Kaution, stiftelse.
| Sagsnummer: | 425/1990 |
| Dato: | 22-11-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Peter Møgelvang-Hansen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Kaution, stiftelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved kautionserklæring af 24. juli 1987 kautionerede klageren for enhver forpligtelse, som et af klagerens ægtefælle personligt drevet firma havde eller måtte få overfor indklagedes Frederikssund afdeling. Samtidig ydede indklagede firmaet en kredit på 600.000 kr., og til sikkerhed herfor håndpantsatte klageren endvidere et ejerpantebrev på 400.000 kr. med pant i sin ejendom.
Klagerens ægtefælle fik senere en henvendelse fra 2 personer, som via et anpartsselskab ønskede at købe sig ind i ægtefællens firma med henblik på salg af skilte, bl.a. til skibe. Det fremgår af udskrift af generalforsamlingsprotokollen for dette anpartsselskab, at klageren, ægtefællen og de 2 personer skulle udgøre anpartsselskabets bestyrelse med klageren som formand for denne, og at den ene af de to personer skulle være selskabets direktør.
Af betinget salgsaftale af 12. november 1987 indgået mellem ægtefællen og anpartsselskabet fremgår det, at ægtefællen overdrager alle rettigheder til udnyttelse af navnet, opfindelser, registreret varemærke m.v. til det nye anpartsselskab, og at selskabet overtager firmaets gæld som debitor hos indklagede. De 2 personer havde indløsningsret overfor klageren og ægtefællen for anparterne, når ægtefællen og klageren var frigjort for kautions- og pantsætningsforpligtelser for købers gæld hos indklagede og halvdelen af gælden på 460.000 kr. var afviklet.
Ved kreditkontrakt af 21. december 1987 forhøjedes firmaets kredit med 250.000 kr. til 850.000 kr. Som låntager var anført anpartsselskabet, og lånedokumentet var underskrevet af anpartsselskabets direktør og et andet bestyrelsesmedlem. Til sikkerhed for lånet håndpantsattes det nævnte ejerpantebrev i klagerens ejendom og et løsøreejerpantebrev i anpartsselskabets driftsinventar og driftsmateriel. Endvidere underskrev klageren samme dag en kautionserklæring, ifølge hvilken han kautionerede for enhver forpligtelse, anpartsselskabet havde eller måtte få over for afdelingen.
Da anpartsselskabet ikke som forudsat overtog firmaet, underskrev klagerens ægtefælle som indehaver af firmaet den 17. marts 1988 en kreditkontrakt med et maksimum på 850.000 kr. Ved påtegning på kontrakten håndpantsatte klageren ejerpantebrevet på 400.000 kr., ligesom ægtefællen håndpantsatte et løsøreejerpantebrev på 200.000 kr. Endvidere underskrev klageren samme dag en kautionserklæring vedrørende enhver gæld påhvilende firmaet over for indklagede.
Den 10. maj 1988 opnåede ægtefællen kaution fra eksportkreditrådet for en åben kredit på max. 300.000 kr. i indtil 90 dage regnet fra fakturadato. Det var i kautionserklæringen anført, at kautionsforpligtelsen højest udgjorde halvdelen af det samlede træk under eksportørens driftskreditter i pengeinstituttet, incl. lånet under eksportkreditrådets kaution. Indklagede ydede herefter ægtefællen eksportkreditten.
Den 28. oktober 1988 opnåede ægtefællen ny kaution fra eksportkreditrådet på 300.000 kr., således at den tidligere stillede kaution annulleredes, og lånets restsaldo henførtes under den nye kaution inden for dennes maksimum.
Ved skrivelse af 13. juni 1989 bekræftede indklagede en aftale om, at indklagede af klagerens tilgodehavende hos statsskattedirektoratet modtog 75.000 kr. til nedbringelse af skylden på driftskreditten, medens det eventuelle restbeløb ville være til klagerens frie rådighed.
Den 31. august 1989 opsagde indklagede engagementet overfor klageren og ægtefællen til fuldstændig indfrielse og overgav den 11. september 1989 sagen til retslig inkasso.
Ved skrivelse af 12. oktober 1989 anmodede indklagede sin advokat om yderligere at inkassere den af eksportkreditrådet indfriede kredit, idet det i kautionserklæringen var bestemt, at eksportkreditrådet dækkede 50% af det tab, indklagede konstaterede på driftskreditten og eksportkreditten, hvorfor indklagede først kunne konstatere et eventuelt tab, når hele mellemværendet var forsøgt inkasseret hos debitor. Som følge heraf havde eksportkreditrådet gjort regres gældende overfor indklagede i anledning af indfrielse af eksportkreditten.
