Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Afvisning.

Sagsnummer: 271/1989
Dato: 27-11-1989
Ankenævn: Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
Ledetekst: Afvisning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved klageskema af 19. juli 1989 indbragte klageren en sag for Ankenævnet, idet indklagedes Fredensborg afdeling havde afvist at opgøre hans kapitalpensionskonto med fradrag af afgift og tilsende forsikringsselskabet Hafnia Liv A/S beløbet under henvisning til, at klagerens pensionsordning ikke opfylder betingelserne for, at klageren kan få beløbet udbetalt kontant.

Ved skrivelse af 9. oktober 1989 afviste Ankenævnets sekretariat klagen under henvisning til, at klagen vedrører en fortolkning af et pensionsregulativ, der er udarbejdet af Kommunernes Landsforening og Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, og ikke en konkret tvist af formueretlig karakter mellem klageren og indklagede.

Klageren har begæret sagen indbragt for Ankenævnet under henvisning til, at det er indlysende, at hans pensionsaftale opfylder kravene i regulativet, og at sagen derfor intet har at gøre med fortolkning af regulativet.

Indklagede har anført, at man ikke har noget selvstændigt ønske om at modsætte sig klagerens standpunkt, men alene føler sig bundet af reglerne i opsparingsregulativet. I direktionens skrivelse af 28. juni 1989 oplyser indklagede, at man har diskuteret aftalen og fortolkningen heraf med Kommunens Landsforening, inden man kom frem til sin konklusion i sagen, og foreslår klageren at rette henvendelse til Kommunernes Landsforening eller Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund, som har fastsat reglerne for pensionsopsparing.

Ankenævnets bemærkninger:

Det tiltrædes, at sagen, der angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren i henhold til Regulativ om opsparing for ikke tjenstemandsansat kontorpersonale ansat i kommuner uden for hovedstadsområdet § 2, stk. 3, har adgang til kontant udbetaling af det opsparede beløb falder uden for Ankenævnets kompetence.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.