Sagsnummer: | 375/2002 |
Dato: | 11-02-2003 |
Ankenævn: | Peter Blok, Hans Daugaard, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Niels Bolt Jørgensen |
Klageemne: | Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
Ledetekst: | Placering af kapitalpensionsmidler i aktier og aktiebaserede specialafdelinger af investeringsforening. |
Indklagede: | Danske Bank |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod indklagedes rådgivning vedrørende placeringen af midler i klagerens kapitalpensionsdepot.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i 1933, overførte i 1995 en kapitalpensionsordning til indklagedes Præstø afdeling. Klageren indbetalte løbende det maksimale indskud på kapitalpensionen svarende til 31.200 kr. i 1995 og stigende til 36.500 kr. i 2001.
Det fremgår, at kundeforholdet i løbet af 1998 blev overflyttet til Brøndbyøster afdeling og i løbet af 2001 til Tåstrup afdeling.
Af fremlagte årsoversigter fremgår om værdien af kapitalpensionen (ultimo året):
År | Kontant | Aktier | Investeringsbeviser | I alt |
1995 | 93.253 kr. | 19.512 kr. | 168.240 kr. | 281.005 kr. |
1996 | 11.153 kr. | 398.219 kr. | 0 kr. | 409.372 kr. |
1997 | 2.548 kr. | 530.893 kr. | 0 kr. | 533.441 kr. |
1998 | 3.587 kr. | 629.106 kr. | 0 kr. | 632.693 kr. |
1999 | 4.264 kr. | 541.521 kr. | 187.581 kr. | 733.366 kr. |
2000 | 44.220 kr. | 209.298 kr. | 422.138 kr. | 675.656 kr. |
2001 | 35.610 kr. | 216.813 kr. | 298.958 kr. | 551.382 kr. |
Af årsoversigterne for 1999-2001 fremgår vedrørende depotets indhold af investeringsbeviser:
1999: | Antal styk | Kursværdi (ultimo) |
Danske Invest Latinamerika | 148 | 19.746 kr. |
Danske Invest Teknologi | 804 | 167.835 kr. |
2000: | ||
Danske Invest Latinamerika | 646 | 77.849 kr. |
Danske InvestTeknologi | 804 | 107.044 kr. |
Danske InvestInternet | 912 | 49.375 kr. |
Danske InvestStockpicking | 979 | 82.490 kr. |
Danske InvestIT-Infrastruktur | 1.950 | 105.378 kr. |
2001: | ||
Danske InvestLatinamerika | 646 | 73.321 kr. |
Danske InvestTeknologi | 804 | 52.187 kr. |
Danske Invest Internet | 912 | 26.685 kr. |
Danske InvestStockpicking | 979 | 65.485 kr. |
Danske InvestIT-Infrastruktur | 1.950 | 45.142 kr. |
Danske InvestDannebrog | 360 | 36.136 kr. |
Klageren har anført, at det er den samme medarbejder B, der har rådgivet igennem hele forløbet om placering af kapitalpensionen. Placeringerne i Danske Invest skete efter forslag fra B.
Af sagen fremgår, at der på et ikke nærmere angivet tidspunkt medio 2001 blev afholdt et møde hos klageren, hvor investeringsforløbet blev gennemgået. Mødet resulterede ikke i en ændret værdipapirsammensætning af depotet.
Ved skrivelse af 6. august 2002 rettede klageren henvendelse til indklagede. Klageren henviste til, at værdien af investeringsbeviserne var faldet med ca. 422.000 kr. på 2-3 år. Klageren kritiserede B's rådgivning, herunder at B ikke havde kontaktet hende med henblik på at drøfte et salg af papirerne. Klageren henviste til Forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning, som hun fandt, at B havde tilsidesat på en række punkter. Ved skrivelse af 29. samme måned anførte indklagede bl.a., at man ikke fandt, at det betydelige fald i værdien af depotet var et forhold, der med rette kunne bebrejdes indklagede, hvorfor man ikke kunne tilbyde en kompensation.
Parternes påstande.
Klageren har den 19. september 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale "erstatning for det af mig lidte tab, ca. kr. 440.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at B fra det tidspunkt, hvor ordningen blev overført til indklagede, foreslog at investere i aktier, hvilket gik udmærket indtil årene 1999-2001. I 1999 foreslog B at investere i Danske Invest, uden at hun blev informeret om nogen nærmere form for risiko, i hvilket tilfælde hun ikke var gået med på forslaget.
B kontaktede hende på intet tidspunkt for at drøfte et eventuelt salg af papirerne, men på hendes foranledning blev mødet i 2001 afholdt.
Baggrunden for den manglende anbefaling af salg af investeringsbeviserne har sammenhæng med, at indklagede belønnes økonomisk af pågældende investeringsforening, når man sørger for, at der ikke sker tilbagesalg. Investeringsforeningerne betaler uden kundernes viden returkommission til de pengeinstitutter, som undlader at anbefale salg af investeringsbeviser.
Det anførte er i strid med Forbrugerombudsmandens retningslinier, hvorefter rådgivningen alene skal tilgodese hensynet til kunden, ligesom pengeinstituttet om nødvendigt af egen drift skal tilbyde kunden at tage dennes engagement op til vurdering af dets forsvarlighed, når pengeinstituttet er opmærksom på, at konkrete individuelle forhold hos kunden taler herfor. B måtte være klar over, at der var tale om sådanne individuelle forhold for hende, når tidshorisonten for kapitalpensionen tages i betragtning.
