuldmagt den 26. august 1995.
Advokaten iværksatte en frivillig auktion over hestetransportbilen, idet skriftligt tilbud skulle fremsættes senest mandag den 11. september 1995. Advokaten underrettede klageren herom under en telefonsamtale fredag den 8. s.m., hvorunder klageren meddelte, at en af hans bekendte ønskede at byde på køretøjet. Advokaten afslog at give klageren oplysninger om antallet og størrelsen af afgivne købstilbud.
I henhold til tilbud af 8. september 1995 blev hestetransportbilen den 9. oktober 1995 solgt til A for 30.000 kr. Provenuet af handelen på 24.650 kr. blev krediteret lånet, hvis restgæld herefter var på 25.796,04 kr. ekskl. renter. Indklagede fremsendte i november 1995 påkrav til klageren vedrørende restgælden.
Ved klageskema af 20. februar 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han er frigjort for forpligtelserne i henhold til lånet.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Klageren har anført, at erklæringen om udlevering af registreringsattesten blev afgivet på betingelse af, at lånet blev indfriet fuldt ud, hvilket var i overensstemmelse med aftalen om, at samleveren skulle overtage hestetransportbilen og hæftelsen på lånet. Han fik først efter underskrivelsen af salgsfuldmagten oplysning om, at samleveren havde solgt hestetransportbilen uden at være i besiddelse af registreringsattesten og uden at afregne provenuet til indklagede. Indklagede eller advokaten burde have oplyst ham om, at der var iværksat frivillig auktion over hestetransportbilen, således at han havde mulighed for at varetage sine interesser. Under telefonsamtalen med advokaten fredag den 8. september 1995 var det ikke muligt at få oplyst, om der var afgivet tilbud og i givet fald af hvilken størrelse; han fik først i december 1995 oplysning om, at hestetransportbilen var solgt for 30.000 kr. Salgsprisen var væsentligt under den aftalte pris på 85.000 kr. et år tidligere. Indklagede og advokaten, der var indklagedes repræsentant, har optrådt uetisk og i strid med almindelig hæderlighed. De har tilsidesat princippet i bank- og sparekasselovens § 41 ved at undlade at underrette om den iværksatte frivillige auktion og om det tilbud, der blev afgivet i forbindelse hermed.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen i realiteten vedrører advokatens handlemåde ved realiseringen af hestetransportbilen og således henhører under advokatmyndighederne/domstolene. Klagen bør derfor afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 1, og § 4, stk. 1.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren er debitor på lånet. Ved underskrivelsen af salgsfuldmagten gav klageren samtykke til, at hestetransportbilen blev solgt til bedst mulig pris og erklærede samtidig, at han hæftede for en eventuel restgæld. Klageren fik mulighed for at afgive skriftligt tilbud under den frivillige auktion. Advokaten var ikke forpligtet til at oplyse om de øvrige tilbud inden den frivillige auktions afslutning. Det bestrides, at der er begået fejl i forbindelse med realisation af pantet, og klageren har ikke dokumenteret, at han har lidt et erstatningsberettiget tab. Indklagede var ikke bekendt med salgsaftalen af 21. september 1994 og er i øvrigt uforstående heroverfor, idet samleveren havde solgt og overladt hestetransportbilen til A.
Ankenævnets bemærkninger:
Klagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren har lidt tab på grund af, at den til lånet knyttede sikkerhed er blevet realiseret på uretmæssig måde. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at afvise klagen.
Ankenævnet finder ikke, at det er godtgjort, at den omhandlede hestetransportbil ikke er solgt bedst muligt. Det bemærkes herved, at klageren accepterede, at hestetransportbilen blev solgt i fri handel, og at han havde lejlighed til selv at byde på køretøjet eller fremskaffe liebhavere. Da indklagedes advokat var forpligtet til at få køretøjet solgt bedst muligt, ses det ikke at kunne bebrejdes advokaten - og dermed pådrage indklagede ansvar - at han ikke gav klageren underretning om størrelsen af det modtagne købstilbud.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.