Salg af aktier gennemført uden hensyn til reduceret beholdning som følge af omvendt aktiesplit. Krav om kompensation.
| Sagsnummer: | 29/2026 |
| Dato: | 04-09-2026 |
| Ankenævn: | Katrine Waagepetersen, Jacob Grubbe, Iben Leisner, Morten Bruun Pedersen, Morten Bruun Pedersen og Martin Hare Hansen. |
| Klageemne: |
Netbank - værdipapirer
|
| Ledetekst: | Salg af aktier gennemført uden hensyn til reduceret beholdning som følge af omvendt aktiesplit. Krav om kompensation. |
| Indklagede: | Saxo Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører salg af aktier gennemført uden hensyn til reduceret beholdning som følge af omvendt aktiesplit. Krav om kompensation.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Saxo Bank, hvor han blandt andet havde en konto med et tilknyttet depot og adgang til bankens handelsplatform.
Banken har fremlagt sine almindelige forretningsbetingelser gældende fra den 3. juli 2023, hvoraf fremgår:
”…
YDELSER OG HANDLER
4. YDELSER
…
4.6 Kunden anerkender og accepterer, at Saxo Bank uden varsel må justere (inklusiv kreditere eller debitere) Kundens Konto fort rette eventuelle uregelmæssigheder, der måtte opstå på grund af, men ikke begrænset til Corporate Actions eller skat, uden at ifalde noget ansvar over for Kunden. Kunden accepterer straks at tilbagebetale eventuelle penge eller Instrumenter, der er delt til Kunden i en sådan situation.
…
12. PRISER, FEJL OG ÆNDREDE BETINGELSER
…
12.5 (i) Såfremt den pris, som Saxo Bank har opgivet, eller hvortil en Kontrakt eller anden transaktion er indgået (herunder hvis den er bekræftet i en Afregnings-/Handelsnota), ikke afspejler markedsprisen (f.eks. som følge af markedslikviditet, meddelelser, som påvirker markedet, forkerte oplysninger fra prisstillere, priser fra Likviditetsstillere eller suspension af handlen) (en "Forkert Pris") eller (ii) hvis der indtræder, eller det er sandsynligt, at der vil indtræde Ekstraordinære Markedsforhold, kan Saxo Bank vælge enten (a) at undlade at udføre, eller annullere, enhver Kontrakt eller ethvert køb/salg af ethvert Instrument, der er handlet, eller påstås handlet, på grundlag af den Forkerte Pris, (b) gennemføre Kontrakten eller købet/salget af ethvert Instrument til den Forkerte Pris eller til den pris, som efter Saxo Banks rimelige opfattelse afspejler markedsprisen, eller (c) ændre prisen for allerede gennemførte Kontrakter eller købet/salget af ethvert Instrument til en pris, som efter Saxo Banks rimelige opfattelse afspejler markedsprisen.
…”
I perioden fra den 25. juni 2024 til den 26. september 2025 købte og solgte klageren aktier i selskabet Wolfspeed Inc.
Banken har fremlagt en meddelelse om en selskabshændelse fra bankens handelsplatform, hvoraf fremgår:
”…
Event Information
Exchange of holdings for other securities and or cash.
Event Exchange
…
Corporate action type Mandatory
…
Ex-date (?) 29-Sep-2025
Pay date 29-Sep-2025
Total eligible securities (?) 4,000
Effective date (?) 29-Sep-2025
Announcement date 23-Sep-2025
…”
Banken har oplyst, at selskabshændelsen i Wolfspeed Inc. bestod i et omvendt aktiesplit med en ”split ratio” på 0,008352:1. En aktionær med en beholdning af 4.000 stk. aktier i Wolfspeed Inc. ville efter det omvendte aktiesplit få en beholdning på 33 stk. aktier.
Klageren har oplyst, at det af bankens handelsplatform fremgik, at han havde en beholdning på 4.000 stk. aktier i Wolfspeed Inc. og den aktuelle markedspris for aktien. Klageren har anført, at bankens handelsplatform ikke indeholdt oplysninger om, at der var tale om en midlertidig visning før/efter et omvendt aktiesplit, og at der ikke var advarsler om fejl på handelsplatformen.
Banken har oplyst, at det omvendte aktiesplit den 29. september 2025 blev forsinket i bankens systemer på grund af modstridende oplysninger om ombytningsforhold fra bankens samarbejdspartnere. Dette resulterede i, at klagerens konto viste, at klageren havde en beholdning af 4.000 stk. aktier i Wolfspeed Inc. svarende til antallet af aktier før aktiesplittet i stedet for 33 stk. aktier, som var det antal, klageren ejede efter aktiesplittet. Herudover fremgik en kurs svarende til kursen på aktien efter aktiesplittet.
Den 29. september 2025 solgte klageren en beholdning af 4.000 stk. aktier i Wolfspeed Inc., hvoraf 2.000 stk. aktier blev solgt til kurs 16,438113 USD og 2.000 stk. blev solgt til kurs 16,030907 USD. Gennemsnitskursen for aktierne udgjorde 16,23451 USD.
