Krav mod modtagende pengeinstitut om tilbageførsel af netbankoverførsler, der blev foretaget i forbindelse med bedrageriske SMS’er fra en svindler, der udgav sig for at være klagerens søn.
| Sagsnummer: | 420/2025 |
| Dato: | 23-03-2026 |
| Ankenævn: | Katrine Waagepetersen, Signe Kjørup Carlsson, Janni Visted Hansen, Tina Thygesen, Elizabeth Bonde. |
| Klageemne: |
Tilbageførsel
|
| Ledetekst: | Krav mod modtagende pengeinstitut om tilbageførsel af netbankoverførsler, der blev foretaget i forbindelse med bedrageriske SMS’er fra en svindler, der udgav sig for at være klagerens søn. |
| Indklagede: | AL Sydbank (tidligere Arbejdernes Landsbank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav mod modtagende pengeinstitut om tilbageførsel af netbankoverførsler, der blev foretaget i forbindelse med bedrageriske SMS’er fra en svindler, der udgav sig for at være klagerens søn.
Sagens omstændigheder
Klageren og hans ægtefælle var kunder i pengeinstitut P. Klageren har oplyst, at han og hans ægtefælle den 3. august 2025 i forbindelse med bedrageriske SMS’er fra en svindler, der udgav sig for at være hans søn, blev lokket til at overføre 9.378 kr. og 10.000 kr., i alt 19.378 kr. henholdsvis fra deres fælles konto og fra hans ægtefælles konto i pengeinstitut P til tredjemands konto i AL Sydbank (tidligere Arbejdernes Landsbank.
Efter at have været i kontakt med klagerens ”rigtige” søn natten mellem den 3. august og 4. august 2025 fandt de ud af, at der var tale om svindel. De kontaktede pengeinstitut P med det samme, og dagen efter gjorde de ved en tro- og loveerklæring indsigelse mod betalingerne overfor pengeinstitut P.
Klageren har oplyst, at han om morgenen den 4. august 2025 kontaktede modtagende pengeinstitut vedrørende svindlen.
Den 4. august 2025 kl. 10:01 sendte pengeinstitut P en e-mail til det modtagende pengeinstitut, AL Sydbank (tidligere Arbejdernes Landsbank), i det følgende banken, om udveksling af oplysninger ved netbanksvindel og bad banken tilbageholde beløbet på i alt 19.378 kr. og forsøge at indhente kontohavers accept til, at beløbet kunne tilbageføres.
Ved en e-mail af 8. august 2025 til pengeinstitut P oplyste banken, at der desværre ikke var noget at sikre i sagen, hvorfor den afsluttede sagen overfor pengeinstitut P.
I en e-mail af 14. august 2025 til banken skrev klageren:
” Beskrivelse
Jeg blev den 3.8.25. udsat for svindel af en kunde hos AL. Konto nr. [-888] og jeg ringede straks mandag morgen og anmeldte det. Jeres medarbejder konstaterede de 2 overførsler fra [pengeinstitut P] og oprettede en sag på de 2 beløb ialt 19.738 kr. Sagen er anmeldt til [pengeinstitut P] samme nat J.nr. […] og Politiet J.nr. […] dagen efter. Jeg vil gerne vide, hvilke skridt AL konkret har taget overfor jeres kriminelle og falske kontoindehaver, Denne må være et "muldyr" og disse laver ofte de samme handlinger flere gange. Jeg kan nærmere uddybe det fatale hændelsesforløb om ønsket. MEN, hvad har AL gjort og vil gøre i denne sag ?
…”
I en e-mail af 26. august 2025 til klageren svarede banken:
”…
Vi skal beklage, at vi ikke har fået svaret dig vedr. din overførsler til en konto i Arbejdernes Landsbank.
Som vi skrev til [pengeinstitut P] den 8. august 2025 var det ikke muligt at sikre nogle [af] dine penge, og på grund af vores tavshedspligt, kan vi ikke udtale os om konkrete kundeforhold.
Vi kan dog generelt oplyse, at hvis vi bliver bekendt med at vores kunder anvender deres konti hos os til ulovlige formål, så bliver kundeforholdet opsagt.
Hvis du mener, at du er blevet snydt og derfor har et erstatningskrav, er der desværre nok ikke meget andet at gøre end at afvente en resultatet af en eventuel straffesag og i den forbindelse gøre et erstatningskrav gældende.
…”
I en e-mail af 27. august 2025 til banken skrev klageren:
”…
Indledningsvis er jeg meget forundret over dit korte svar, efter at jeg har måttet rykke. I dit svar forholder du dig ikke konkret til, at der her er tale om, at AL har en kriminel kontohaver. Som jeg ser det, så udviser I som bank passivitet og undersøger ikke den konkrete sag. Pengene blev sandsynligvis hævet natten mellem den 4. og 5. august 2025 eller videresendt til en konto – fx i udlandet. Sådanne ”Muldyr” udfører oftest disse ulovligheder flere gange. Men, som jeg klart ser det: INGEN aktiv og konkret indsats fra AL’s side.
