Omstændigheder i forbindelse med afslag om udstedelse af VisaDankort. Rådgivning om afgift ved ophævelse af kapitalpension, herunder om forhøjet afgift ved ophævelse før det fyldte 60. år.
| Sagsnummer: | 263/2001 |
| Dato: | 14-05-2002 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Mette Frøland, Karen Frøsig, Jette Kammer Jensen |
| Klageemne: |
Kapitalpensionskonti - ophævelse
Rådgivning - pensionsforhold Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2 Betalingstjenester - udstedelse og (gen)udlevering af kort |
| Ledetekst: | Omstændigheder i forbindelse med afslag om udstedelse af VisaDankort. Rådgivning om afgift ved ophævelse af kapitalpension, herunder om forhøjet afgift ved ophævelse før det fyldte 60. år. |
| Indklagede: | BG Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om godtgørelse for indklagedes handlemåde i forbindelse med et afslag på en anmodning om udstedelse af VisaDankort til klagerens datter samt spørgsmål om mangelfuld rådgivning om betaling af afgift i forbindelse med ophævelse af kapitalpension.
Sagens omstændigheder og parternes argumenter.
I
Den 12. juni 2001 rettede klageren og dennes dengang 17-årige datter henvendelse i indklagedes Ishøj Center afdeling med anmodning om udstedelse af et VisaDankort til datteren.
Indklagede afslog anmodningen.
Henvendelsen i afdelingen blev afsluttet ved, at indklagede tilkaldte politiet, der førte klageren ud af ekspeditionslokalet.
Klageren har bl.a. anført, at datteren skulle bruge et Visakort i forbindelse med et ophold i Australien.
Indklagede ville ikke begrunde afslaget.
Flere af datterens venner havde fået udstedt VisaDankort med deres forældres underskrift, og hun var villig til at skrive under for datteren. Indklagede medarbejder afviste denne mulighed og henviste hende til i stedet til at tage til Australien og underskrive for datteren der.
Hun blev vred over medarbejderens uforskammede behandling, og datteren anmodede om at få lukket sin bankkonto hos indklagede.
Medarbejderen burde have givet en begrundelse for afslaget og have vejledt om, hvorledes datteren kunne modtage penge under sit ophold i Australien. Det er hendes opfattelse, at hun blev behandlet dårligt, fordi hun er udlænding.
Indklagede bad hende om at forlade ekspeditionslokalet, hvilket hun modsatte sig, fordi hun ville afvente, at datterens konto blev lukket.
Det bestrides, at hun var højrøstet. Hun var i hvert fald ikke mere højrøstet end indklagedes medarbejder.
I stedet for at lade hende vente på, at datterens konto blev lukket, tilkaldte indklagede politiet, der lagde hende i håndjern og udsatte hende for en hårdhændet behandling.
Indklagede bør betale en godtgørelse som kompensation for den behandling, hun blev udsat for.
Indklagede bør med henblik på bevisførelsen udlevere videooptagelsen af episoden.
Indklagede har anført, at det blev meddelt klageren og datteren, at man ikke ønskede at efterkomme anmodningen om et VisaDankort til datteren, fordi denne var 17 år og derfor endnu umyndig.
Der udstedes efter omstændighederne VisaDankort til unge på 17 år på grundlag af en aftale med værgen og en kreditmæssig vurdering af denne.
Det bestrides, at man har behandlet klageren dårligt.
Klageren reagerede højrøstet på afslaget og blev derfor anmodet om at forlade ekspeditionslokalet. Da klageren nægtede dette, så man sig nødsaget til at kontakte politiet.
Videooptagelsen er overgivet til politiet.
Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at Ankenævnet ikke kan behandle spørgsmålet om indklagedes vurdering af klagerens datters ansøgning om udstedelse af VisaDankort, og at spørgsmålet om indklagedes behandling af klageren ikke er en formueretlig tvist.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klagerens datter var 17 år, da hun anmodede om et VisaDankort, og at man var berettiget til ikke at efterkomme anmodningen.
II
I 1993 og 1994 underskrev klageren, der er født i 1950, en aftale med henholdsvis indklagedes Ishøj afdeling og indklagedes Højbro Plads afdeling om oprettelse af en kapitalpensionskonto. Klageren indskød 30.000 kr. i 1993 og 30.900 kr. i 1994.
I tilknytning til kapitalpensionen blev der oprettet en gruppelivsforsikring.
Pr. den 31. december 2000 udgjorde værdien af ordningerne henholdsvis 9,09 kr. og 66.318,72 kr.
Den 13. juni 2001 rettede klageren henvendelse til Højbro Plads afdelingen med anmodning om ophævelse af kapitalpensionen. I forbindelse hermed underskrev klageren en erklæring om, at hun var "blevet gjort opmærksom på, at ved udbetaling af kapitalpensionsordninger i utide, skal [indklagede] tilbageholde en afgift på 60 % af det udbetalte beløb i henhold til pensionsbeskatningsloven."