Banken har oplyst, at klageren ved sit salg af 4.000 stk. aktier i Wolfspeed Inc. solgte flere aktier, end han på grund af det omvendte aktiesplit reelt ejede, hvorfor der opstod en short-position på -3.967 stk. aktier, da det omvendte aktiesplit blev registreret.
Banken har oplyst, at den lukkede short-positionen på -3.967 stk. aktier til gennemsnitskursen på 16,23451 USD, som klageren havde solgt aktierne for. Klageren blev stillet som om, at han havde solgt 33 stk. aktier til gennemsnitskursen på 16,23451 USD.
Klageren gjorde indsigelse mod, at banken ikke gennemførte salget i henhold til det antal aktier og de kurser, der fremgik af bankens handelsplatform af 29. september 2025.
Banken afviste klagerens indsigelse.
Den 19. januar 2026 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Banken har fremlagt uddrag af pengeinstitut P’s kvartalsrapport af 20. oktober 2025 og en artikel i FinansWatch af 21. oktober 2025.
Klageren har fremlagt historiske kursoplysninger for Wolfspeed Inc. for perioden fra den 29. september 2025 til den 12. juni 2026.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Saxo Bank skal erstatte hans tab.
Saxo Bank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført blandt andet, at klageren gennemførte to salg på hver 2.000 stk. aktier i Wolfspeed Inc. til henholdsvis kurs 16,438113 USD og kurs 16,030907 USD på baggrund af de oplysninger, der fremgik af bankens handelsplatform, hvor hans beholdning af Wolfspeed Inc.-aktier udgjorde 4.000 stk.
Han handlede i berettiget tillid til, at det fulde antal aktier kunne sælges til den anførte kurs. Salget blev gennemført som en investeringsbeslutning med henblik på at realisere avancen. Efter salget var gennemført meddelte banken, at der pr. 29. september 2025 var planlagt et omvendt aktiesplit i Wolfspeed Inc., og at bankens system som følge af en forsinkelse i behandlingen havde vist hans beholdning af aktier før aktiesplittet, samtidig med at kursen var angivet til kursen efter aktiesplittet.
Banken havde ensidigt og proaktivt lukket den fejlagtige short-position ved at annullere salget af 3.967 stk. aktier. Korrektionen blev gennemført uden klagerens samtykke og uden forudgående varsel. Banken solgte 33 stk. aktier uden klagerens samtykke. Banken har hverken hjemmel til at annullere en gennemført handel eller at foretage handler på klagerens vegne uden klagerens samtykke. Banken kan hverken støtte ret på pkt. 4.6 eller pkt. 12.5 i sine almindelige forretningsbetingelser. Det er bankens eget system, der har udvist fejl ved visningen af aktiebeholdningen. Banken hæfter herfor. Fejlen kan ikke overvæltes på klageren, som har handlet i god tro og i berettiget forventning om rigtigheden af de oplysninger, banken stillede til rådighed.
Banken har handlet ansvarspådragende ved uden hjemmel at annullere og korrigere en gennemført handel samt ved at foretage efterfølgende dispositioner på klagerens vegne uden samtykke. Banken skal erstatte ham tabt aktieavance, som han har lidt, som følge af bankens dispositioner. Banken hæfter også for de økonomiske konsekvenser af dens efterfølgende korrektion. Banken skal betale ham en skønsmæssig godtgørelse.
Banken har ageret erstatnings- og ansvarspådragende ved manglende registrering af det omvendte aktiesplit den 29. september 2025 og ved det senere uberettigede salg af 33 aktier uden samtykke fra ham. Banken skal erstatte hans tabte aktieavance, ift. hvis salget af de 4.000 aktier var gået igennem den 29. september 2025. Banken skal erstatte ham tabet ved dækningssalget af de 33 stk. aktier, og det yderligere tab svarende til forskellen mellem salgs- og tilbagekøbsprisen for aktiepuljen på 2.000 stk. aktier solgt til kurs 16,03091 USD og tilbagekøbt til kurs 16,2351 USD. Banken skal betale en skønsmæssig godtgørelse til ham.
Saxo Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren ikke handlede i god tro, da han solgte 4.000 stk. aktier, hvoraf han kun ejede 33 stk. Det vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og/eller vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, hvorfor sagen skal afvises.
Banken har til støtte for frifindelsespåstanden anført blandt andet, at den i henhold til punkter 4.6 og 12.5 i sine almindelige forretningsbetingelser forbeholder sig retten til at rette enhver uregelmæssighed, der opstår som følge af enhver selskabshandling uden at påtage sig noget ansvar over for kunden.
Klageren solgte aktier, han ikke var berettiget til at sælge. Det forhold at klageren var af den overbevisning, at han var i besiddelse af et større antal aktier end 33 stk., hvorved han blev skuffet i sin forventning til værdien af aktierne, udgør ikke et erstatningsberettiget tab. Uagtet om bankens behandling af aktiesplittet måtte blive anset for ansvarspådragende, skal banken ikke godtgøre klageren en aktieavance på aktier, som klageren ikke ejede. Grundet meddelelsen af 23. september 2025 om selskabshændelsen indså eller måtte klageren have indset, at der var en fejl i visningen af antallet af aktier. Der var ingen nyheder om selskabet, der kunne begrunde den kraftige kursstigning af 29. september 2025. Dette set i relation til klagerens kendskab med handlen af aktier i Wolfspeed Inc.
