Indsigelse mod at hæfte for lån i forbindelse med bankens finansiering af køb af computer i et oprindeligt trepartsforhold. Spørgsmål om misbrug af MitID. Spørgsmål om falsk.
| Sagsnummer: | 633/2025 |
| Dato: | 12-08-2026 |
| Ankenævn: | Helle Korsgaard Lund-Andersen, Christina Bryanth Konge, Søren Juhl Wenøe, Morten Bruun Pedersen og Elizabeth Bonde. |
| Klageemne: |
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Kreditaftaleloven - trepartsforhold Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod at hæfte for lån i forbindelse med bankens finansiering af køb af computer i et oprindeligt trepartsforhold. Spørgsmål om misbrug af MitID. Spørgsmål om falsk. |
| Indklagede: | Ekspres Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod hæftelse for lån i forbindelse med bankens finansiering af køb af computer i et oprindeligt trepartsforhold. Spørgsmål om misbrug af MitID. Spørgsmål om falsk.
Sagens omstændigheder
Klageren har oplyst, at han den 28. januar 2023 blev udsat for identitetstyveri. Han modtog en e-mail, hvori han blev anmodet om at foretage en opdatering af MItID, hvilket han gjorde. Klageren har anført, at han straks konstaterede, at det var forkert, da han havde modtaget beskeden via e-mail og ikke vie e-Boks. Han anmeldte det fire minutter efter til MitID.
Ved kreditaftale af 29. januar 2023 kl. 03:48 blev der indgået en kreditaftale med Ekspres Bank A/S, som blev formidlet af virksomhed V. Af kreditaftalen fremgår, at klageren i forbindelse med købet af en MacBook for 19.028 kr. hos virksomhed V havde fået bevilliget et lån på 19.028 kr. af banken.
Af faktura af 30. januar 2023 fremgår blandt andet, at MacBook-computeren var købt på forhandlerens webshop, at den kostede 19.028 kr., og at den skulle leveres på adresse A i by D.
Klageren har anført, at en ukendt gerningsmand købte MacBook-computeren og indgik kreditaftalen med banken i hans navn. Han foretog ikke købet hos virksomhed V, ansøgte ikke om lånet, og har aldrig ejet eller købt en MacBook.
Klageren har fremlagt en kvittering for anmeldelse til politiet af 2. februar 2023, hvoraf fremgår, at politiet den 1. februar 2023 modtog en anmeldelse om uberettiget adgang til et datasystem, som blev begået den 29. januar 2023 fra klagerens adresse, adresse B i by D, og at klageren var forurettet i sagen.
Ved indsigelsesformular af 12. april 2023 gjorde klageren indsigelse mod indgåelsen af kreditaftalen. Af indsigelsen fremgår, at klageren opdagede, at et lån var optaget i hans navn, da han havde modtaget en opkrævning fra banken i sin e-Boks. Klageren oplyste, at nogen havde hacket hans MitID. Herudover fremgår:
”…
Jeg har aldrig købt noget som jeg skal have lån hos jer da jeg aldrig køber noget på kredit hvor jeg skal godkende med nemid jeg betaler altid når jeg køber over nettet jeg j eg har aldrig købt noget hos human da jeg ikke kan bruge dem fordi de en gang har taget penge for noget de ikke har lavet
…”
Klageren og banken havde i perioden fra 17. april til 22. juni 2023 en dialog om klagerens indsigelse. Ved sit svar af 22. juni 2023 afviste banken at friholde klageren for betaling af lånet i henhold til kreditaftalen af 29. januar 2023.
Banken har oplyst, at den i juli 2023 overgav lånet til inddrivelse hos inkassoselskab C. Klageren har oplyst, at banken på trods af hans indsigelser har fastholdt kravet.
Parternes påstande
Den 6. december 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Ekspres Bank skal friholde ham for betaling af lånet.
Ekspres Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han er udsat for identitetstyveri.
