Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indgåelse af afviklingsaftale vedrørende gæld i henhold til kassekredit. Spørgsmål om påløbne misligholdelsesrenter blev frafaldet.

Sagsnummer: 43/2018
Dato: 18-10-2018
Ankenævn: Eva Hammerum, Michael Reved, Karin Sønderbæk, Troels Hauer Holmberg og Anna Marie Schou Ringive
Klageemne: Inkasso - øvrige spørgsmål
Kassekredit - øvrige spørgsmål
Rente - udlån
Udlån - rente
Ledetekst: Indgåelse af afviklingsaftale vedrørende gæld i henhold til kassekredit. Spørgsmål om påløbne misligholdelsesrenter blev frafaldet.
Indklagede: BankNordik
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klager medhold

Indledning

Denne sag vedrører, om BankNordik frafaldt påløbne misligholdelsesrenter i forbindelse med indgåelse af en afviklingsaftale med klageren vedrørende gælden på en kassekredit.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er født i 1950, har bopæl i en andelsbolig, der tilhører ham. Klageren var kunde i den daværende Amagerbanken, som ved en kreditaftale af 22. juli 2007 ydede klageren en andelsboligkredit med et maksimum på 300.000 kr. og udløb i 2027. Af de almindelige bestemmelser for kreditten fremgik blandt andet:

”…

4. Overtræksrente og rykkergebyrer m.v.

Hvis en konto overtrækkes, kommer i restance eller udnyttes i strid med aftalen, kan Amagerbanken kræve overtræksrente/provision eller morarente, gebyr for at udsende rykkerbreve, samt udgifter ved juridisk bistand til inkassation m.v.

Størrelsen af rykkergebyret fremgår af Amagerbankens rykkerbreve (og/eller prisliste). Overtræksrente/overtræksprovision oplyses på forespørgsel fra kunden, (og fremgår tillige af kontoudskrifter).

…”

Der blev oprettet et ejerpantebrev på 300.000 kr., som skulle tinglyses i andelsboligen og lægges til sikkerhed for kreditten. Ved en fejl blev ejerpantebrevet tinglyst i en forkert ejendom, hvilket imidlertid ikke blev opdaget på daværende tidspunkt.

I 2011 gik Amagerbanken gik konkurs, og engagementet blev overtaget af Bank Nordik.

I foråret 2017 rykkede banken klageren for inddækning af overtræk på kreditten.

Den 2. marts 2017 foretog et teleselskab et udlæg på 3.127 kr. i klagerens andelsbolig.

Ved brev af 20. juni 2017 til klageren opsagde banken engagementet, der blev opgjort således:

 

lønkonto

Saldo

0,00 kr.

 

renter fra sidste rentetermin

-6,73 kr.

andelsboligkredit

Saldo

-302.968,46 kr.

 

renter fra sidste rentetermin

-4.030,69 kr.

i alt

 

-307.005,88 kr.

Sagen overgik til inkasso, og ved brev af 19. september 2017 sendte banken et frivilligt forlig til klageren vedrørende gælden på andelsboligkreditten, som blev opgjort således:

 

andelsboligkredit

 

307.005,88 kr.

renter 22 % p.a.

fra den 20. juni 2017 til dags dato

17.072,63 kr.

rykkergebyr

 

300,00 kr.

i alt

 

324.378,51 kr.

Klageren bemyndigede socialforvaltningen i sin bopælskommune, K, til at kontakte banken og indlede forhandlinger om gælden på klagerens vegne.

I en e-mail af 9. oktober 2017 til banken anførte K blandt andet, at andelsboligforeningens administrator havde oplyst, at værdien af klagerens andelsbolig udgjorde 867.300 kr. Af e-mailen fremgik i øvrigt blandt andet:

”…

… [klageren] har haft en rigtig svær tid det sidste 1,5-2 år som har gjort, at han ikke har kunne overskue at handle på sin situation – hvorfor I desværre ikke har hørt fra ham. Han har ikke engang kunne overskue at søge om folkepension, hvorfor han ikke har haft en fast indtægt, men alene levet af en arv fra sin mor.

Vi har nu hjulpet ham med at søge og han er tilgået folkepension pr. 1/10-17, da han opfylder betingelserne. Hans første udbetaling bliver d. 1/11-17. Se vedhæftede som giver et indblik i hans beskedne økonomi samt forslag til afvikling mod bedre vilkår.

Vi har ydermere hjulpet ham med struktur, så hans forpligtigelser bliver betalt automatisk hver måned.

Dokumenterne fra A/B foreningen er hermed også vedhæftet samt [klagerens] seneste årsopgørelse fra SKAT.