Den 13. december 1989 indstævnede indklagede ægtefællens firma og klageren til betaling af 357.692,12 kr., der hidrørte fra driftskreditten og eksportkreditlånet. Den 20. november 1990 har civilretten i Frederikssund udsat retssagen mod klageren med henblik på forelæggelse for Ankenævnet.
Klageren har overfor ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at den af ham afgivne kautionserklæring er ugyldig.
Indklagede har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Klageren har anført, at firmaet på intet tidspunkt har været drevet som anpartsselskab, hvorfor klageren ikke har været medlem af bestyrelsen som anført i det fremlagte generalforsamlingsprotokollat, som klageren i øvrigt bestrider at have set tidligere. Klageren bestrider endvidere, at han skulle have præsenteret de to personer, der i generalforsamlingsprotokollatet var benævnt som direktør og bestyrelsesmedlem, for afdelingen og have godkendt, at de to personer kunne forhøje driftskredittens maksimum med 250.000 kr. og trække på kreditten. Indklagede har uden at sikre sig beviser for de nærmere ejerforhold ladet disse to personer disponere over driftskreditten, og indklagede har undladt at søge beløbet inddrevet hos disse personer. Beløbet er ikke brugt på produktion i selskabet, men alene på diverse rejseaktiviteter foretaget af de to personer. Den af klageren afgivne kaution af 17. marts 1988 er afgivet under trusler om, at man i modsat fald ville begære hans ejendom bortsolgt på tvangsauktion og under løfte om, at indklagede ved lempelige nedskrivninger af kredittens maksimum ville hjælpe firmaet. Indklagede har imidlertid ikke som lovet forsøgt at hjælpe firmaet, idet indklagede bl.a. opsagde engagementet på et tidspunkt, hvor firmaet forhandlede om en større ordre, der kunne have afhjulpet firmaets økonomiske vanskeligheder. Indklagede har endvidere trods den indgåede aftale herom først efter indsigelse fra klageren ladet denne disponere over halvdelen af sit tilgodehavende på overskydende skat hos statsskattedirektoratet.
Indklagede har til støtte for afvisningspastanden i første række anført, at klageren var bestyrelsesformand i anpartsselskabet i den periode, firmaet blev drevet i anpartsselskabsform, at klageren har deltaget i næsten alle møder om firmaets udvikling, og at klageren ved flere lejligheder har repræsenteret selskabet overfor indklagede. Indklagede finder således, at der er tale om en klage vedrørende et erhvervsforhold, der må afvises fra behandling i Ankenævnet. Subsidiært bør afvisning finde sted som følge af, at sagen vil kræve en bevisførelse, der ikke kan finde sted for Ankenævnet, men som bør ske for domstolene.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at de to personer blev præsenteret af klageren i afdelingen, i hvilken forbindelse klageren meddelte, at de havde købt sig ind i firmaet, og klageren oplyste således ikke, at der alene var tale om en betinget aftale. Klageren havde fuldt kendskab til og måtte formodes at være indforstået med, at den ene af personerne handlede på firmaets vegne i relation til den omtalte kreditforhøjelse. Indklagede finder det endvidere usandsynligt, at klageren ikke tidligere skulle være bekendt med generalforsamlingsprotokollatet, idet klageren og ægtefællen havde underskrevet anmeldelse til erhvervs- og selskabsstyrelsen med anmodning om vedtægtsændring dateret samme dag som førnævnte generalforsamlingsprotokollat. Indklagede bestrider endvidere, at klageren skulle have afgivet kautionserklæringen af 17. marts 1988 under trusler, idet det bemærkes, at der var tale om en fortsættelse af den kautionsforpligtelse, som klageren den 21. december 1987 havde påtaget sig for firmaets drift i anpartsselskabsregi. Nedskrivningerne af firmaets kredit fandt under hele forløbet sted efter forudgående aftale med debitor, og provenuet af den omtalte transport vedrørende klagerens tilgodehavende på overskydende skat blev efter aftale med klageren fordelt således, at halvdelen blev anvendt til nedbringelse af firmaets kredit, mens resten blev stillet til klagerens disposition.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må efter det foreliggende lægges til grund, at klageren, da han underskrev kautionserklæringen af 17. marts 1988, var bekendt med, at kassekredittens maksimum var blevet forhøjet med 250.000 kr., og at der i den forudgående periode var blevet trukket på kreditten af de to personer, som deltog i det anpartsselskab, der skulle have overtaget virksomheden. Allerede af denne grund findes klageren at måtte være afskåret fra nu at påberåbe sig disse forhold. Herefter, og da der efter det oplyste ikke findes at foreligge andre forhold, som kan medføre, at kautionen helt eller delvis tilsidesættes som ugyldig, tages klagen ikke til følge.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge.