Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Modregning i gevinstopsparingskonto efter fusion. Spørgsmål om, hvorvidt pengeinstituttets frigørelsestid var indtrådt.

Sagsnummer: 279/1996
Dato: 12-12-1996
Ankenævn: Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne: Gevinstopsparing - modregning
Fusion - modregning
Modregning - fusion
Ledetekst: Modregning i gevinstopsparingskonto efter fusion. Spørgsmål om, hvorvidt pengeinstituttets frigørelsestid var indtrådt.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 28. november 1988 blev klagerens ejerlejlighed solgt på tvangsauktion. På auktionen opnåedes ikke dækning til et pantebrev på oprindeligt 96.289,02 kr., som et pengeinstitut, der senere blev overtaget af Bikuben, havde overtaget i henhold til en garanti.

Den 16. februar 1996 fusionerede Bikuben med GiroBank til det indklagede pengeinstitut.

Klageren havde hos GiroBank en gevinstgirokonto. Af GiroBanks regler for denne kontotype fremgår:

"SÅDAN HÆVER DE BELØB PÅ KONTOEN.

Der er 3 måneders opsigelse på gevinstgiro. Hæver De med kortere varsel, fratrækker vi en dekort.

........."

Af GiroBanks almindelige forretningsbetingelser - som fortsat var gældende indtil 1. september 1996 - fremgår:

"10. Modregning.

GiroBank kan uden forudgående meddelelse til kunden modregne ethvert forfaldent tilgodehavende hos kunden i ethvert tilgodehavende, som kunden har eller får hos GiroBank. GiroBank modregner dog ikke i den del af kundens løn eller offentlige ydelser m.v., som må anses for nødvendig til at dække kundens almindelige leveomkostninger. GiroBank modregner heller ikke i indeståendet på konti, der efter lovgivning og/eller aftalevilkår er sikret mod kreditorforfølgning.

11. Opsigelse

GiroBank og kunden kan til enhver tid bringe kundeforholdet til ophør uden varsel.

..........."

Ved skrivelse af 25. juni 1996 meddelte indklagedes inkassoafdeling, at man havde modregnet 16.600 kr. af klagerens indestående på gevinstgirokontoen i klagerens gæld til indklagede. Gælden var pr. 28. november 1988 opgjort til 98.633,19 kr. Ved skrivelse af 8. juli 1996 blev gælden inkl. 5 års renter og med fradrag af det modregnede beløb opgjort til 141.463,11 kr. pr. 25. juni 1996.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre modregningen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at hun finder, at modregningen er foretaget med urette, idet indeståendet på gevinstgirokontoen alene kan hæves med 3 måneders opsigelse. Det fremgår ikke af indklagedes regler, at opsigelsesvarslet alene angår kundens opsigelse.

Indklagede har anført, at modregningsbetingelserne var til stede, idet indklagede har et forfaldent tilgodehavende hos klageren. Indklagede kunne uden opsigelse af gevinstgirokontoen modregne sit tilgodehavende i indeståendet på kontoen, idet opsigelsesvarslet på 3 måneder alene vedrører kundens opsigelse. Af de almindelige forretningsbetingelser fremgår, at indklagede til enhver tid kan bringe kundeforholdet til ophør uden varsel. Modregning blev først foretaget mere end 4 måneder efter fusionen.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede er ved fusionen indtrådt i de ophørende pengeinstitutters rettigheder og forpligtelser. Indklagede havde således en forfalden fordring mod klageren, og modregningserklæringen blev først afgivet mere end 4 måneder efter fusionen, således at klageren har haft rimelig tid til at træffe foranstaltninger mod modregning.

Ankenævnet finder, at den citerede bestemmelse i indklagedes (GiroBanks) regler for gevinstgirokonti - uanset at den direkte angår opsigelse fra kundens side - må føre til, at der også gælder et varsel på 3 måneder ved opsigelse fra indklagedes side. Indklagede var derfor ikke den 26. juni 1996 berettiget til umiddelbart at foretage modregning som sket. Indklagede ville imidlertid have kunnet foretage modregning efter opsigelsesperiodens ophør, ligesom indklagede, såfremt klageren forinden benyttede sig af sin ret til førtidig opsigelse mod dekort, ville have kunnet foretage modregning i forbindelse hermed. Da indklagedes således under alle omstændigheder har kunnet og vil kunne gennemtvinge modregningen, finder Ankenævnet ikke tilstrækkelig anledning til nu at pålægge indklagede at tilbageføre den foretagne modregning.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.