Favørrenteaftale vedrørende indekskonto. Højeste indlånsrente.
| Sagsnummer: | 243/1998 |
| Dato: | 07-12-1998 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Peter Nedergaard, Bjarne Lau Pedersen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Rente - indlån
|
| Ledetekst: | Favørrenteaftale vedrørende indekskonto. Højeste indlånsrente. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører forrentningen af klagerens indekskonto i henhold til en individuel renteaftale og indklagedes beregning af efterbetalt rente.
Sagens omstændigheder.
I forbindelse med overførsel af klagerens indekskonto til indklagede fra et andet pengeinstitut underskrev klageren og indklagede den 7. februar 1992 en tillægsaftale om særlige rentevilkår på kontoen. Af aftalen fremgår bl.a.:
"Saldoen forrentes uændret med bankens højeste indlånsrente, p.t. 4,75%, hvorimod den særlige overrente forhøjes fra 3% til p.t. 4%, til i alt p.t. 8,75% p.a.
Den forhøjede overrente er bevilget efter en konkret bankmæssig vurdering af Deres samlede engagement i [indklagede], og ændringer heri kan medføre, at bankens forudsætninger for den forhøjede overrente bortfalder.
Banken forbeholder sig derfor ret til at ændre overrenten, herunder at lade den forhøjede overrente bortfalde.
Ved sådanne ændringer, der kun kan gennemføres efter tre måneders forudgående skriftligt varsel, træder den tidligere aftalte forrentning i kraft med de for banken normale rentesatser.
Opmærksomheden henledes på, at generelle renteændringer i [indklagede], også vil omfatte denne indekskonto."
I foråret 1995 rettede klageren henvendelse til indklagede om rentesatserne på hans engagement. På baggrund af henvendelsen blev det aftalt, at rentesatsen på indekskontoen pr. 16. juni 1995 skulle fastsættes til 6% p.a.
Tilsyneladende var hverken klageren eller indklagede i juni 1995 opmærksom på indholdet af renteaftalen af 7. februar 1992, eller at indekskontoen siden den 22. marts 1993 ikke var blevet forrentet i overensstemmelse hermed. Dette blev først konstateret i 1998, hvor klageren på ny rettede henvendelse til indklagede vedrørende forrentningen af sit engagement.
Ved skrivelse af 10. marts 1998 tilbød indklagede klageren en rentegodtgørelse for tiden fra den 22. marts 1993, hvor kontoen på grund af en registreringsfejl hos indklagede ikke var blevet forrentet i overensstemmelse med aftalen af 7. februar 1992. Indklagede opsagde samtidig aftalen af 7. februar 1992 med virkning pr. 11. juni 1998. Ved skrivelse af 2. april 1998 forlængede indklagede opsigelsesvarslet til den 11. september 1998.
Ved endelig beregning af 29. april 1998 foretaget af indklagedes interne revision blev rentegodtgørelsen for perioden 23. marts 1993 til 31. december 1997 opgjort til 25.814 kr., hvilket beløb den 12. maj 1998 blev krediteret indekskontoen. Godtgørelsen var beregnet på grundlag af den til enhver tid højeste indlånsrente med tillæg af en overrente på 4%.
Klageren gjorde indsigelse mod beregningen, idet han bl.a. gjorde gældende, at den anvendte sats for højeste indlånsrente var for lav og mindst måtte svare til standardrentesatsen på indekskontoen. Samtidig forlangte klageren, at indklagede udarbejdede en beregning af beløbet efter nærmere anvisninger, idet han samtidig fremsendte et af ham udarbejdet skema til brug herfor. Endvidere protesterede klageren over opsigelsen af aftalen af 7. februar 1992.
Parternes påstande.
Den 17. august 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale yderligere rentegodtgørelse, at udarbejde et regnskab for hvert af årene i perioden 1993-1997 som angivet i det af ham udarbejdede skema og at anerkende, at opsigelsen af renteaftalen af 7. februar 1992 var uberettiget.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han har krav på forrentning med højeste indlånsrente med tillæg af overrenten. Højeste indlånsrente må forstås som højeste rente på indlån af enhver art. Der må derfor ved beregningen tages udgangspunkt i mindst standardrentesatsen på indekskonti. Indklagedes beregning er uoverskuelig og giver ham ikke mulighed for at kontrollere tallene. Indklagede beregnede den 10. marts 1998 rentegodtgørelsen til 24.318 kr. Den 2. april 1998 blev rentegodtgørelsen beregnet til 23.881 kr. og den 29. april 1998 var beløbet 25.814 kr. Disse forskellige opgørelser understreger behovet for, at der gives ham mulighed for at kontrollere beregningen. Indklagede bør derfor udfylde det af ham udarbejdede beregningsskema for hvert år med de relevante tal eller fremskaffe de tal, som skemaet er baseret på. Når han i foråret 1995, da han rettede henvendelse til indklagede vedrørende forrentningen af engagementet, ikke var opmærksom på renteaftalen af 7. februar 1992, skyldes det, at han havde haft hukommelsestab som følge af to langvarige operationer under fuld narkose. Som grundlag for aftalen af 7. februar 1992 forudsatte indklagede et engagement af en vis størrelse. Hans engagement med indklagede er siden 1992 blevet større, hvorfor betingelserne for indklagedes forbehold i aftalen ikke er opfyldt, jf. udtrykket "derfor". Indklagede var således ikke berettiget til at opsige aftalen og kan ikke opsige denne under hans nuværende engagement med indklagede.
