Krav om erstatning i forbindelse med investering i garantiobligationer
| Sagsnummer: | 508/2008 |
| Dato: | 12-05-2009 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg, Niels Bolt Jørgensen, Bent Olufsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning i forbindelse med investering i garantiobligationer |
| Indklagede: | Forstædernes Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om Forstædernes Banks tilbagekøb af klagerens investering i garantiobligationer.
Sagens omstændigheder.
Klageren er kunde i Forstædernes Bank.
Den 11. marts 2005 afregnede banken klagerens nytegning af nom. 200.000 kr. Dexia Dannevirke II 2005/2016 til kurs 100.
Banken har om baggrunden for investeringen anført, at klageren kontaktede banken i foråret 2005 for at drøfte en investering i Dannevirke II obligationerne. Investeringen blev drøftet på et møde, hvor en bekendt af klageren deltog. Pågældende bekendte havde også foretaget investering i Dannevirke obligationer. På mødet blev obligationen gennemgået, og klageren modtog en brochure om papirerne. Heraf fremgår:
"…
Hvem henvender Dannevirke sig til?
Dannevirke henvender sig til et bredt udsnit af opsparere og investorer. Især alle, der har investeret i lange obligationer med risiko for store kursfald under den nuværende udvikling.
Men også indehavere af kortere papirer eller investeringsbeviser baseret på korte obligationer kan med fordel vælge Dannevirke, der med stor sandsynlighed vil give et højere renteudbytte, med mindre investeringen løbetidsmæssigt er fuldstændig afpasset investeringshorisonten.
Fakta om DannevirkeII
Dannevirke obligationer løber i 11 år. Udstedelseskursen er 100, og du køber til markedskurs. Ved indfrielsen er du også sikret kurs 100, uanset om den finder sted ved udløb eller indfrielse før.
Renten for det første år er låst på markedsvilkår til 9,55 %. De efterfølgende års rente fastsættes halvårligt som 3,19 gange rentespændet mellem den 20-årige og 2-årige CMS-rente, omregnet til en halvårlig nominel rente. Kuponen bliver udbetalt hvert halve år.
Dexia Hypotekenbank Berlin AG (Udsteder) kan vælge at indfri obligationen til kurs 100 efter 12 måneder og derefter ved hver rentetermin. Som investor kan du når som helst afhænde obligationen til den aktuelle kurs på Fondsbørsen.
Dannevirke II obligationen udbydes kun af Forstædernes Bank. Obligationen er udstedt af Dexia Hypotekenbank Berlin AG på særlige vilkår, som giver den højest opnåelige rating: AAA – svarende til danske statsobligationer."
Forstædernes Bank har anført, at klageren og dennes ægtefælle ved udgangen af 2004 havde værdipapirer for ca. 895.000 kr. Klageren havde et kontant indestående på ca. 407.000 kr. og en kapitalpension med et indestående på ca. 242.000 kr. Hertil kommer klagerens formue i fast ejendom beliggende i Nordsjælland, som ifølge klagerens oplysninger ikke var belånt.
Forstædernes Bank har anført, at renten ved den første variable rentefastsættelse 23. august 2006 blev fastsat til 1,952 % p.a., hvilket var væsentligt lavere end oprindeligt forventet. Den 25. august 2008 blev renten på obligationerne fastsat til 1,408 % p.a. På baggrund af udviklingen i forskellen mellem den korte og den lange rente skønnes næste rentekupon på obligationerne at blive ca. 4,5 %. Skønnet er foretaget primo januar 2009, hvor obligationernes kurs var ca. 81.
Den 6. august 2008 rettede klageren henvendelse til Forstædernes Bank vedrørende Dannevirke obligationerne. Klageren fandt, at han var blevet ført bag lyset og ønskede "mine penge tilbage samt erstatning for manglende renter".
Ved brev af 27. oktober 2008 afviste Forstædernes Bank klagerens krav.
Parternes påstande.
Klageren har den 1. december 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Forstædernes Bank skal tilbageføre købet af Dannevirke obligationerne samt betale en rentegodtgørelse.
Forstædernes Bank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse, mere subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.
Klageren har anført, at han ved tegningen af Dannevirke obligationerne fik at vide, at der var tale om en god og sikker forretning, som sagtens kunne sælges hen ad vejen uden problemer. Han er 70 år og folkepensionist og anser bankens anbefaling for bondefangeri.
Han mener, at hans friværdi i den faste ejendom er uden betydning for sagen.
Forstædernes Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at parterne på væsentlige punkter er uenige om rådgivningsforløbet, hvorfor klagen bør afvises.
Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at klageren har været kunde i banken i ca. 7 år. Der er udført mange former for bankforretninger for klageren og dennes ægtefælle, hvorfor man har et godt kendskab til familien, dens formue og økonomiske dispositioner.
Købet af Dannevirke papirerne skete efter et forudgående møde, hvor produktet blev gennemgået med klageren. Ved mødet blev det oplyst, at klageren altid kunne omsætte obligationen, der er børsnoteret. Det bestrides, at medarbejderen skulle have oplyst, at obligationen til enhver tid kunne sælges til kurs 100.
Klagerens værdipapirportefølje var ved udgangen af 2004 sammensat af en blanding af aktier, noterede og unoterede investeringsbeviser samt realkreditobligationer. På tidspunktet for investeringen udgjorde Dexia Dannevirke obligationerne ca. 16 % af klagerens likvide midler (kontanter og værdipapirer). På baggrund af klagerens samlede formue udgjorde investeringen en mindre del. Investeringen stod ikke i misforhold til klagerens økonomiske og personlige forhold, ligesom der var tale om en tilstrækkelig spredning af værdipapirportefølje.
Klageren havde i 2003 handlet strukturerede produkter og havde således allerede erfaring med og kendskab til denne type værdipapirer.
Banken har ikke pådraget sig et erstatningsansvar ved klagerens køb af obligationerne. Der foreligger ikke nogen relevant mangel ved obligationerne i køberretlig forstand, og der er ikke grundlag for at kræve erstatning efter købeloven.
Banken har levet op til den faglige standard, der må forventes.
Klageren har løbende modtaget information om beholdningen af obligationerne og kunne få oplysninger om kursen på Dannevirke papirerne via Børsens hjemmeside samt bankens hjemmeside.
Såfremt klageren mener sig fejlrådgivet, burde klageren have reageret langt tidligere. Klageren har således ikke begrænset sit tab.
Pr. 2. januar 2009 kunne resultatet af klagerens investering opgøres til negativt afkast på ca. 12.000 kr. på basis af børskursen på da 81. Det negative resultat er lavt i forhold til andre typer af investering i værdipapirer. Det generelle kursfald på værdipapirmarkedet har ikke ramt Dannevirke papirerne.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for fastslå, at Forstædernes Banks medarbejder ved sin ved rådgivning af klageren i forbindelse med dennes køb af 200.000 kr. Dannevirke II obligationer i marts 2005 begik ansvarspådragende fejl eller forsømmelser.
Obligationerne er garanterede i den forstand, at de vil blive indfriet til kurs 100 ved udløb i 2016, men klageren måtte efter de oplysninger, som han modtog, herunder i bankens brochure, være klar over, at der bestod en risiko for, at forholdene på rentemarkedet kunne udvikle sig sådan, at obligationernes variable rente blev mindre end forventet, herunder mindre end markedsrenten på almindelige obligationer.
Efter det oplyste om klagerens formueforhold er der heller ikke grundlag for at fastslå, at klagerens samlede investering i obligationerne oversteg, hvad der ud fra et synspunkt om risikospredning kunne anses for forsvarligt.
Klagen tages ikke til følge.