Jeg håber, at du kan hjælpe med at svare på et par spørgsmål:

1) [Klageren] undrer sig over størrelsen på lånet, kan du kort redegøre for, hvad årsagen er til at lånet er vokset markant de sidste 3-4 år? Renter og gebyrer?

2) Har I pant i boligen? Ifølge andelsboligbogen kan jeg kun se et mindre udlæg fra […].

Jeg beder jer venligst lave en samlet vurdering og vende tilbage med et løsningsforslag.

…”

Den 12. oktober 2017 blev ejerpantebrevet tinglyst i klagerens andelsbolig med prioritet efter udlægget på 3.127 kr.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt tilbød banken klageren at afvikle gælden over 15 år med en rentesats på 6 % om året og en ydelse på 2.750 kr. om måneden de første tre år og herefter 3.000 kr. om måneden.

I en e-mail af 14. november 2017 til banken anførte K blandt andet:

”…

[klageren] er selvfølgelig glad for at vi har en dialog i gang og han er som nævnt fra start interesseret i at finde en holdbar løsning. Hans ønske har været at afvikle med kr. 2.000, men efter flere samtaler, så var han med på at tilbyde et afdrag på kr. 2.500, pr. md., så derfor er han ærgerlig over at høre, at I er meget optaget af at holde lånet indenfor nøjagtig 15 år – fordi hans økonomi er beskeden som folkepensionist, så en løbetid på 17-18 år vil have en stor betydning for hans daglige økonomi, og jeres pant er sikret, så der er ikke en større risiko forbundet for jer.

Herudover undrer han sig fortsat meget over hvordan restgælden er blevet så stor, da han oplyser, at han erindrer at han har hævet følgende beløb: kr.17.000+kr.150.000+kr.10.000+kr.12.000+kr.2.900 (i alt kr. 191.900). Sidstnævnte beløb fortæller han, at hans rådgiver i filialen på […] har overført til hans lønkonto i marts 2017, da han ringede og fortalte at han ingen penge havde, og hun (kvindelig rådgiver) oplyste ham, at han havde kr. 2.900, som han kunne hæve, hvilket han gjorde.

Han er ked af at rådgiveren ikke indgik en dialog med ham på det tidspunkt ift hvad som er mest hensigtsmæssigt at gøre i hans engagement, og gøre ham opmærksom på at kreditten blev optrukket. [Klageren] var ikke opmærksom på at kreditten blev optrukket i marts, da han kan erindrer de beløb han har hævet igennem tiden og dermed mente at der var langt op til kreditmaximum på tkr. 300. Han har stor tillid til banken og antager at de følger med i hans forhold når de slår ham op i systemet og/eller at der er en teknisk aftaledato på kreditten, hvor banken sikrer at alting fortsat er økonomisk forsvarligt og kan yde rådgivning hvis der er forhold som der skal handles på, fx i [klagerens] situation, når der ingen lønindtægt er, kun hans ATP, så står kreditten blot og trækker renter i årevis.

[Klageren] har bedt mig om at søge om en revurdering af hans ansøgning (taget alle forhold i betragtning) som indeholder et ønske om afvikling med kr. 2.500,- pr. md. i hele lånets løbetid og rentenedsættelse med tilbagevirkende kraft. Første afdrag 1/12018. [K] vil gerne administrere denne aftale således at afdraget betales direkte til jer fra hans indtægt inden pensionsudbetaling til [klageren], hvilket betyder at betalingerne vil falde hver den første.

…”

Ved en e-mail af 23. november 2017 svarede banken blandt andet:

”…

Vi har vendt sagen på ny, og vi har behov for at få en vurdering af andelsboligen.

Vi er positivt indstillet for forslaget, såfremt vi får en tilfredsstillende vurdering af andelslejligheden.

…”

På baggrund af en besigtigelse blev Andelsboligen blev den 11. december 2017 vurderet til 767.300 kr.

Den 22. december 2017 sendte banken et frivilligt forlig til klageren, hvor gælden på andelsboligkreditten blev opgjort således:

 

andelsboligkredit

 

307.005,88 kr.

renter 22 % p.a.

fra den 20. juni 2017 til dags dato

34.750,22 kr.

Rykkergebyr

 

300,00 kr.

i alt

 

342.428,73 kr.

Af det frivillige forlig fremgik i øvrigt blandt andet:

”…

Hovedstolen forrentes normalt fra den 23. december 2017 med en årlig rente på 22 %, men der er indgået aftale omkring rentenedsættelse til 6 % p.a. fra den 23. december 2017 med at nedenstående afviklingsaftale overholdes.

