Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om nedsættelse af stiftelsesomkostninger i forbindelse med et finansieringsselskabs finansiering af køb af en bil i et oprindeligt trepartsforhold.

Sagsnummer: 225/2026
Dato: 04-09-2026
Ankenævn: Katrine Waagepetersen, Jacob Grubbe, Iben Leisner, Morten Bruun Pedersen og Martin Hare Hansen
Klageemne: Kreditaftaleloven - gebyr, stiftelsesomkostninger
Kreditaftaleloven - trepartsforhold
Udlån - stiftelsesomkostninger
Ledetekst: Krav om nedsættelse af stiftelsesomkostninger i forbindelse med et finansieringsselskabs finansiering af køb af en bil i et oprindeligt trepartsforhold.
Indklagede: Jyske Finans
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om nedsættelse af stiftelsesomkostninger i forbindelse med et finansieringsselskabs finansiering af køb af en bil i et oprindeligt trepartsforhold.

Sagens omstændigheder

Klagerne, M og H, har fremlagt en faktura af 26. april 2026, hvoraf fremgår, at H købte en bil af mærket Opel af forhandler E, og at forhandler E tog en bil af mærket SEAT i bytte. Klagerne har oplyst, at H købte bilen for en byttepris på 155.005 kr., som skulle finansieres ved Jyske Finans (finansieringsselskabet).

Købet blev finansieret ved en kreditaftale af 18. april 2024 indgået med finansieringsselskabet. Af ”Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger” i kreditaftalen fremgår blandt andet, at det samlede kreditbeløb var 155.005 kr., at den månedlige ydelse var cirka 2.300 kr., og at det samlede beløb, der skulle betales i løbetiden, var 214.322,06 kr. Af kreditaftalen fremgår herudover:

”…

§ 2. Oplysninger i henhold til Lov om kreditaftaler

§ 2A. Kontantpris, udbetaling, samlet kreditbeløb, stiftelsesomkostninger og provision

Købesum                              200.625,00 kr.

Udstyr                                               0,00 kr.

Leveringsomkostninger             3.200,00 kr.

Øvrigt                                         1.180,00 kr.

Kontantpris i alt                  205.005,00 kr.

Udbetaling erlægges på følgende måde:

Kontant betalt (mod kvittering)   50.000,00 kr.

Udbetaling i alt                           50.000,00 kr.    50.000,00 kr.

Samlet kreditbeløb                                       155.005,00 kr.

Stiftelsesomkostninger (inkl. eventuel formidlingsprovision til sælger/kreditformidler) tillægges det samlede kreditbeløb

Stiftelsesprovision                               12.000,00 kr.

Ekspeditionsgebyr                                 4.495,00 kr.

Forsikringsadministration jf. § 6 B           950,00 kr.

Fast afgift (tinglysning)                          1.850,00 kr.

Variabel afgift (tinglysning)                   2.700,00 kr.

Stiftelsesomkostninger i alt                 21.995,00 kr.           21.995.00 kr.

Restkøbesum (det kreditgiver skyldige beløb)    177.000,00 kr.

Det samlede kreditbeløb afregnes af kreditgiver direkte til sælger, når alle formelle forhold omkring finansieringen er på plads.

§ 2B. ÅOP, samlede kreditomkostninger, det samlede beløb der skal betales

Årlige omkostninger i procent (ÅOP)                                           8,82 %

Stiftelsesomkostninger                                                       21.995,00 kr.

Samlede renter m.v. i løbetiden                                        33.972,06 kr.

Aflysning af ejendomsforbehold                                             950,00 kr.

Rategebyr i lånets løbetid 25,00 kr.                                

pr. ydelsesbetaling                                                               2.400,00 kr.

Samlede kreditomkostninger                                              59.317,06 kr.

Det samlede beløb der skal betales til kreditgiver udgør (det samlede kreditbeløb + samlede kreditomkostninger)   214.322,06 kr.

Det samlede beløb der skal betales med tillæg af udbetalingen udgør                                                                                   264.322,06 kr.

…”                                        

Finansieringsselskabet har oplyst, at kreditaftalen blev sendt til H den 26. april 2024 og har fremlagt en udskrift af en E-Signing Validator af samme dag, hvoraf fremgår, at H underskrev kreditaftalen med MitID den 26. april 2024.