Banken har ikke fremlagt dokumentation for, at han er låntager. Han har modtaget kopi af kreditaftalen, men han har ikke underskrevet aftalen. Banken har forsømt at fremlægge hvilken legitimation, der er anvendt, leverings- eller afhentningsdokumentation fra virksomhed V, tekniske registreringer i forbindelse med købet og indgåelsen af aftalen (IP-adresser, enheds-ID, mv.).
Banken har oplyst ham en e-mailadresse og et telefonnummer på den person, som har begået identitetstyveriet. Banken må jo også have kontrakten på lånet. E-mailadressen og telefonnummeret, som har været anvendt til lånet, har aldrig tilhørt ham. Virksomhed V må have adressen på vedkommende, som har købt varen. Han har forsøgt at kontakte virksomhed V, men virksomhed V vil kun give oplysningerne til politiet. Det er åbenbart, at en anden har misbrugt hans identitet.
Han har handlet i god tro og anmeldte identitetstyveriet straks efter han kunne. Det kan ikke være rigtigt, at han skal betale for noget, som han ikke har købt. Han har aldrig købt noget hos virksomhed V.
Han anmeldte identitetstyveriet til politiet og har flere gange gjort indsigelse mod lånet. Han har efterfølgende modtaget 13 breve i e-Boks og tre breve fra inkassoselskab C. Banken truede ham med fogeden og retten. Det er i strid med god skik, når gælden er bestridt, og der foreligger en dokumenteret politianmeldelse.
Han ønsker forståelse og hjælp og er ked af det, som er sket. Han har altid betalt sine regninger. Det var en dum fejl, at han kom til at gå ind på en e-mail, som han troede var en opdatering af MitID. Da han havde gjort det, sagde hans søn: ”Det gjorde du bare ikke far.” Han tænkte ikke over det, da han gjorde det. Fire minutter efter det skete kontaktede han MitID, lukkede sit MitID og spærrede sine konti i banken. Han har gjort alt for at undgå det, som er sket. Det er muligvis en dårlig undskyldning, men han er trods alt en mand på snart 80 år.
Ekspres Bank har anført blandt andet, at kreditaftalen er bindende og gyldigt indgået mellem klageren og banken. Klageren er forpligtet til at tilbagebetale lånet.
Kreditaftalen er underskrevet den 29. januar 2023 ved anvendelse af klagerens MitID. Klageren har herved juridisk forpligtet sig over for banken i overensstemmelse med kreditaftalens vilkår. Anvendelsen af klagerens MitID ved underskrivelse af kreditaftalen udgør bevis for klagerens identifikation ved indgåelsen af kreditaftalen. Klageren har ikke løftet bevisbyrden for, at han er udsat for identitetstyveri. Klageren bærer bevisbyrden for, at han har været udsat for identitetstyveri og omstændighederne herfor, at kreditaftalen ikke er indgået af klageren ved anvendelse af klagerens MitID, og at det angivelige misbrug af klagerens MitID er sket under omstændigheder, som banken bærer risikoen for.
MitID anvender et to-faktor-system. Identifikation med MitID forudsætter benyttelse af mindst to identifikationsmidler: et vidensbaseret identifikationsmiddel (noget som indehaveren ved), hvilket enten kan være en personlig MitID adgangskode og et indehaverbaseret identifikationsmiddel (noget som indehaveren er i besiddelse af), hvilket kan være en personlig MitID kodeviser, MitID kodeoplæser, MitID chip eller MitID app. MitID identifikation kan ikke gennemføres, medmindre begge identifikationsmidler er til stede. Ved en MitID identifikation vil der altid fremgå, hvilken forpligtende handling MitID identifikationen beviser.
Klagerens oplysninger om hændelsesforløbet vedrørende det angivelige identitetstyveri er usammenhængende. Klagerens skiftende forklaringer om tidsforløbet er ikke overensstemmende med det faktiske hændelsesforløb. En tredjepart kan ikke have fået adgang til klagerens MitID og adgangskode den 28. januar 2023 samt indgået kreditaftalen af 29. januar 2023 med klagerens MitID, hvis klageren inden for fire minutter spærrede sit MitID. En suspendering eller spærring af MitID medfører, at den digitale identitet eller identifikationsmidler tilknyttet et MitID ikke kan anvendes.