Ved skrivelse af 14. juni 2001 oplyste indklagede om ophøret af forsikringsdækningen og mulighederne for at videreføre forsikringen eller tegne en ny.
Den 2. juli 2001 blev kapitalpensionskontiene opgjort med et provenu på 26.839,15 kr., som blev overført til klagerens løbende konto hos indklagede. Den 6. juli 2001 blev kontoen ophævet.
Af indklagedes generelle regler for kapitalpension fra 1994 fremgår bl.a.:
"Ved udbetaling ved pensionsalder, invaliditet eller ved død udbetales opsparingen med fradrag af afgift - for tiden 40% - til staten af kontoens indestående, reduceret med realrenteafgift.
Ved udbetaling i andre tilfælde skal der udover afgift betales en tillægsskat til staten."
Klageren har bl.a. anført, at indklagede har ydet mangelfuld rådgivning i forbindelse med såvel oprettelsen som ophævelsen af kapitalpensionen.
Ved oprettelsen fik hun oplyst muligheden for at få skattemæssigt fradrag for indskuddene men ikke, at der skulle betales afgift i forbindelse med ophævelse af ordningen. Hun var heller ikke bekendt med, at der skulle betales forhøjet afgift ved ophævelse af kapitalpensionen før det fyldte 60. år. Som udlænding er hun ikke fortrolig med skattereglerne, og hun mener ikke at have fået udleveret indklagedes generelle regler for kapitalpension.
Kapitalpensionen blev ophævet, fordi hun efter episoden i Ishøj afdelingen havde mistet tilliden til pengeinstitutter i Danmark. Hun underskrev de dokumenter, der var nødvendige for at få ophævelsen ekspederet, uden nøjagtig kendskab til indholdet.
Ved ophævelsen af kapitalpensionen bortfaldt også forsikringen.
Hun ville have haft større udbytte af en alternativ placering af opsparingen.
Indklagede har anført, at det ikke erindres, i hvilket omfang klageren modtog rådgivning i forbindelse med oprettelsen af kapitalpensionen.
Med sin underskrift på aftalerne har klageren kvitteret for modtagelse de generelle regler for kapitalpension, hvoraf det fremgår, at der skal betales afgift.
Klageren har ikke udtrykt utilfredshed med kapitalpensionsordningen før episoden i Ishøj afdelingen den 12. juni 2001.
Klageren valgte selv at ophæve kapitalpensionen i utide og erklærede sig indforstået med, at ophævelsen bevirkede en afgift til staten på 60%.
Klageren reagerede ikke på skrivelsen om ophøret af forsikringen.
På baggrund af episoden i Ishøj afdelingen ønskede klageren ikke et engagement med indklagede eller - som klageren skriver - med nogen bank i øvrigt.
Parternes påstande.
Den 16. juli 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en godtgørelse.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det beror på pengeinstituttets egen afgørelse, om det ønsker at imødekomme en ansøgning om udstedelse af et VisaDankort. Ved klagerens og dennes datters henvendelse den 12. juni 2001 vedrørende muligheden for at udstedet et VisaDankort til klagerens datter afslog indklagedes medarbejder anmodningen med henvisning til, at datteren endnu ikke var fyldt 18 år. Ankenævnet finder ikke grundlag for at kritisere denne begrundelse.
Klagen vedrørende episoden den 12. juni 2001, herunder kravet om betaling af godtgørelse, vedrører indklagedes medarbejderes optræden og handlemåde over for klageren, herunder at medarbejderne på et tidspunkt anmodede klageren om at forlade banken og, da klageren nægtede dette, tilkaldte politiet.
Ankenævnet finder, at denne del af klagen herefter ikke angår en formueretlig tvist og derfor falder uden for nævnets kompetence. Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med oprettelsen af kapitalpensionen i 1993-94 har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre erstatningsansvar.
Det må lægges til grund, at klageren efter episoden den 12. juni 2001 selv valgte at ophæve kapitalpensionen. I forbindelse med ophævelsen underskrev klageren en erklæring, hvoraf det tydeligt fremgår, at der var tale om ophævelse i utide, og at der ville blive tilbageholdt 60% i afgift. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at anse indklagede for erstatningsansvarlig som følge af, at ophævelsen medførte betaling af en større afgift end den afgift, der skulle have været betalt, såfremt kapitalpensionen først var blevet udbetalt efter klageren fyldte 60. år.
Som følge af det anførte
Ankenævnet kan ikke behandle klagen vedrørende episoden den 12. juni 2001.
Klagen vedrørende kapitalpensionen tages ikke til følge.