Indsigelse mod en betalingstransaktion i forbindelse med billeje. Spørgsmål om det trukne beløb var højere end det, klageren med rimelighed kunne forvente. Klageren har modtaget refusion fra betalingsmodtageren. Herefter ikke længere et konkret økonomisk mellemværende.
| Sagsnummer: | 521/2025 |
| Dato: | 14-08-2026 |
| Ankenævn: | Kristian Korfits Nielsen, Jonas Thestrup Nielsen, Kritte Sand Nielsen, Rolf Høymann Olsen og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: |
Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
Betalingstjenester - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse mod en betalingstransaktion i forbindelse med billeje. Spørgsmål om det trukne beløb var højere end det, klageren med rimelighed kunne forvente. Klageren har modtaget refusion fra betalingsmodtageren. Herefter ikke længere et konkret økonomisk mellemværende. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod en betalingstransaktion i forbindelse med billeje. Spørgsmål om det trukne beløb var højere end det, klageren med rimelighed kunne forvente. Klageren har modtaget refusion fra betalingsmodtageren. Herefter ikke længere et konkret økonomisk mellemværende.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde en konto med et tilknyttet betalingskort.
Den 13. juli 2025 bookede klageren en Ford Mustang Convertible for perioden fra den 8. september til den 3. oktober 2025 hos biludlejningsfirma A i USA.
Af bookingbekræftelsen fremgår blandt andet:
” HVAD ER INKLUDERET
- Lufthavn/city tillæg
- Registreringsafgift
- Lokal skat
- Tredjeparts ansvar
- Dækket ved tyveri og skade
- Ubegrænset kilometerforbrug
BOOKING-DETALJER
PRIS PÅ KØRETØJ VARIGHED
USD 1.361,45 25 dag(e) ”
Banken har fremlagt et skærmbillede fra biludlejningsfirma A’s bookingportal, hvoraf blandt andet fremgår, at der ville blive tillagt et gebyr, hvis lejeren/chaufføren var under 25 år. Banken har desuden fremlagt biludlejningsfirmaets lejevilkår, hvoraf blandt andet fremgår:
” Age Information
…
At corporate and participating licensee locations in the U.S., [A] will rent to customers between the ages of 21-24 with a valid credit card and driver’s license. There is a 27.00 per day underage surcharge for renters 21-24.”
Banken har oplyst, at klageren var 21 år i hele lejeperioden.
Klageren har oplyst, at han den 8. september 2025 ankom til et biludlejningsfirma A’s kontor i USA for at afhente den bookede bil. Ved afhentningen fik han oplyst, at den bookede bil ikke var tilgængelig, og at han ville få udleveret en Jeep Wrangler i stedet. Han fik oplyst af biludlejningsfirmaet, at udskiftningen til en anden bil ikke ville ændre på prisen.
Klageren godkendte herefter, at biludlejningsfirma A kunne trække op til 2.496,36 USD fra hans betalingskort for lejeperioden. Af lejekontrakten fremgår blandt andet:
”Your Taxable Fees
Package Charges 1361.45
Non Pkg Items 920.11
27.00/Day Under 25 Fee 675.00
…
Your Total Charges USD 2281.56”
Klageren har oplyst, at en medarbejder hos biludlejningsfirma A oplyste ham om, at differencen mellem bookingprisen og den i lejekontrakten estimerede pris udgjorde et depositum.
Den 3. oktober 2025 tilbageleverede klageren bilen, og biludlejningsfirma A trak herefter 2.281,56 USD fra klagerens betalingskort. Af fakturaen fremgår blandt andet:
”[…] / Lejemål information
|
[…] lejemål detaljer |
[…] Beløb |
[…] Moms |
[…] Moms beløb |
[…] Total beløb |
|
[…] Tid & Kilometer |
1037.14 |
9,37 % |
97,18 |
|
|
[…] Kombination af Ekstra Ydelser |
197,86 |
9,37 % |
18,54 |
|
|
Customer Facility charge |
10 |
0,00% |
|
|
|
[…] County Surcharge |
50,11 |
0,00 % |
|
|
|
Tourism fee |
36, 29 |
9,37% |
3,40 |
|
|
Transportation fee |
16,00 |
9,37 % |
1,50 |
|
|
Vehicle Registration Fee |
68,75 |
9,37 % |
6,44 |
|
|
[…] Gebyr for Lejer Under 25 Å |
675 |
9,37 % |
63,25 |
|
|
|
2091,15 |
|
|
2091,15 |
|
Udenlandsk moms |
|
9,37 % |
|
190,41 |
|
[…] Total beløb |
|
|
USD |
2281,56 |
”
Den 7. oktober 2025 gjorde klageren via en e-mail til biludlejningsfirma A indsigelse mod det beløb, biludlejningsfirmaet havde trukket ham for.
