Afgørelse

Låneomlægning. Beregning. Rådgivning.

Klageren havde i sin ejendom et lån til det indklagede realkreditinstitut samt tre private pantebreve, hvoraf to havde særlige indfrielsesvilkår. Instituttet fremsendte i juni 1997 et lånetilbud til klageren, hvoraf det fremgik, at de private pantebreve forudsattes indfriet til en skønnet eller aftalt kurs på 110, at kursændringer ville påvirke provenuet, som var beregnet til 119.562 kr., og at beregningerne i tilbudet var foreløbige. Klageren indgik i juni 1997 en prioriterings- og tinglysningsaftale med instituttet. Instituttet meddelte den 21. august 1997 klageren, at man nu var klar til at indfri lånene. På grund af en opsigelsesfrist på de to af de private pantebreve bad instituttet klageren om at kontakte instituttet for en aftale om, hvordan pantebrevene ønskedes indfriet. Efter udbetalingen af det nye lån blev to af de private pantebreve indfriet til kurser på godt 132 og godt 139. I august 1997 fremsendte instituttet et overskydende provenu på 62.261 kr. til klageren.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var forpligtet til at udbetale hende et provenu, der svarede til, at de tre private pantebreve var indfriet til kurs 110. Instituttet påstod frifindelse.

Instituttet anførte over for Nævnet, at instituttet ikke forud for afgivelsen af lånetilbudet var i besiddelse af de private pantebreve, og at indfrielsesvilkårene ultimo august 1997 blev telefonisk drøftet med klageren, hvilke oplysninger klageren bestred.

Flertallet fandt, at det i alle tilfælde havde påhvilet instituttet som professionel långiver at sikre sig, at grundlaget for lånetilbudet var fyldestgørende, herunder at indfrielsesvilkårene på de private pantebreve var oplyst. Ved i lånetilbudet at angive en indfrielseskurs på 110 havde instituttet - uanset de generelle forbehold - givet klageren en forventning om, at det nye lån efter indfrielse af de indestående lån ville give et overskydende provenu i størrelsesordenen 119.000 kr. Instituttet havde ikke mod klagerens benægtelse bevist, at klageren telefonisk var blevet orienteret om den faktiske indfrielseskurs på de private pantebreve. Flertallet fandt ikke, at der var grundlag for at antage, at klageren ved indfrielsen af de private pantebreve havde lidt et tab, der kunne kræves erstattet af instituttet, eller at instituttet ud fra garantisynspunkter eller lignende havde forpligtet sig til at dække forskellen mellem kurs 110 og den faktiske indfrielseskurs på de private pantebreve, eller at der var omstændigheder, der sandsynliggjorde, at låneomlægningen ikke ville være foretaget med et større lån end sket, hvis beregningen af låneomlægningen var sket ud fra de faktiske indfrielseskurser på de private pantebreve. Efter flertallets opfattelse burde klageren stilles, som om hun havde fået et lån, der gav et overskydende provenu på ca. 119.000 kr. Flertallet mente endvidere, at instituttet skulle fortabe sit vederlagskrav.

Mindretallet fandt, at der gennem de helt konkrete oplysninger i tilbudet om en indfrielseskurs på 110 på de private pantebreve var givet et løfte om et overskydende provenu på ca. 119.000 kr. Som følge af det generelt formulerede forbehold i tilbudet om, at beregningerne var foreløbige, måtte klageren dog efter mindretallets opfattelse tåle et mindre udsving i indfrielseskurserne på de private pantebreve, men ikke en reduktion af det overskydende provenu fra 119.000 til 62.000 kr. Mindretallet fandt, at instituttet havde pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren og ansatte skønsmæssigt erstatningen til 35.000 kr.

Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet og instituttet blev derfor tilpligtet at yde klageren et supplerende lån på 40.000 kr. - eventuelt som reservefondslån - på tilsvarende vilkår som det nye lån og uden yderligere omkostninger for klageren. Instituttet blev endvidere tilpligtet at tilbagebetale klageren samtlige opkrævede gebyrer i lånesagen.