Indklagede har anført, at der ved beregningen af beløbet på 25.814 kr. er taget udgangspunkt i den for klageren mest gunstige situation. Man har således set bort fra, at den særlige overrente er variabel, jf. udtrykket "p.t." i aftalen, at klageren har udvist passivitet ved at undlade at reagere over for renteangivelserne i de fremsendte kontoudtog, og at klageren i 1995 indgik en ny renteaftale, der afløste aftalen af 7. februar 1992. Klageren har modtaget indklagedes interne revisions beregning af beløbet. I beregningerne er der oplysninger nok til, at klageren eventuelt selv kan udfærdige alternative regnestykker. Renteaftalen af 7. februar 1992 må anses for bortfaldet ved indgåelsen af den nye renteaftale i 1995. Subsidiært gøres det gældende, at aftalen af 7. februar 1992 selv opererer med et opsigelsesvarsel på 3 måneder, hvilket varsel er overholdt. Mere subsidiært gøres det gældende, at man ikke har forpligtet sig til at yde en overrente for resten af kontraktens løbetid. Man var derfor berettiget til at opsige aftalen med et varsel på 6 måneder, som må anses for rimeligt.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes interne revisions beregning af 29. april 1998 vedrørende den efterbetaling af rente på 25.814 kr., som indklagede den 12. maj 1998 betalte klageren. Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at pålægge indklagede at udarbejde yderligere beregninger som grundlag for opgørelsen. Det bemærkes herved, at indklagedes interne revision ved beregningen har taget udgangspunkt i indklagedes til enhver tid højeste indlånsrente med tillæg af en overrente på 4% p.a., og at udtrykket "højeste indlånsrente" efter Ankenævnets praksis anses for en fast indarbejdet betegnelse for renten på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særlige vilkår.
Det fremgår af sagen, at hverken indklagede eller klageren var opmærksom på renteaftalen af 7. februar 1992, da aftalen om, at rentesatsen på indekskontoen pr. 16. juni 1995 skulle fastsættes til 6% p.a., blev indgået. Ingen af parterne har således haft til hensigt at ændre aftalen af 7. februar 1992. At indklagede ikke har anset aftalen af 7. februar 1992 for ophørt i 1995 fremgår i øvrigt af, at den blev opsagt af indklagede den 10. marts 1998. Efter det således anførte finder Ankenævnet ikke, at aftalen af 7. februar 1992 blev bragt til ophør i 1995.
Renteaftalen af 7. februar 1992 indeholder bl.a. følgende passus:
"Den forhøjede overrente er bevilget efter en konkret bankmæssig vurdering af Deres samlede engagement i [indklagede] og ændringer heri kan medføre, at bankens forudsætninger for den forhøjede overrente bortfalder.
Banken forbeholder sig derfor ret til at ændre overrenten, herunder at lade den forhøjede overrente bortfalde ....."
Ankenævnet finder, at de citerede afsnit efter ordlyden må forstås således, at det er en betingelse for, at indklagede kan nedsætte overrenten eller lade den bortfalde, at der er sket ændringer i klagerens engagement hos indklagede. Det må endvidere antages, at alene ændringer, der indebærer indskrænkninger af engagementet i forhold til engagementets størrelse pr. datoen for aftalens indgåelse den 7. februar 1992, kan danne grundlag for nedsættelse eller bortfald af overrenten. Det kan ikke føre til andet resultat, at overrenten i følge aftalen forhøjes fra "p.t. 3%" til "p.t. 4%". Det bemærkes herved, at hvis udtrykket "p.t." foran "4%" skulle give indklagede en vilkårlig ret til at nedsætte overrenten eller at lade den bortfalde, ville aftalens afsnit om, at ændringer af klagerens engagement hos indklagede ville kunne medføre bortfald af den forhøjede overrente, være uden reelt indhold. Det kan ikke antages, at dette har været meningen med det pågældende afsnit af aftalen.
Det fremgår af det anførte, at Ankenævnet som følge af formuleringen af aftalen ikke finder, at de almindelige regler om adgangen til at frigøre sig fra særlige rentevilkår med et passende varsel kan finde anvendelse i denne sag.
Da indklagede hverken i opsigelsesskrivelsen af 10. marts 1998 eller senere ses at have angivet, hvilke ændringer i klagerens engagement, der skulle have givet grundlag for opsigelsen af aftalen af 7. februar 1992, må Ankenævnet på det foreliggende grundlag anse opsigelsen for uberettiget.
Som følge af det anførte
Indklagede skal anerkende, at renteaftalen af 7. februar 1992 ikke på noget tidspunkt er ophørt, og at den fortsat står ved magt. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.