Efter Forbrugerombudsmandens retningslinier stilles der endvidere særlige krav til pengeinstituttets rådgivning om egne produkter/ydelser, som markedsføres eller formidles af pengeinstituttet, dvs. således også investeringsbeviser fra Danske Invest, som indklagede har en særlig interesse i at udbyde. Dette skærper kravene til indklagedes forsigtighed ved udbud og formidling. Det fremgår videre, at såfremt pengeinstituttet anbefaler eller medvirker til særlige risikofyldte investeringer, skal der foretages en omhyggelig vurdering af kundens mulighed for at bære et heraf følgende tab.
B's rådgivning gik ud på at investere store beløb i Danske Invests aktiebaserede afdelinger, uanset hun ikke kan bære tabet, idet hun skal leve af kapitalpensionen efter sit fyldte 70. år. B's rådgivning om placering i aktiebaserede specialafdelinger af Danske Invest var ansvarspådragende, hvorfor indklagede bør betale erstatning.
Hertil kommer, at B på et tidspunkt udtalte, at han kunne garantere hende, at der ville være en million på ordningen, når den skulle udbetales.
Hun bestrider, at hun skulle have tilkendegivet et ønske om at maksimere sit afkast mest muligt. Tværtimod udtalte hun, at hun ønskede at gå med både livrem og seler.
Hun ønskede ikke selv at købe investeringsbeviser, men lyttede blot til B's råd. Hun erkender, at hun selv bærer risikoen for kursudviklingen for investeringsbeviser, men B burde have informeret hende om udviklingen i tide.
Baggrunden for hendes passivitet var, at hun håbede, at papirerne ville rette sig, således at hun ikke var nødt til at sælge med tab. Hun har hele tiden forsøgt at have "is i maven", men nu er den smeltet.
Indklagede har anført, at klageren på tidspunktet for kapitalpensionens overflytning til indklagede desuden havde et frit depot på ca. 1,2 mio. kr. samt en ratepension.
I forbindelse med overførslen gav klageren udtryk for, at hun ønskede at maksimere sit afkast mest muligt. Rådgiveren fandt derfor sammen med klageren frem til enkeltaktier, som indklagede troede på. Klageren blev samtidig orienteret om risikoen ved investeringen.
Klageren har løbende været i kontakt med rådgiveren og drøftet investeringerne. Klageren har haft såvel tab som gevinst på aktier.
I forbindelse med omlægningen til aktiebaserede investeringsbeviser var klageren fuldt informeret om risikoen herved. Klageren valgte at købe forskellige specialiserede investeringsforeninger, som såvel hun som indklagede havde tiltro til. Klageren ønskede på dette tidspunkt ikke at gå i obligationsbaserede investeringsbeviser.
Klageren er på ingen måde blevet lovet eller stillet i udsigt, at der var garanti for, at kursen ville stige på investeringerne, eller at værdien af kapitalpensionen ville være en million, når hun fyldte 70 år. Rådgiveren tilkendegav alene, at det med en heldig hånd var et realistisk mål at nå den ene million, hvis markedet fortsatte opad.
Klageren købte i 1998 en ejerlejlighed for 1.028.000 kr. med en udbetaling på 503.000 kr. Skulle klagerens kapitalgrundlag øges væsentligt ud over, hvad investering i fast ejendom og en forsigtig opsparing i obligationer kunne give, var det oplagt at overveje en strategi for aktieinvesteringer.
På et møde medio 2001 blev investeringerne drøftet. I mødet deltog klagerens datter, der er ansat i et andet pengeinstitut. Det blev på mødet besluttet, at klageren sammen med datteren skulle overveje situationen og vende tilbage, såfremt midlerne skulle placeres anderledes. Klageren vendte ikke tilbage.
Klageren har selv valgt at købe investeringsbeviserne og bærer risikoen ved kursudviklingen på disse. Indklagede har ikke handlet ansvarspådragende.
Sammensætningen af depotet var ikke i overensstemmelse med indklagedes anbefalinger, men klageren valgte selv fordelingen.
Risikoen ved aktieinvesteringerne var en risiko, der kunne forsvares set ud fra klagerens samlede økonomi. En målsætning på 1 mio. kr. i værdi for kapitalpensionen var hverken en urealistisk målsætning eller en urealistisk forventning.
Klageren var gennem hele 2001 opfordret til at begrænse tabene på aktieinvesteringerne, der i alt væsentligt er udtryk for den generelle afmatning af aktiemarkedet. Klageren har udvist passivitet ved først at klage i 2002.
Klagerens valg af investering i overensstemmelse med strategien kræver ikke anden dokument end det i sagen forelagte. Det er uden betydning, at indklagede normalt anbefaler en mere forsigtig investeringsstrategi.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Midlerne i klagerens kapitalpension var i årene 1996-1998 udelukkende placeret i enkeltaktier, og det må lægges til grund, at klageren selv havde valgt dette på trods af den risiko, der var forbundet hermed. I de følgende år blev en væsentlig del af midlerne omlagt til investeringsbeviser i specialafdelinger baseret på aktier, og klageren måtte være klar over, at også dette var en risikobetonet investering. I årene til og med 1999 havde klageren betydelige kursgevinster, hvilket for klageren måtte understrege risikoen for at lide kurstab i samme størrelsesorden. Klageren kunne endvidere have valgt helt eller delvis at omlægge sin beholdning til mindre risikobetonede papirer, da kurstabene begyndte at vise sig, eksempelvis ved udgangen af 2000, da hun kunne konstatere et tab i forhold til året før, eller i forbindelse med mødet i midten af 2001.
På den anførte baggrund finder Ankenævnet ikke grundlag for anse indklagede for erstatningsansvarlig for det kurstab, klageren har lidt på investeringsbeviserne.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.