Aftalen er ligeledes under forudsætning af:
at kommunen forestår de månedlige indbetalinger til hver den 1. måneden
at der indleveres skatteoplysninger (blanket R75) for de kommende regnskabsår 2017, 2018, 2019 og 2020
at der indleveres kopi af regnskaberne for andelsboligforeningen for den kommende regnskabsår 2016/2017, 2017/2018, 2018/2019 & 2019/2020.
at der indgås en aftale omkring afvikling af udlægget tinglyst af TDC, som bedes dokumenteret senest 01.07.2018

Ovennævnte gæld forpligter jeg mig til at forrente og afdrage med kr. 2.500,00 hver den 1. i måneden.

Første betaling forfalder den 1. februar 2018.

…”

Klageren v/K gjorde indsigelse mod rentesatsen på 22 % med henvisning til, at banken havde accepteret at nedsætte renten med tilbagevirkende kraft, hvilket banken afviste.

Banken har under sagen fremlagt kontoudskrifter for perioden 20. februar 2012 - 13. maj 2018. Den 20. februar 2012 var saldoen -216.017 kr. I de følgende 4½ år var debitering af renter og provision de eneste transaktioner på kontoen. I august 2016, hvor saldoen var -267.135 kr. blev der hævet 10.000 kr., som blev overført til klagerens lønkonto. I oktober 2016 og februar 2017 blev der overført yderligere henholdsvis 12.000 kr. og 2.900 kr. Efterfølgende kom kreditten periodevis i overtræk som følge af rentetilskrivninger, der blev inddækket helt eller delvist. Den 13. maj 2018 var saldoen -299.876.

Banken har oplyst, at den ikke er i besiddelse af kontoudskrifter for perioden før den 20. februar 2012.

Parternes påstande

Den 25. januar 2018 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at BankNordik skal nedsætte rentesatsen med tilbagevirkende kraft.

BankNordik har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at der blev indgået en bindende aftale om hans afviklingsforslag, der indebar, at banken med tilbagevirkende kraft skulle frafalde den forhøjede rente på 22 %.

Banken ydede ingen rådgivning eller vejledning vedrørende kreditten. Siden 2015 har han alene modtaget ATP på 1.500 kr. om måneden, men banken har ikke på noget tidspunkt reageret til trods for, at han løbende har ringet til banken. Imens har andelsboligkreditten fået lov til at trække renter og gebyrer til bankens fordel.

Han har samlet har hævet 191.900 kr. på kreditten.

Han talte med sin filial i marts 2017 filial. På daværende tidspunkt var der ingen optakt til, at hans engagement var på vej til inkasso. Sagen overgik således til inkasso over en relativ kort periode.

Banken var medvirkende til, at sagen trak ud, mens gælden voksede på grund af den høje rente på 22 %. Det var vanskeligt at få en dialog med banken, og der opstod en mærkværdig situation omkring lysning af pantet i andelsboligbogen, idet pantet aldrig havde stået registreret i andelsboligbogen.

Han accepterede bankens ønske om en vurdering af andelsboligen på baggrund af bankens svar af 23. november 2017 på hans konkrete ansøgning af 14. november 2017.

Banken bragte på intet tidspunkt efter hans ansøgning den 14. november 2017 andre forslag på banen. Andelsboligen blev vurderet, og banken fik sikret sit pant inden for 40% af andelsboligens værdi, Herefter sendte banken uden nærmere forklaring en et frivilligt forlig, som ikke var i overensstemmelse med det aftalte.

Forliget indeholdt således renter på 22 %, som det var aftalt, at bankens skulle frafalde. Forliget indeholdt endvidere nogle nye dokumentationskrav, som var byrdefulde for ham, blandt andet fordi han er fritaget for digital post.

Bankens positive indstilling til hans forslag var alene betinget af en tilfredsstillende vurdering af andelsboligen.

Han har været i god tro hele vejen, og han har på intet tidspunkt forsøgt at løbe fra sin forpligtigelse i banken.

BankNordik har anført, at der ikke blev indgået en bindende aftale med klageren om at nedsætte renten med tilbagevirkende kraft.

Bankens e-mail af 23. november 2017 ikke var et bindende tilsagn om at imødekomme alle ønsker, som klageren fremsatte i mailen af 14. november 2017. Meddelelsen var alene en tilkendegivelse af, at man ikke var afvisende overfor at kigge på sagen igen, hvis man fik en tilfredsstillende vurdering af andelsboligen. Det vil sige, at en for banken tilfredsstillende vurdering af andelsboligen var en forudsætning for, at man ville kigge på sagen igen.

