Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Værdipapirer, køb, salg, rådgivning.

Sagsnummer: 102/1994
Dato: 17-10-1994
Ankenævn: Peter Blok, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Værdipapirer, køb, salg, rådgivning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klageren havde primo december 1992 en obligationsbeholdning bestående af nom. 289.000 kr. Statsgældsbeviser 1993 I, 9% og nom. 416.000 kr. Statsgældsbeviser 1993 IV, 9%.

Den 11. december 1992 rettede en medarbejder i indklagedes Løgten afdeling telefonisk henvendelse til klageren med anbefaling om straks at omlægge obligationsbeholdningen til obligationer med længere løbetid, hvilket klageren accepterede.

Klagerens obligationsbeholdning blev samme dag omlagt til nom. 722.000 kr. Statslån 2003, 8%, kurs 94,45.

I februar 1993 rettede klageren henvendelse til indklagede, idet hun var utilfreds med indklagedes investeringsråd. En investeringsrådgiver i indklagedes Århus afdeling anbefalede herefter den 5. marts 1993 en omlægning til 9,25% Dansk Statsgældsbevis 1995 II, hvilket klageren accepterede. Samme dag blev klagerens beholdning af 8% Dansk Statslån 2003 solgt til kurs 98,70 for 758.876,19 kr. Heraf blev 549.123.90 kr. anvendt til køb af nom. 523.000 kr. 9,25%, Dansk Statsgældsbevis 1995 II, kurs 99,45. Differencen blev indsat på et aftaleindlån.

Da kursen på de nyerhvervede obligationer steg mindre end kursen på de solgte, rettede klageren henvendelse til indklagede med krav om kompensation. Den 28. oktober 1993 blev beholdningen af Dansk Statsgældsbevis 1995 II solgt til kurs 104,475 og omlagt til realkreditobligationer med lang løbetid (6%, 2026).

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har påstået frifindelse.

Klageren har anført, at hun på ingen måde har spekuleret i værdipapirer, men alene har investeret i Statsobligationer og som regel beholdt dem til udløb. Den 11. december 1992 blev hun ringet op af indklagedes medarbejder, der af ledelsen var blevet anmodet om at kontakte ejere af kortfristede obligationer med henblik på omlægning til statslån 2003, 8%, idet man fra pålidelige kilder havde fået oplyst, at Den tyske Forbundsbank ville nedsætte renten umiddelbart efter EU-topmødet i Edinburgh. Da rente- og kursudviklingen ikke blev som antaget af indklagede, konstaterede hun den 20. februar 1993, hvor hendes tidligere obligationer ville være udløbet, at hun foruden rentetab havde lidt et kurs- og kurtagetab på 3.535 kr. I marts 1993 opfordrede indklagedes medarbejder hende til at sælge obligationsbeholdningen, idet hun netop på dette tidspunkt kunne opnå en kursgevinst. Samtidig blev hun opfordret til at købe Dansk Statsgældsbevis 1995 II, 9,25%. Den efterfølgende kursudvikling medførte et kurstab på ca. 36.000 kr. i forhold til, hvad værdien af hendes obligationsbeholdning ville have været, hvis hun havde beholdt Danske Statslån 2003, 8%. Indklagede handlede etisk uforsvarligt ved den 11. december 1992 uopfordret i en telefonisk henvendelse at tilskynde hende til at sælge obligationsbeholdningen. Indklagede burde endvidere på eget initiativ have fulgt sagen op, da det viste sig, at kurserne udviklede sig anderledes end forventet.

Indklagede har anført, at man ikke har forsøgt at overtale eller presse klageren til at foretage omlægning af obligationsbeholdningen. Man har rådgivet klageren ved at foreslå omlægningerne, men den endelige beslutning er truffet af klageren. Investeringsrådgivning er baseret på et skøn og indeholder ingen garanti for en bestemt kursudvikling. Der blev ikke indgået aftale om porteføljestyring eller løbende rådgivning. Ved salget af Dansk Statslån 2003 den 5. marts 1993 opnåede klageren en nettofortjeneste på 22.678 kr. Rådgivningen vedrørende omlægningen den 5. marts 1993 skete, fordi man havde fået det indtryk, at klageren var utilfreds med, at beholdningen var blevet omlagt til obligationer med lang løbetid. Efter den 5. marts 1993 steg kursen på Dansk Statslån 2003 mere end kursen på de nyerhvervede Statsgældsbeviser 1995 II, hvilket man imidlertid ikke er ansvarlig for.

Ankenævnets bemærkninger:

Den 11. december 1992 rettede en medarbejder i indklagedes Løgten afdeling henvendelse til klageren for at rådgive hende vedrørende indklagedes forventning om, at det ville være fordelagtigt for hende at omlægge sin obligationsbeholdning til obligationer med lang løbetid. Det må lægges til grund, at dette råd viste sig at være korrekt i den forstand, at klageren ved omlægningen opnåede en nettogevinst. Rådgivningen forud for omlægningen den 5. marts 1993 var foranlediget af, at klageren havde givet udtryk for utilfredshed med den tidligere omlægning, og det findes ikke at kunne bebrejdes medarbejderen i indklagedes Århus afdeling, at han fik det indtryk, at klageren ønskede påny at investere i obligationer med kort løbetid og dermed mindre risiko. Hertil kommer, at klageren ved begge lejligheder måtte indse, at rådgivningen alene var baseret på forventninger vedrørende kursudviklingen for de forskellige papirer, og at hun derfor selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne. Der er på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at der er begået ansvarspådragende fejl af indklagedes medarbejdere i forbindelse med rådgivningen. I mangel af aftale herom har der ikke påhvilet indklagede en forpligtelse til løbende at overvåge klagerens obligationsbeholdning med henblik på at foreslå omlægninger.

Som følge af det anførte

Den indgivne klage tages ikke til følge.