Klagerne har oplyst, at de i 2025 kontaktede forhandler E med henblik på at få udleveret en kopi af kreditaftalen, hvilket de fik efter telefonisk kontakt med Jyske Finans.

Finansieringsselskabet har fremlagt en e-mailkorrespondance af 4. juli 2025 mellem klagerne og forhandler E, hvoraf klagerne gjorde indsigelse mod forhandler E’s rådgivning vedrørende finansieringen. Af forhandler E’s svar fremgår:

”…

Der har på ingen måde været holdt noget skjult for dig omkring omkostninger ved lånet. Du har ikke modtaget lånepapirer eller underskrevet lånet hos os. Du har fået tilsendt lånepapirer elektronisk i e-boks med udførlig specifikation af omkostninger og betingelser til gennemlæsning, godkendelse og underskrift. Så vidt vi kan se, så har du underskrevet lånedokumenterne d. 26/4 2025. Du har haft 14 dages fortrydelsesret vedr. lånet, hvis du havde fortrudt og ønskede at betale kontant eller via anden finansieringsform. Der er nu gået mere end et år siden køb af bil og lån, og vi kan og vil ikke ændre ved den indgåede aftale. Alt er specificeret og sket i fuld åbenhed for dig.

…”

Samme dag svarede klagerne forhandler E, at de ikke kunne genkende finansieringsselskabets fremlægning, hvorfor de fastholdt deres indsigelse.

Finansieringsselskabet har fremlagt en e-mail fra H af 10. juli 2025 til finansieringsselskabet, hvoraf fremgår:

”Jeg har d. 9/7 2025 modtaget orientering vedrørende optagelse af bil lån oprettet d. 26/4 2024. Jeg har købt [en bil af mærket Opel] ved [forhandler E] i nævner i det fremsendte følgende omkring oprettelse af lån ;

1. Jeg har ikke fået fremvist købsaftalen inden underskrift, min mand efterlyste en fremlæggelse på papir inden underskrift dette var ikke muligt fik vi oplyst af sælgeren grundet at alt foregik på digital .

2. Vedrørende underskrift forlanger jeg fremlagt min underskrift altså hvis der foreligger sådan ,jeg er ikke vidende om at jeg har underskrevet låneaftalen .

3. Vedrørende omkostninger ca. kr. 22.000,00 det store beløb blev ikke oplyst inden evt underskrift ,hvis jeg var vidende om de store omkostninger inden køb havde jeg naturligvis søgt andre muligheder bla. Bank / Sparekasse eller anden låne udbyder .

4. På lånet opkræves der pr. indbetaling kr 25.00 jeg betaler pr mobil pay og det blev oplyst til sælgeren inden købet ved oprettelse af kontrakt og anerkendelse, jeg forventer de indbetalte beløb refunderet.

5. Som det fremgår af mine notater har jeg ikke fået gennemgang af den totale købskontrakt – jeg har ikke fået oplyst hvilke omkostninger der ville blive ved oprettelse af lånet – jeg fik ikke udlevet indholdet af kontrakten og ønsker oplyst om der er underskrevet med mit navn mm. – kr. 25.00 ønskes returneret jeg aftalte med sælger min betalingsform .

6. Det fremgår af købsaftalen som jeg selv har ønsket modtaget fra Jysk Finans – sælgeren kunne eller ville ikke kunne være behjælpelig med denne fremlæggelse og henviste til Jysk Finans – jeg har ifølge låneaftalen indgået aftale om kr. 155.005.00 d. 18/4 2024 der er således ikke oplyst om omkostningerne .

7. Jeg vedlægger kopi af alt materiale således der fremvises at vi har kontaktet firmaet [forhandler E] inden vores yderligere kontakter heri bla. F.D.M

…”

Klagerne har fremlagt en e-mail af 16. februar 2026 sendt til forhandler E, hvoraf fremgår blandt andet:

”a. [forhandler E] indestår for 17.000 kr. + renter det samlede beløb fratrækkes gælden der oprettes nyt lån med indhold af afdrag / renter på restløbetiden […] B. [Forhandler E] udbetaler vores kontante beløb kr. 50.000 .+ renter af de kr 17.000 og bilen tages retur uden omkostninger […]”

I februar 2026 afviste forhandler E klagernes forslag til løsning.

