Spørgsmål om afregningskurs ved klagernes salg af aktier. Aftale og kurs ved den ene klagers køb af obligationer.
| Sagsnummer: | 41/1997 |
| Dato: | 27-05-1997 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Ole Just, Leif Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - afregningskurs
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om afregningskurs ved klagernes salg af aktier. Aftale og kurs ved den ene klagers køb af obligationer. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved telefaxmeddelelse af 5. december 1996 anmodede klagerne M og H, der er ægtefæller, indklagedes Brønshøj afdeling om pr. 2. januar 1997 at sælge M's 200 og H's 164 medarbejderaktier i Novo-Nordisk. Aktierne lå i depot i Den Danske Bank og ville blive frigivet den 2. januar 1997. For så vidt angik provenuet ved salget af M's aktier, er anført, at beløbet "investeres i 4% Statslån I kurs ca. 91 som aftalt".
Efter at M den 2. januar 1997 havde kontaktet afdelingen med forespørgsel om, til hvilken kurs aktierne var blevet afregnet, kontaktede indklagede Den Danske Bank om overførslen af aktierne til indklagede. Aktierne blev derpå overført til klagernes depot hos indklagede samme dag kl. 14.24 og 14.52.
Ved fondsnota af 3. januar 1997 til klagerne afregnede indklagede salget af aktierne til kurs 530. I kurtage beregnede indklagede sig 530 kr. ved M's salg og 500 kr. ved H's salg. Af begge fondsnotaer fremgår:
"[Indklagede] køber noterede aktier af Dem.
...
Noteringskursen "alle handler" er den 03.01.97 kurs 533,000. Forskellen mellem afregningskursen og "alle handler" er 3,000 point. Dagens højeste/laveste kurs er 540,000/529,000."
Ved fondsnota af samme dag afregnede indklagede M's køb af nominelt 113.000 kr. 4% Den Europæiske Investeringsbank til kurs 91,9. Det fremgik, at handlen blev afregnet som en fastkurshandel kl. 10.29, på hvilket tidspunkt indklagedes afregningskurs for så vidt angik salg var 91,9. Indklagede har oplyst, at kurs "alle handler" denne dag var 91,9.
Indklagede har oplyst, at klageren af afdelingen var blevet rådet til at købe 4%-obligationer med en løbetid til år 2002. Den 3. januar 1997 havde klageren kontaktet afdelingen og anmodet om køb af 4%-obligationer i den Europæiske Investeringsbank, idet klageren den foregående dag med indklagedes Bagsværd afdeling havde drøftet forskellige muligheder for køb af 4%-obligationer. På daværende tidspunkt eksisterede der ikke en obligationsserie som angivet i klagerens telefaxmeddelelse af 5. december 1996.
Af indklagedes prisbog fremgår:
"Afregningspriser for obligationer og aktier
.....
">Afregningspriser[Indklagedes] afregningspriser fastsættes efter nedenviste hovedregler:
Obligationer | Kundens valg | Kundens køb |
a) | Obligationer defineret iflg. Kurslisten fra Københavns Fondsbørs som: "Toneangivende obligationer" og registreret i [indklagedes] | |
Nominel værdi mindre end 200.000 kr. | ….. | "Alle handler" +0,20%-kurspoint |
….. | ||
b. | Obligationer som nævnt under a) registreret i [indklagedes] ordreregistreringssystem efter kl. 10 samt obligationer, som ej tilhører definitionen "Toneangivende obligationer" i Københavns Fondsbørs, herunder udenlandske obligationer: | |
Obligationer noteret på Københavns Fondsbørs | ….. | [Indklagedes] aktuelle handelspriser |
Afregningskursen vil normalt ligge indenfor dagens højest/lavest noterede omsætningskurs. | ||
….. | ||
Handel via Fastkurssystemet samt handler afsluttet via telefon | Der stilles priser med en kursforskel mellem købs- og salgskurs afhængig af markedssituationen for den pågældende obligation. | |
….. | ||
Aktier | Kundens salg | Kundens køb |
a. | Aktier defineret iflg. Kurslisten fra Københavns Fondsbørs som: "Ultra-likvide aktier" og registreret i [indklagedes] ordreregistreringssystem i tidsrummet fra handelsdagen minus 1 dag, kl.14 til handelsdagen kl. 10: | |
Stykantallet mindre end en omsætningsenhed i matchsystemet. | "Alle handler" – 0,50% afrundet ned til nærmeste kurspoint. Der afregnes minimum til "lavest omsat" på Københavns Fondsbørs. | |
….. | ||
b. | Aktier som nævnt under a) registreret i [indklagedes] ordreregistreringssystem efter kl. 10 samt aktier, som ej tilhører definitionen "ultra-likvide aktier" på Københavns Fondsbørs, herunder aktieretter, tegningsretter samt udenlandske aktier: | |
Aktier noteret på Københavns Fondsbørs | [indklagedes] aktuelle handelspriser | ….. |
Afregningskursen vil normalt ligge indenfor dagens højst/lavest noterede omsætningskurs. | ||
….. | ||
Kunden og [indklagede] er direkte aftalepartnere i forbindelse med køb og salg af værdipapirer."