En tredjepart, som angiveligt "hackede" klagerens telefon, har ikke kunnet anvende klagerens MitID til at underskrive kreditaftalen uden klagerens personlige MitID adgangskode. Klageren har oplyst, at han ikke havde MitID appen, brugernavn og adgangskode samlet tilgængelige på hans telefon, ligesom klageren har oplyst, at telefonen ikke var blevet stjålet. Dette betyder, at klagerens aktive medvirken har været nødvendig for at underskrive kreditaftalen med MitID. Alternativt har klageren gjort sit MitID med adgangskoder tilgængeligt for tredjemand, hvilket gør, at klageren også i det tilfælde er forpligtet af kreditaftalen.
Banken har været berettiget til at tage skridt til inddrivelse af det skyldige beløb. Banken har forholdt sig til og afvist klagerens indsigelser mod lånet, inden inddrivelsesskridt blev iværksat. Det er ikke i strid med gældende regler eller god skik at tage relevante skridt til inddrivelse af lånet, uanset at klageren bestrider gælden. Klagerens politianmeldelse af det angivelige identitetstyveri afskærer ikke i sig selv banken fra at iværksætte inddrivelsesskridt.
Ankenævnets bemærkninger
Ved kreditaftale af 29. januar 2023 kl. 03:48 blev der indgået en kreditaftale med Ekspres Bank A/S, som blev formidlet af virksomhed V. Af kreditaftalen fremgår, at klageren i forbindelse med købet af en MacBook for 19.028 kr. hos virksomhed V havde fået bevilliget et lån på 19.028 kr. af banken.
Af faktura af 30. januar 2023 fremgår blandt andet, at MacBook-computeren var købt på forhandlerens webshop, at den kostede 19.028 kr., og at den skulle leveres på adresse A i by D.
Klageren har oplyst, at han modtog en e-mail, hvori han blev anmodet om at foretage en opdatering af MitID, hvilket han gjorde. Klageren har anført, at han straks konstaterede, at det var forkert, da han havde modtaget beskeden via e-mail og ikke vie e-Boks. Han anmeldte det fire minutter efter til MitID. Klageren har anført, at en ukendt gerningsmand købte MacBook-computeren og indgik kreditaftalen med banken i hans navn. Han foretog ikke købet hos virksomhed V, ansøgte ikke om lånet, og har aldrig ejet eller købt en MacBook.
Banken har anført, at klageren ikke har løftet bevisbyrden for, at han blev udsat for identitetstyveri. Kreditaftalen er underskrevet den 29. januar 2023 ved anvendelse af klagerens MitID. Klageren har herved juridisk forpligtet sig over for banken i overensstemmelse med kreditaftalens vilkår.
Klageren har fremlagt en kvittering for anmeldelse til politiet af 2. februar 2023, hvoraf fremgår, at politiet den 1. februar 2023 havde modtaget en anmeldelse om uberettiget adgang til et datasystem, som blev begået den 29. januar 2023 fra klagerens adresse, adresse B i by D, og at klageren var forurettet i sagen.
Ved indsigelsesformular af 12. april 2023 gjorde klageren indsigelse mod kreditaftalen. Klageren og banken havde i perioden fra 17. april til 22. juni 2023 en dialog om klagerens indsigelse. Ved sit svar af 22. juni 2023 afviste banken at friholde klageren for betaling af lånet i henhold til kreditaftalen af 29. januar 2026.
Ankenævnet finder, at en afklaring af sagens nærmere omstændigheder forudsætter oplysning om, hvorledes klagerens MitID-oplysninger kan være blevet videregivet, og tredjemand eventuelt kan have fået adgang til at misbruge klagerens MitID. Da en afgørelse af sagen herefter forudsætter en bevisførelse, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene, afvises sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr.4.
Ankenævnet kan herefter ikke behandle klagen.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.