Jeg henvender mig straks til AL om morgenen den 5. august 2025 og da er det jo helt åbenbart, at jeres – og det er ubestrideligt: Kriminelle kontohaver - straks har udtaget de 2 fremsendte beløb på i alt 19.378 kr. Jeres medarbejder lover den morgen, at der straks ses nærmere vedkommendes kundeforhold, men tilsyneladende sker der ingenting. En sådan snarrådig og oplagt indgriben fra bankens siden kunne have medført, at Politiet langt hurtigere kunne tage affære. Så, den form for passivitet fra AL’s side anser jeg for ansvarspådragende !
Jeg ønsker oplyst om I har anmeldt, som I skal, det passerede til Hvidvasksekretariatet og under hvilket J.nr. hos jer og i det sekretariat ? Som bank er I pligtig til, når en sådan klar mistanke fremkommer at handle proaktivt. Meget tyder meget her på, at det gør AL heller ikke, men blot står til.
AL gemmer sig i denne sag under begrebet: ”Tavshedspligt”. Det er for enkelt og billigt. Men, I kender udmærket kundens identitet og hvad denne foretager sig på konti i jeres bank. Der skal ikke megen forstand på bankdrift til at afkode om de transaktioner jeres kriminelle kunde udfører/har udført kunne være ulovlige. En kontakt straks da til Politiet ville her have været naturligt – jeg har jo oplyst mit sags nr. der. AL gør bare ingenting andet end en samtale med [pengeinstitut P] – det er ganske enkelt stærkt stødende i en bedragerisag.
Du skriver tilmed, ”hvis jeg mener, at jeg er blevet snydt og har et erstatningskrav….” – det viser jo dybest set, at AL ikke kan og vil forstå, at I har en kriminel kontohaver og at I blot af nemhed skubber sagen til side. I ved sikkert også, at det tager lang tid at disse erstatningssager kommer for Retten – og jo længere tid der går - så står svindleren, som vinder og jeg/vi der groft udnyttes af denne, som krænket taber. Moralkodeks i AL ?
Min klare påstand - efter at have rådført mig juridisk er, at AL her har et erstatningsansvar for passivitet og det agter jeg at fastholde. Imidlertid vil jeg opfordre til, at du tager denne triste sag op med ledelsen i jeres juridiske afdeling til grundig overvejelse - også set fra den krænkede parts side.
…”
I en e-mail af 28. august 2025 til klageren svarede banken:
”…
Jeg må fastholde, at vi ikke kan udtale os om konkrete kundeforhold, men at vi naturligvis altid tager det meget alvorligt, hvis vi får mistanke om, at vores konti bliver brugt til ulovlige formål.
Jeg må samtidig klart afvise din påstand om, at vi skulle have udvist erstatningspådragende passivitet.
Vi betragter hermed sagen som afsluttet.
…”
Parternes påstande
Den 6. september 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at AL Sydbank (tidligere Arbejdernes Landsbank), skal betale 19.378 kr., subsidiært et af Ankenævnet fastsat mindre beløb.
AL Sydbank (tidligere Arbejdernes Landsbank) har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at banken ikke har gjort et reelt forsøg på at stoppe den svindler, den har som kunde. Banken har først reageret på udvekslingsanmodningen fra pengeinstitut P den 8. august 2025, det vil sige fire dage efter hændelsen med de kriminelle overførsler på trods af, at han rettede henvendelse til banken den 4. august 2025 ca. kl. 08:15 om morgenen. Bankens medarbejder lovede ham straks at oprette en sag og undersøge sagsforløbet.
Han gik i en fælde, men banken kunne som minimum have kontaktet politiet straks om morgenen den 4. august 2025, hvor han kontaktede banken, og politiet kunne snarrådigt have grebet ind, ganske som politiet har ageret i sin efterforskning.
Banken er således ansvarlig for, at det svindlede beløb ikke blev blokeret på den kriminelles konto, indtil sagen blev undersøgt nærmere af politiet.
Dertil kommer bankens ligegyldige afvisende ”standardsvar” uden at den forholder sig til, at banken huser en kriminel – uanset beløbets størrelse er der tale om svindel og bedrageri.
Det er besynderligt, at banken dækker sig ind med henvisning til sin tavshedspligt om sine kunder og deres i dette tilfælde åbenbare kriminelle forhold. Det må ligge i sagens natur, at man som ”bonus pater familias” skal og bør udvise rettidig omhu som ansvarlig bank. Det er evident, at banken har en kunde, som deltager i kriminelle aktiviteter. Sådanne personer vil ofte fortsætte, så længe de kan. Der er noget, der hedder moral og etik og det bør ikke negligeres med påstand om tavshedspligt.