Den 8. oktober 2025 afviste biludlejningsfirma A klagerens indsigelse.
Den 9. oktober 2025 bad banken klageren om en beskrivelse af hændelsesforløbet, herunder om det højere beløb kunne skyldes et ”underage fee”.
Samme dag svarede klageren, at han af biludlejningsfirma A var blevet forsikret om, at biludskiftningen ikke ville ændre prisen for lejeperioden, og at en medarbejder hos A i forhold til differencen mellem bookingprisen og beløbet anført i lejekontrakten havde oplyst, at der var tale om et depositum.
Den 22. oktober 2025 afviste banken klagerens indsigelse med henvisning til, at klageren havde foretaget bookingen og i den forbindelse havde accepteret biludlejningsfirma A’s vilkår og betingelser, hvoraf fremgår, at der kunne forekomme ekstra gebyrer, hvis lejeren var under 25 år.
Under sagens forberedelse i Ankenævnet har klageren oplyst, at biludlejningsfirma A har tilbageført ham næsten hele det omtvistede beløb. Klageren har ikke fremlagt dokumentation for, at han har et restkrav mod biludlejningsfirma A.
Parternes påstande
Den 23. oktober 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, som har forstået hans påstand således, at Danske Bank skal tilbageføre ham differencen mellem prisen oplyst ved reservationen og det beløb, han endte med at betale efter tilbageførsel fra biludlejningsfirma A.
Danske Bank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at banken skal tilbageføre ham differencen mellem bookingprisen på 1.361,45 og den samlede pris, han endte med at betale for lejeperioden.
Det fremgår af lejekontrakten, at prisen var cirka 2.281,56 USD, og et estimeret beløb kan ikke sidestilles med et endeligt betalingskrav. Han har ikke godkendt et endeligt beløb på 2.281,56 USD. Der foreligger derfor ikke et informeret samtykke til en endelig betaling af beløbet.
Betalingen oversteg det beløb, som han med rimelighed kunne forvente. Han havde en bekræftet bookingpris på 1.361,45 USD og blev ikke forud for betalingen oplyst om, at et ”underage fee” eller andre gebyrer ville blive opkrævet som en del af den endelige pris. Gebyret fremgår desuden ikke af lejekontrakten, men blev først tilføjet af biludlejningsfirma A, efter at biludlejningsfirmaet uden hans tilladelse ændrede bilen til en Jeep Wrangler, og efter at betalingen var gennemført.
En medarbejder hos biludlejningsfirma A anvendte formuleringen “the rest is just a deposit” angående differencen. Når en virksomhed ændrer pris og betingelser uden kundens samtykke og efterfølgende forsøger at dække sig ind ved at ændre dokumentationen, er der tale om vildledning og en uautoriseret betaling.
Lejekontrakten blev først sendt til ham, efter at bilen var blevet udleveret, og udgør derfor ikke en gyldig forudgående accept af et endeligt betalingsbeløb. Banken har således ikke løftet sin bevisbyrde efter betalingslovens § 98.
Betingelserne for at undtage banken fra at tilbageføre ham beløbet efter betalingslovens § 101 er således ikke opfyldt
Biludlejningsfirma A tilbageførte ham næsten hele det omtvistede beløb, uden at han havde accepteret nogen løsning, hvilket understøtter, at biludlejningsfirmaet ikke kunne dokumentere samtykke til opkrævningen.
Bankens henvisning til sag 199/2019 er ikke relevant. I den sag forelå der klar og forudgående oplysning om det opkrævede gebyr, og der var ikke tale om modstridende prisoplysninger eller et beløb præsenteret som et depositum eller estimat. Nærværende sag adskiller sig væsentligt, idet han ikke blev oplyst om den endelige pris forud for betalingen og ikke gav samtykke til en prisændring.
Hans forklaring om, at biludlejningsfirmaet oplyste ham om, at differencen alene udgjorde et depositum, understøttes af en tilstedeværende tredjepart. Vidnet var til stede under hele ekspeditionen ved skranken og har bekræftet, at medarbejderen anvendte formuleringen “the rest is just a deposit”, samt at der ikke blev nævnt noget om et ”underage fee”, andre ekstra gebyrer eller en prisstigning.
Danske Bank har blandt andet anført, at klageren den 9. september 2025 godkendte betalingen med pinkode og chip, hvorved biludlejningsfirmaet kunne trække 2.496,39 USD fra hans betalingskort. Betalingen er således autoriseret efter betalingslovens § 82. Biludlejningsfirmaet trak efterfølgende 2.281,56 USD, som er lavere end det godkendte reserverede beløb på 2.496,39 USD. Betalingslovens § 98 er ikke aktuel for sagen, da der ikke er tale om uautoriseret betaling.