Bankens meddelelse om, at man var positivt indstillet over for klagerens ønsker, blev også fulgt op med et for klageren fordelagtigt tilbud om udskudt tilbagebetalingsstart og en lav ydelse på 2.500,00 kr. pr. måned. Løbetiden på 19 år var henset til klagerens alder særdeles fordelagtig og kunne kun lade sig gøre fordi klagerens andelsbolig havde en tilfredsstillende værdi. Klageren fik desuden tilbudt en meget fordelagtig rentesats, der lå i den lave ende af bankens rentespænd for andelsboliglån på for tiden 5,50 % - 8,00 %.

Det er usædvanligt, at et pengeinstitut giver rentenedsættelse med tilbagevirkende kraft, især hvis skyldner ejer aktiver af værdi. Der kræves derfor et langt mere direkte og konkret løfte for at binde en part end indklagedes e-mail af 23. november 2017.

Klageren har misligholdt sine forpligtigelser over for banken. Andelsboligkreditten blev derfor opsagt til fuld indfrielse og herefter – da betaling ikke skete – overgivet til inkasso. Hjemlen til at kræve misligholdelsesrente fremgik af kreditaftalens almindelige bestemmelser pkt. 4. Bankens misligholdelsesrentesats på 22 % om året fremgår af bankens renteoversigt.

Klageren har kunnet få al den rådgivning, som han har ønsket, blot ved at henvende sig til banken. Banken har flere gange opfordret klageren til at henvende sig, hvilket er dokumenteret ved et brev til klageren af 22. juli 2013 om renteændring og ved rykkerbrevene i foråret 2017, der er fremlagt under sagen.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren havde en andelsboligkredit med et maksimum på 300.000 kr. i BankNordik. Den 20. juni 2017 blev kreditten opsagt som følge af misligholdelse, og banken beregnede sig herefter misligholdelsesrente på 22 % af gælden.

I efteråret 2017 forhandlede parterne om en afviklingsordning. Banken tilbød en rentesats på 6 % om året og en ydelse på 2.750 kr. om måneden de første tre år og herefter 3.000 kr. om måneden.

Klageren foreslog herefter ved en e-mail af 14. november 2017 en månedlig ydelse på 2.500 kr. og rentenedsættelse med tilbagevirkende kraft.

Banken svarede ved en e-mail af 23. november 2017, at den var positivt indstillet for forslaget, hvis andelsboligen fik en tilfredsstillende vurdering.

Banken havde forinden modtaget økonomiske oplysninger til brug for en kreditvurdering af klageren.

Henset til det langstrakte forløb forhandlingerne mellem parterne havde strakt sig over, indholdet af de forskellige løsningsforslag udvekslet mellem parterne, bankens ekspeditionstid i forbindelse med korrektionen af tinglysningen af ejerpantebrevet, samt at banken forud for e-mailen af 23. november 2017 havde modtaget alle oplysninger til brug for en samlet kreditvurdering af klagerens økonomi og øvrige forhold, finder Ankenævnet under disse omstændigheder, at bankens e-mail må forstås således, at banken accepterede klagerens forslag alene med forbehold af, at det ved en vurdering blev bekræftet, at andelsboligen havde en tilfredsstillende værdi

Ved vurderingen blev det bekræftet, at andelsboligen havde en tilfredsstillende værdi, hvorved bankens forbehold faldt bort. Ankenævnet finder derfor, at banken på bindende måde accepterede klagerens forslag.

Parterne er enige om, at forslaget indebar, at gælden skulle afvikles med 2.500 kr. pr. måned, og at banken med tilbagevirkende kraft skulle frafalde misligholdelsesrenter, således at gælden i hele perioden fra opsigelsen den 20. juni 2017 alene blev forrentet med den tilbudte rentesats på 6% om året. Klageren får derfor medhold i sin påstand herom.

Ankenævnet finder endvidere, at banken skal frafalde de nye betingelser i forlig af 22. december 2017 om skatteoplysninger for de kommende regnskabsår, regnskaberne for andelsboligforeningen for de kommende regnskabsår og om afvikling af udlægget.

Der er ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at banken som følge af mangelfuld rådgivning eller på anden måde har pådraget sig et ansvar over for klageren.

Ankenævnets afgørelse

BankNordik skal inden 30 dage frafalde misligholdelsesrenter på klagerens opsagte andelsboligkredit med virkning fra den 20. juni 2017 og nedsætte rentesatsen til 6 % om året.

Klageren får klagegebyret tilbage.