Indklagede har oplyst, at Novo-Nordisk aktien er en ultra-likvid aktie med en omsætningsenhed på 500 stk. Den Europæiske Investeringsbanks obligationer er ikke blandt de toneangivende obligationer.
Af udskrift af beholdningsbevægelser for de solgte aktier fremgår, at handlerne er indlagt i handelssystemet den 3. januar 1997 kl. 9.49 og 9.50; begge er herefter registreret "Rettet" kl. 10.01. Indklagede har anført, at "Rettet" ikke er udtryk for, at der er sket en rettelse, men blot at der er "sket noget", i dette tilfælde at der er sat en kurs på det pågældende værdipapir. Kursen er fastsat ved, at afdelingen har ringet til indklagedes hovedsædes investeringsafdeling.
Klagerne har den 4. februar 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at afregne salget af Novo-Nordisk aktierne til kurs 540 samt ekspedere M's købsordre i henhold til telefaxmeddelelsen af 5. december 1996.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Klagerne har anført, at indklagede bør afregne salget af aktierne til kurs 540, der var den højest noterede afregningskurs den pågældende børsdag. De finder, at indklagede gennem afregningspriserne skjuler en stor del af betalingen for handel med værdipapirer. Indklagede bør endvidere ekspedere købet af de ønskede 4%-papirer. Afdelingen burde have kontaktet dem herom, hvis der var problemer, da der var god tid hertil. De har aldrig i de 13 år, de har været kunder i afdelingen, set indklagedes prisbog.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen bør afvises efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, idet oplysning om sagens rette sammenhæng, herunder hvilke ordre klagerne har afgivet, alene vil kunne afklares ved en vidneafhøring.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at man har handlet i overensstemmelse med klagernes instrukser vedrørende salg og køb af de omhandlede papirer. Aktierne er solgt til markedskursen på salgstidspunktet, hvorfor klagerne ikke kan rejse krav om, at indklagede skal gøre godtgøre dem forskellen i forhold til en højere kurs opnået ved et senere salg på dagen. Handlerne er afregnet i henhold til indklagedes prisbog. Den senere kursstigning skyldtes, at udenlandske investorer i lyset af den pressede pris, der skyldtes et stort udbud, begyndte at opkøbe aktierne. Var dette ikke sket, ville kursen i løbet af dagen have været faldende i stedet for stigende.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Peter Blok, Ole Just og Leif Nielsen - udtaler:
Klagerne anmodede ved telefaxmeddelelsen af 5. december 1996 indklagede om at sælge deres aktier i Novo-Nordisk, hvilket hverv indklagede påtog sig. Indklagede må herefter anses at have handlet som kommissionær, jf. kommissionslovens § 4, stk. 1. Vi finder, at der ikke i denne forbindelse kan lægges vægt på det i indklagedes prisbog generelt anførte om, at kunden og indklagede er direkte aftaleparter. Indklagede indtrådte selv som køber af de børsnoterede aktier og må efter sædvane anses at have været berettiget hertil, jf. kommissionslovens § 40.
Vi finder imidlertid, at et pengeinstitut, der opfylder en kundes ordre om salg af en post børsnoterede aktier ved selv at indtræde som køber, må være forpligtet til at anvende en afregningskurs, der mindst svarer til den officielle børskurs for den pågældende dag (kurs "alle handler"), for så vidt en sådan kurs er fastsat, reguleret med pengeinstituttets sædvanlige kursfradrag. Vi finder således, at pengeinstituttet, når det vælger selv at indtræde, ikke bør kunne gøre gældende, at aktierne er overtaget på et tidspunkt på dagen, hvor markedskursen var lavere end kurs alle handler. Der er herved lagt vægt på, at en adgang hertil generelt ville skabe bevisproblemer og risiko for misbrug. Det bemærkes, at det anførte ikke berører pengeinstitutternes adgang til at indgå strakshandler med deres kunder.
Kurs alle handler var for Novo-Nordisk aktien den pågældende dag 533. Indklagede var derfor berettiget til som sket at afregne salget af aktierne til kurs 530, idet der i henhold til indklagedes prisbog fra kurs alle handler skulle fradrages 0,5% og afrundes ned til nærmeste kurspoint.
Efter det foreliggende lægger vi til grund, at klageren (M) den 3. januar 1997 om formiddagen anmodede indklagedes Brønshøj afdeling om, at køb af de omhandlede 4% obligationer i Den Europæiske Investeringsbank, og at handlen blev afviklet som en fastkurshandel (strakshandel) til en aftalt kurs på 91,9.
Vi stemmer herefter for, at ingen af klagepunkterne tages til følge.
To medlemmer - Jørn Rytter Andersen og Ole Simonsen - udtaler:
Klagernes salg af deres Novo-Nordisk aktier blev registreret i indklagedes ordreregistreringssystem den 3. januar før kl. 10. Efter reglerne i indklagedes prisbog skulle salgene herefter afregnes til kurs alle handler med fradrag af 0,50%. Som anført af flertallet er den anvendte kurs på 530 i overensstemmelse hermed.
Herefter, og da vi for så vidt angår købet af obligationerne i Den Europæiske Investeringsbank er enige i det af flertallet anførte, stemmer også vi for ikke at tage nogen af klagepunkterne til følge.
Som følger heraf
Klagen tages ikke til følge.