Banken rettede fejlen og stillede klageren som om, at fejlen ikke var sket. Banken foretog et dækningskøb. Havde banken ikke lukket den opståede short-position, ville den efterfølgende stigning i kursværdi, som klageren påberåber sig til støtte for et påstået tab på aktieavance have resulteret i et tab for klageren.
Klageren led ikke et tab, da han ikke var berettiget til at modtage det provenu han fik, da han solgte aktierne. Da banken foretog et dækningskøb af 3.967 stk. aktier i Wolfspeed Inc. for gennemsnitskursen på 16,23451 USD har klageren ikke lidt et tab i forbindelse hermed. Der er ikke hjemmel til, at banken skal betale en skønsmæssig godtgørelse til klageren.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Saxo Bank, hvor han blandt andet havde en konto med et tilknyttet depot og adgang til bankens handelsplatform.
I perioden fra den 25. juni 2024 til den 26. september 2025 købte og solgte klageren aktier i selskabet Wolfspeed Inc.
Banken har fremlagt en meddelelse om en selskabshændelse vedrørende Wolfspeed Inc. fra bankens handelsplatform, som blev offentliggjort den 23. september 2025, og som ville blive eksekveret den 29. september 2025.
Banken har oplyst, at selskabshændelsen i Wolfspeed Inc. bestod i et omvendt aktiesplit med en ”split ratio” på 0,008352:1. En aktionær med en beholdning af 4.000 stk. aktier i Wolfspeed Inc. ville efter det omvendte aktiesplit få en beholdning på 33 stk. aktier.
Klageren har oplyst, at det af bankens handelsplatform fremgik, at han havde en beholdning på 4.000 stk. aktier i Wolfspeed Inc. og den aktuelle markedspris for aktien. Klageren har anført, at bankens handelsplatform ikke indeholdt oplysninger om, at der var tale om en midlertidig visning før/efter det omvendte aktiesplit, og at der ikke var advarsler om fejl på handelsplatformen.
Banken har oplyst, at det omvendte aktiesplit den 29. september 2025 på grund af modstridende oplysninger om ombytningsforhold fra bankens samarbejdspartnere blev forsinket i dens systemer. Dette resulterede i, at klagerens konto viste 4.000 stk. i stedet for 33 stk. aktier i Wolfspeed Inc. Herudover fremgik en kurs som svarede til kursen på aktien efter aktiesplittet.
Den 29. september 2025 solgte klageren en beholdning af 4.000 stk. aktier i Wolfspeed Inc., hvoraf 2.000 stk. aktier blev solgt til kurs 16,438113 USD og 2.000 stk. blev solgt til kurs 16,030907 USD. Gennemsnitskursen for aktierne udgjorde 16,23451 USD.
Banken har oplyst, at klageren ved sit salg af 4.000 stk. aktier i Wolfspeed Inc. solgte flere aktier, end han på grund af det omvendte aktiesplit reelt ejede. Der opstod derfor en short-position på -3.967 stk. aktier, da det omvendte aktiesplit efterfølgende blev registreret.
Banken har oplyst, at den lukkede shortpositionen på -3.967 stk. aktier til en gennemsnitskurs på 16,23451 USD. Klageren blev derfor stillet som om, at han havde solgt 33 stk. aktier til en gennemsnitskurs på 16,23451 USD.
Klageren afgav en ordre om salg af sin beholdning af Wolfspeed Inc.-aktier. Ankenævnet finder, at banken ikke har handlet ansvarspådragende ved at sælge klagerens beholdning på 33 stk. Wolfspeed-aktier, som klageren ejede efter det omvendte aktiesplit.
Uanset det af banken anførte om, at den havde tekniske problemer med gennemførelsen af det omvendte aktiesplit af Wolfspeed Inc.-aktier, finder Ankenævnet, at den manglende registrering af det omvendte aktiesplit på klagerens depot var en ansvarspådragende fejl.
Det forhold, at klageren på baggrund af oplysningerne i sit depot troede, at han var i besiddelse af et større antal aktier end 33 stk., og dermed blev skuffet i sin forventning til værdien af aktierne, udgør ikke et erstatningsberettiget tab. Ankenævnet finder herefter, at banken ikke som følge af fejlen skal godtgøre klageren den kursgevinst, som han antog, at han opnåede, da han solgte 4.000 stk. Wolfspeed Inc.-aktier den 29. september 2025.
Ankenævnet finder, at klageren ikke har godtgjort at have lidt et tab, som følge af bankens lukning af klagerens short-position på -3.967 stk. aktier i Wolfspeed Inc. ved bankens køb af 3.967 stk. aktier til gennemsnitskursen på 16,23451 USD.
Ankenævnet finder, at der heller ikke i øvrigt er grundlag for at pålægge banken at betale kompensation til klageren.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.