Parternes påstande

Den 19. marts 2026 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet, som har forstået klagernes påstand sådan, at Jyske Finans skal tilbagebetale klagerne 17.000 kr. inkl. renter for perioden fra indgåelsen af kreditaftalen og indtil betaling, subsidiært at klagerne modtager 50.000 kr. inkl. renter af 17.000 kr., og at bilen tilbageleveres uden yderligere omkostninger.

Jyske Finans har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klagerne har blandt andet anført, at klagen vedrører snyd med finansieringen. De aftalte en byttepris på 155.005 kr. med forhandler E. Bytteprisen på 155.005 kr. udgør det samlede kreditbeløb. Det er loftet for eller summen af alle beløb, der skal betales. Dette beløb må indeholde alle omkostninger, når intet andet er påført. Det var dette beløb, der skulle finansieres af finansieringsselskabet.

Efter kreditaftalen blev underskrevet, kontaktede de forhandler E for at få udleveret kreditaftalen. Dette ønskede forhandleren ikke. Forhandleren henviste til finansieringsselskabet. De bad forhandleren om at fremlægge og forklare finansieringsbeløbet inden de underskrev, men fik oplyst, at den mulighed ikke var til stede. De spurgte flere gange, men blev afvist, da kreditaftalen var oprettet digitalt.

Det var først efter et år, at de opdagede, at de uden deres kendskab var blevet pålagt 21.995 kr. i omkostninger til oprettelse af kreditaftalen. Forhandleren modtog 16.495 kr. i oprettelsesgebyr. Det er svig, snyd og bedrag at tilføre økonomiske tillæg til en kreditaftale uden låntagerens kendskab. De var ikke vidende om finansieringsselskabets fremgangsmåde. Formuleringen i kreditaftalen af det samlede beløb der skulle betales til kreditgiveren, er i strid med det udkast og de oplysninger, de modtog hos forhandleren. De var meget overraskede over det beløb, der er pålagt det oprindelige lånebeløb uden deres kendskab.

Ifølge Forbrugerklagenævnets praksis er det muligt at hæve handlen, når der foregår svindel med finansieringen. Dette er tilfældet, hvis der er indgået en skjult gæld eller der er manipuleret med lånevilkårene. I dette tilfælde er kreditaftalen ikke indgået på et lovligt grundlag.

Grundet sygdom gjorde de noget tid efter leveringen indsigelse mod kreditaftalen. Dette afskærer dog ikke deres ret til at klage. De ved, at beløbet, der klages over, ikke er stort, men det er et klart lovbrud, som forhandleren indregner i sit salær, hver gang forhandleren sælger en bil.

De har ved e-mail af 16. februar 2026 til forhandler E fremsendt løsninger på sagen, men dette har ikke ført til en løsning.

Jyske Finans har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at det som følge af trepartsaftalens natur var forhandleren, der havde den direkte dialog med klagerne om finansieringen af bilen hos finansieringsselskabet.

Forhandler E har oplyst finansieringsselskabet, at alle dele af H’s lånetilbud blev grundigt gennemgået ved klagernes gentagne besøg hos forhandleren. Forhandleren kan ikke genkende, at finansieringsbeløbet, herunder stiftelsesomkostningerne, var forsøgt tilbageholdt. Dette understøttes af forhandler E’s svar af 4. juli 2025.

Kreditaftaler kan udformes og fremsendes digitalt som varigt medium. Fremsendelsen af lånetilbuddet i digital form har ikke medført, at oplysninger om finansieringsbeløbet ikke er gjort tilgængelige for H. H underskrev lånetilbuddet samme dag, som det blev fremsendt til digital underskrift. Dette beroede på hendes eget valg, idet H ikke var forpligtet hertil, men tværtimod havde mulighed for at tage sig rimelig betænkningstid til gennemgang og eventuel afklaring af vilkårene før aftaleindgåelsen.