Klageren har ifølge betalingslovens § 101 alene ret til at få beløbet tilbageført af banken, hvis han ikke havde godkendt det præcise beløb, og hvis betalingen oversteg det beløb, som han med rimelighed kunne forvente. Begge betingelser skal være opfyldt.
Ved indgåelsen af lejekontrakten accepterede klageren at betale det anslåede beløb til biludlejningsfirma A. Selv hvis det lægges til grund, at klageren af biludlejningsfirmaet fik oplyst, at der var tale om et depositum, så er der tydeligt oplyst i vilkårene, at billejen kostede et ”underage fee”.
Lejekontrakten indeholdt en specificeret linje med "27.00/DY under 25 fee" til et samlet beløb på 675.00 USD, hvilket klart fremgik af lejekontrakten. Det følger af biludlejningsfirmaets vilkår og betingelser, som klageren accepterede i forbindelse med bookingen, at der kunne blive opkrævet ekstra gebyrer, hvis man var under 25 år. Klageren var 21 år i hele lejeperioden.
Det fremgår i første skridt af bookingen hos biludlejningsfirma A, at man skal angive, om chaufføren er under 25 år, og at det er forbundet med et gebyr, hvis dette er tilfældet. Derudover fremgår det tydeligt, når man har valgt bil og skal bekræfte reservationen, at man accepterer vilkårene, herunder de lokale vilkår.
Det forhold, at klageren befandt sig i en vildfarelse om, at han ikke skulle betale ”under age” gebyret, kan ikke medføre, at banken skal kompensere ham for en udgift, han selv har indvilliget i.
Betalingen oversteg således ikke det beløb, som klageren med rimelighed kunne forvente.
Sagen er sammenlignelig med sag 199/2019, der ligeledes vedrørte en indsigelse mod en betalingstransaktion med betalingskort, der var iværksat af eller via et biludlejningsfirma, og hvor spørgsmålet var, om det beløb, der blev trukket af biludlejningsfirmaet, var højere, end det med rimelighed kunne forventes, hvilket Ankenævnet ikke fandt var tilfældet.
Banken har i øvrigt ikke handlet ansvarspådragende og er derfor ikke erstatningsansvarlig over for klageren.
Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at da biludlejningsfirmaet har refunderet ham det omtvistede beløb, har klageren ikke lidt noget tab, og der er derfor ikke noget grundlag for, at banken også skal godtgøre ham. Der foreligger derfor ikke et økonomisk mellemværende, hvorfor sagen skal afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde en konto med et tilknyttet betalingskort.
Den 13. juli 2025 reserverede klageren en Ford Mustang Convertible for perioden fra den 8. september til den 3. oktober 2025 hos biludlejningsfirma A i USA. Prisen var på bookingsiden anført til 1.361,45 USD. Det fremgår blandt andet af biludlejningsfirmaets lejevilkår, at lejere mellem 21 og 24 år ville blive opkrævet et aldersbetinget gebyr på 27 USD om dagen.
Klageren har oplyst, at han ved afhentningen fik oplyst, at den bookede bil ikke var tilgængelig, og at han ville få udleveret en Jeep Wrangler i stedet. Han fik oplyst af biludlejningsfirmaet, at udskiftningen til en anden bil ikke ville ændre prisen. Klageren godkendte herefter, at biludlejningsfirma A kunne trække op til 2.496,36 USD fra hans betalingskort for lejeperioden. Af lejekontrakten fremgår, at prisen for lejeperioden udgjorde 2.281,56 USD, inklusive 920.11 USD i diverse gebyrer, herunder 675 USD i et aldersbetinget gebyr.
Klageren har oplyst, at en medarbejder hos A oplyste ham om, at differencen mellem prisen ved bookingen og det i lejekontrakten anslåede beløb skyldtes et depositum.
Den 3. oktober 2025 trak biludlejningsfirma A 2.281,56 USD fra klagerens betalingskort.
Klageren har under behandlingen af klagen oplyst, at biludlejningsfirma A har tilbageført ham næsten hele det omtvistede beløb. Klageren har ikke fremlagt dokumentation for, at han har et restkrav mod biludlejningsfirma A.
Klageren har selv oplyst, at han har fået tilbageført næsten hele det omtvistede beløb af biludlejningsfirma A og har ikke dokumenteret et restkrav mod A. Ankenævnets sekretariat har flere gange forgæves anmodet klageren om sådan dokumentation. Ankenævnet lægger på denne baggrund til grund, at klagen ikke længere vedrører et konkret økonomisk mellemværende.
Ankenævnet afviser herefter klagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2, hvoraf fremgår, at Ankenævnet kan afvise at behandle en klage, hvis klagen ikke vedrører et konkret økonomisk mellemværende.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.