Det er uacceptabelt, at en bank opfører sig sådan. Det er krænkende for hans retsbevidsthed. Banken har behandlet ham ringe, og det kan næppe udelukkes, at andre i lignende situationer også bliver afvist på den måde. Måske skyldes det, at han ikke har et kundeforhold i banken.
Banken har ikke dokumenteret, at den straks gjorde noget over for sin kriminelle kontohaver, f.eks. indkaldte denne til møde, lukkede kontoen eller pålagde kontohaveren andre sanktioner. Den af banken udviste ligegyldighed og passivitet er ansvarspådragende, og banken skal derfor betale en erstatning på 19.378 kr. eller et mindre beløb fastsat af Ankenævnet.
Det bestrides, at sagen skal afvises.
AL Sydbank (tidligere Arbejdernes Landsbank) har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at banken som følge af sin tavshedspligt ikke kan udtale sig mere konkret om sine kunder og deres kontoforhold.
Banken kan af samme grund heller ikke udtale sig mere konkret om den kunde, hvortil klageren og hans ægtefælle overførte henholdsvis 10.000 kr. og 9.378 kr. den 3. august 2025.
Banken kan generelt oplyse, at når banken modtager en såkaldt udveksling fra et andet pengeinstitut, forsøger banken at sikre pengene hurtigst muligt. Banken forsøgte således at sikre klagerens midler, så snart den modtog e-mailen om udveksling fra pengeinstitut P den 4. august 2025, selv om den først skrev tilbage til pengeinstitut P den 8. august 2025. Banken må derfor klart afvise at have handlet ansvarspådragende i nærværende sag.
Banken kan samtidig generelt oplyse, at hvis banken bliver bekendt med, at bankens kunder anvender deres konti til ulovlige formål, så opsiger banken kundeforholdet.
Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at en yderligere afklaring af sagens nærmere omstændigheder vil kræve parts- og vidneforklaringer, som medfører, at sagen ikke er egnet til behandling for Ankenævnet, hvorfor sagen bør afvises.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren og hans ægtefælle var kunder i pengeinstitut P. Den 3. august 2025 blev de i forbindelse med bedrageriske SMS’er fra en svindler, der udgav sig for at være klagerens søn, lokket til at overføre 9.378 kr. og 10.000 kr., i alt 19.378 kr. henholdsvis fra deres fælles konto og fra klagerens ægtefælles konto i pengeinstitut P til tredjemands konto i AL Sydbank (tidligere Arbejdernes Landsbank).
Efter at have været i kontakt med klagerens søn natten mellem den 3. august og 4. august 2025 fandt de ud af, at der var tale om svindel. De kontaktede pengeinstitut P med det samme, og dagen efter gjorde de ved en tro- og loveerklæring indsigelse mod betalingerne overfor pengeinstitut P.
Klageren har oplyst, at han den 4. august 2025 om morgenen kontaktede modtagende pengeinstitut, AL Sydbank (tidligere Arbejdernes Landsbank), vedrørende svindlen.
Den 4. august 2025 kl. 10:01 sendte pengeinstituttet P en e-mail til AL Sydbank (tidligere Arbejdernes Landsbank) om udveksling af oplysninger ved netbanksvindel og bad banken tilbageholde beløbet på i alt 19.378 kr., således at kontohaver ikke kunne råde over beløbet og forsøge at indhente kontohavers accept til, at beløbet kunne tilbageføres.
Ved en e-mail af 8. august 2025 til pengeinstituttet P oplyste banken, at der desværre ikke var noget at sikre i sagen, hvorfor den afsluttede sagen overfor pengeinstitut P.
Klageren har stillet krav om, at banken skal betale 19.378 kr., subsidiært et af Ankenævnet fastsat mindre beløb, idet banken er erstatningsansvarlig på grund af passivitet.
Banken har afvist at have handlet ansvarspådragende og har anført, at den forsøgte at sikre klagerens midler, så snart den modtog e-mailen om udveksling fra pengeinstitut P den 4. august 2025, selv om den først skrev tilbage til pengeinstitut P den 8. august 2025.
Banken har anført, at banken som følge af sin tavshedspligt ikke kan udtale sig konkret om den kunde, hvortil klageren og hans ægtefælle overførte henholdsvis 10.000 kr. og 9.378 kr. den 3. august 2025.
Banken har samtidig generelt oplyst, at hvis banken bliver bekendt med, at bankens kunder anvender deres konti til ulovlige formål, så opsiger banken kundeforholdet.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at AL Sydbank (tidligere Arbejdernes Landsbank) har udvist fejl eller forsømmelser, der kan medføre, at banken har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.