Kreditaftaleloven er beskyttelsespræceptiv og indeholder en række oplysningskrav, der netop skal tilsikre, at forbrugere oplyses behørigt om vilkår og betingelser ved en påtænkt lånefinansiering, så forbrugeren kan træffe beslutning om at indgå aftalen på et oplyst grundlag. Disse krav er blandt andet forankret i de ”Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger”, der skal udleveres forud for aftalens indgåelse, samt selve udformningen af kreditaftalen, hvori aftalens vilkår skal præsenteres klart og tydeligt. Af ”Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger” fremgår oplysninger, der var relevante for, at H kunne sammenligne tilbud og træffe beslutning om indgåelse af kreditaftalen, herunder det samlede beløb, der skulle betales i løbetiden og de årlige omkostninger i procent (ÅOP). Disse oplysninger fremgår også af kreditaftalens §§ 2 A og B, hvor de enkelte stiftelsesomkostninger og summen heraf fremgår særskilt.

Stiftelsesomkostninger på i alt 21.995 kr. er behørigt oplyst i overensstemmelse med kreditaftalelovens krav. Det er tydeligt angivet både særskilt og som en del af de samlede kreditomkostninger. Herudover fremgår det samlede tilbagebetalingsbeløb og ÅOP. H accepterede vilkårene ved sin underskrift.

Finansieringsselskabet har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en efterprøvelse af de fremførte forhold i finansieringsselskabets anbringender vil kræve yderligere bevisførelse, under henvisning til, at klagerne er af den opfattelse, at stiftelsesomkostningerne er blevet holdt skjult for dem. Fastholdes dette synspunkt på trods af, at omkostningerne er klart angivet i kreditaftalen, vil dette forudsætte, at der er handlet svigagtigt i forbindelse med dialogen om kreditaftalens indgåelse.

En nærmere efterprøvelse af omstændighederne ved kreditaftalens indgåelse vil kræve yderligere bevisførelse i form af blandt andet vidneforklaring fra forhandler E, som ikke kan ske for Ankenævnet, der behandler sager på et skriftligt grundlag. Som følge heraf bør sagen afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne, M og H, har fremlagt en faktura af 26. april 2026, hvoraf fremgår, at H købte en bil af mærket Opel af forhandler E, og at forhandler E tog en bil af mærket SEAT i bytte. Klagerne har oplyst, at H købte bilen for en byttepris på 155.005 kr., som skulle finansieres ved Jyske Finans (finansieringsselskabet).

Købet blev finansieret ved en kreditaftale af 18. april 2024 indgået med finansieringsselskabet. Af ”Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger” i kreditaftalen fremgår blandt andet, at det samlede kreditbeløb var 155.005 kr., at den månedlige ydelse var cirka 2.300 kr., og at det samlede beløb, der skulle betales i løbetiden var 214.322,06 kr. Af kreditaftalen fremgår herudover blandt andet, at der til kreditbeløbet på 155.005 kr. blev tillagt samlede stiftelsesomkostninger på 21.995 kr., svarende til en stiftelsesprovision på 12.000 kr., et ekspeditionsgebyr på 4.495 kr., en udgift til forsikringsadministration på 950 kr., og tinglysningsafgifter for 4.550 kr. Endvidere fremgår, at de årlige omkostninger i ÅOP udgjorde 8,82 %, at de samlede renter i løbetiden udgjorde 33.972,06 kr., og at klagerne skulle betale et rategebyr på i alt 2.400 kr. i lånets løbetid, hvorfor det samlede beløb, der skulle betales til finansieringsselskabet udgjorde 214.322,06 kr.

Finansieringsselskabet har oplyst, at kreditaftalen blev sendt til H den 26. april 2024 og har fremlagt en udskrift af en E-Signing Validator af samme dag, hvoraf fremgår, at H underskrev kreditaftalen med MitID den 26. april 2024.

I perioden fra den 4.-10. juli 2025 og i februar 2026 gjorde klagerne indsigelse mod finansieringen, herunder forhandler E’s rådgivning forud for indgåelsen af kreditaftalen, men der blev ikke fundet en mindelig løsning.

H accepterede med sin underskrift af låneaftalen, at Jyske Finans beregnede sig stiftelsesomkostninger på i alt 21.995 kr.

Ankenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte låneaftalen eller stiftelsesomkostningerne som ugyldige.

Klagerne får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.