Pantebrev købt af trediemand, der havde købt det af indklagede.
| Sagsnummer: | 338 /1994 |
| Dato: | 14-12-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Afvisning - kundeforhold § 2, stk. 3
|
| Ledetekst: | Pantebrev købt af trediemand, der havde købt det af indklagede. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I september 1992 købte klageren af advokat C et pantebrev for ca. 22.000 kr. Advokat C havde i henhold til pantebrevsafregning af 7. september 1992 købt pantebrevet af indklagede.
Pantebrevet havde pant i en ejerlejlighed beliggende i Odense. Pantebrevet havde kvartårlige ydelser, og afviklingen forløb planmæssigt frem til juni termin 1993.
Ved skrivelse af 3. august 1993 fremsendte klagerens depotbank, som havde forestået opkrævning af pantebrevets ydelser, pantebrevet til klagerens advokat til brug for inddrivelsen af juni termin. Af bankens skrivelse fremgik, at debitor havde adresse i Ikast.
Klagerens advokat fremsendte inkassoskrivelse den 12. august 1993 til debitor på adressen i Ikast.
Den 3. september 1993 besvarede klagerens advokat overfor Nykredits advokat en forespørgsel om pantebrevets restance m.v. med henblik på en af Nykredit allerede begæret tvangsauktion over ejerlejligheden.
Ultimo september 1993 modtog klagerens advokat indkaldelse til tvangsauktion den 19. oktober s.å. med salgsopstilling. Af salgsopstillingen fremgik, at ejerlejligheden siden 1. marts 1992 havde været udlejet. Klagerens advokat blev opmærksom herpå i forbindelse med gennemgang af salgsopstillingen forud for tvangsauktionen og rettede henvendelse til indklagede ved skrivelse af 18. oktober 1993. I skrivelsen blev der reklameret over, at ejerlejligheden havde været udlejet på tidspunktet for klagerens erhvervelse af pantebrevet.
I skrivelse af 6. januar 1994 besvarede indklagede klagerens advokats henvendelse. Indklagede afviste tilbageførsel af salget af pantebrevet under henvisning til, at indsigelsen ikke var fremsat i rimelig tid efter, at forholdet var konstateret. Der fandt herefter yderligere korrespondance sted mellem klagerens advokat og indklagede.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagekøbe pantebrevet på nærmere vilkår.
Indklagede har nedlagt påstand om afvisning under henvisning til, at der ikke foreligger noget kundeforhold med klageren.
Klageren har anført, at indklagede må være afskåret fra nu at gøre gældende, at der ikke foreligger et kundeforhold mellem klageren og indklagede, når henses til, at der har udspillet sig en korrespondance mellem parterne, og indklagede på intet tidspunkt har gjort gældende, at klageren ikke var berettiget til at gøre krav gældende overfor indklagede. I korrespondancen har indklagede selv angivet karakteren af de indsigelser, som man har over for klagerens krav, og indklagede bør derfor ikke være berettiget til efterfølgende at fremkomme med nye indsigelser.
Indklagede har anført, at man ikke har solgt det omhandlede pantebrev til klageren, men til advokat C, som må betegnes som professionel investor. Der foreligger således ikke noget kundeforhold med klageren. At man med klageren har drøftet sagen, bevirker ikke, at Ankenævnet er berettiget til at behandle sagen. Såfremt Ankenævnet ikke afviser sagen, forbeholder indklagede sig ret til at fremkomme med bemærkninger til sagens realitet.
Ankenævnets bemærkninger:
Da klageren ikke har købt det omhandlede pantebrev af indklagede, men af en advokat, der havde købt det af indklagede, findes der ikke mellem klageren og indklagede at foreligge et kundeforhold i den betydning, hvori dette udtryk er anvendt i § 2, stk. 2, i Ankenævnets vedtægter. Det bemærkes herved, at der ved afgørelsen af, hvorvidt klageren kan gøre krav gældende direkte mod indklagede, ikke kan bortses fra aftaleforholdene mellem klageren og dennes sælger og mellem denne og indklagede. Herefter, og da den forudgående korrespondance mellem parterne ikke kan afskære indklagede fra at gøre det heromhandlede anbringende gældende for Ankenævnet, afviser Ankenævnet sagen.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.